EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Køretid og hvileperioder i vejtransportsektoren

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 561/2006 om køretider, pauser og hvileperioder

Forordning (EU) nr. 165/2014 om takografer inden for vejtransport

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGERNE?

  • Forordning (EF) nr. 561/2006, som ændret ved forordning (EU) 2020/1054, fastlægger regler for køretid, pauser og hvileperioder for lastbil- og buschauffører med henblik på at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden.
  • Forordning (EU) nr. 165/2014, som ændret ved forordning (EU) 2020/1054, fastsætter kravene til konstruktion, installering, brug, afprøvning og kontrol af takografer, der skal monteres i de køretøjer, der er omfattet af forordning (EF) nr. 561/2006.

HOVEDPUNKTER

Forordning (EF) nr. 561/2006:

  • gælder for godstransport med et køretøj med tilladt totalvægt på over 3,5 ton og for personbefordring med et køretøj, der er indrettet til at befordre mere end ni personer (inklusive føreren)
  • gælder fra den 1. juli 2026 for godstransport ved international transport eller cabotagekørsel med køretøjer (inklusive påhængsvogn eller sættevogn) med tilladt totalvægt på over 2,5 ton
  • gælder, uanset køretøjets registreringsland, for vejtransport i Den Europæiske Union (EU) og mellem EU’s medlemsstater, Schweiz samt lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Minimumsalder

Føreres hjælpere og konduktører skal være mindst 18 år, bortset fra i særlige tilfælde for så vidt angår hjælperne, for hvem minimumsalderen er 16 år (se de nærmere detaljer i artikel 5).

Regler for køretid, pauser og hviletid

Detaljerede regler er angivet i artikel 6, 7, 8 og 9.

  • Disse regler omfatter:
    • en maksimal daglig køretid på ni timer, der dog kan sættes op til ti timer højest to gange om ugen
    • en ugentlig køretid, der ikke må overstige 56 timer
    • at summen af køretiderne i to på hinanden følgende uger ikke må overstige 90 timer
    • at føreren efter en kørselsperiode på fire og en halv time skal holde en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, medmindre han påbegynder en hviletid
    • en daglig hviletid på mindst 11 timer, der kan reduceres til ni timer højest tre gange om ugen mellem to ugentlige hviletider
    • en ugentlig hviletid på mindst 45 timer og en reduceret ugentlig hvileperiode på mindst 24 timer.
  • Transportvirksomheder skal tilrettelægge førernes arbejde, således at førerne kan vende tilbage til arbejdsgiverens virksomhed, hvor føreren sædvanligvis er baseret, i medlemsstaten eller tilbage til førernes bopæl med henblik på at afholde mindst én regulær ugentlig hviletid (eller en ugentlig hviletid på mere end 45 timer, der tages som kompensation for reduceret ugentlig hviletid) indenfor hver fire på hinanden følgende uger.
  • Førere skal kunne afholde deres 45-timers ugentlige hviletid i egnet og kønsvenlig indkvartering med passende sovefaciliteter og sanitære forhold (dvs. væk fra køretøjets førerhus) på regning af transportvirksomheden som arbejdsgiver.
  • Føreres reducerede og regulære ugentlige hviletider må højst afbrydes to gange af andre aktiviteter i sammenlagt højst én time, mens føreren ledsager et køretøj om bord på færge eller tog. Dette gælder kun for førere, der har adgang til en sovekabine på færgen eller i toget, og for så vidt angår den regulære ugentlige hviletid er denne afbrydelse kun tilladt, hvis rejsen efter planen varer 8 timer eller længere.
  • Europa-Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, delegeret forordning (EU) 2022/1012, som fastsætter standarder for sikrede parkeringsområders service- og sikkerhedsniveau og for procedurerne for deres certificering.

Minimumsbetingelserne for gennemførelse af forordningen

  • Direktiv 2006/22/EF, som ændret ved direktiv (EU) 2020/1057, fastsætter minimumsbetingelserne for gennemførelse af forordning (EF) nr. 561/2006 og forordning (EU) nr. 165/2014 (se afsnittet om takografer nedenfor).
  • Det har til formål at sikre en korrekt anvendelse og harmoniseret fortolkning af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport ved fastsættelse af mindstekrav med henblik på en ensartet og effektiv kontrol i medlemsstaterne af overholdelsen af de relevante bestemmelser. Disse kontroller bør tjene til at begrænse og forebygge overtrædelser.
  • Direktivet kræver, at medlemsstaterne indfører et system for risikoklassificering af virksomheder baseret på det relative antal og grovheden af de overtrædelser, som den enkelte virksomhed har begået. Virksomheder i en høj risikoklasse skal kontrolleres grundigere og hyppigere.

Takografer

  • I henhold til forordning (EU) nr. 165/2014 (se resumé) skal takografer installeres i alle køretøjer på over 3,5 ton, som anvendes til vejtransport af gods, og i køretøjer, som kan transportere flere end ni personer (inklusive føreren), med visse undtagelser. Fra den 1. juli 2026 skal takografer installeres i køretøjer på over 2,5 ton, som anvendes til international vejtransport eller cabotagekørsel.
  • Takografteknologien har bevæget sig fra først at være analog til at være digital og derefter fra digital til en mere avanceret digital eller intelligent teknologi.
  • Forordning (EU) nr. 165/2014 indførte regler for intelligente takografer — en ny generation af køretøjsanordninger, der skal bidrage til at håndhæve EU-lovgivningen om erhvervsdrivende chaufførers køre- og hviletider. Intelligente takografer er obligatoriske i alle nye køretøjer, der indregistreres efter den 15. juni 2019. En intelligent takograf er en anordning, der via satellitpositionering automatisk registrerer køretid, pauser og hvileperioder sammen med rådighedstid og andet arbejde, der udføres af en fører. Formålet er at forbedre overholdelsen af reglerne og give mulighed for tidligt at afsløre mulige tilfælde af svig eller misbrug.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGERNE FRA?

  • Forordning (EF) nr. 561/2006 trådte i kraft den 11. april 2007.
  • Forordning (EU) nr. 165/2014 trådte i kraft den 2. marts 2015 med undtagelserne angivet i artikel 48.
  • Forordning (EU) 2020/1054, som ændrede både forordning (EF) nr. 561/2006 og forordning (EU) nr. 165/2014, trådte i kraft den 1. august 2020, mens artikel 1, stk. 15, og artikel 2, stk. 12, træder i kraft den 31. december 2024.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (EUT L 102 af 11.4.2006, s. 1-14).

Efterfølgende ændringer til forordning (EF) nr. 561/2006 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 om takografer inden for vejtransport, om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 1-33).

Se den konsoliderede udgave.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1012 af 7. april 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 for så vidt angår fastsættelse af standarder for sikrede parkeringsområders service- og sikkerhedsniveau og for procedurerne for deres certificering (EUT L 170 af 28.6.2022, s. 27-37).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF af 15. marts 2006 om minimumsbetingelser for gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed og om ophævelse af Rådets direktiv 88/599/EØF (EUT L 102 af 11.4.2006, s. 35-44).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 12.09.2022

Top