EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Styrtsikre førerværn på landbrugs- og skovbrugshjultraktorer

Dette direktiv er en kodificeret udgave af direktiv 77/536/EF og er en del af tilnærmelsen af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer for at konsolidere det indre marked.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/57/EF om førerværn på landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (EØS-relevant tekst).

RESUMÉ

Dette direktiv fastsætter tekniske forskrifter vedrørende konstruktion og fremstilling af visse typer landbrugs- og skovbrugstraktorer, hvad angår styrtsikre førerværn, i henhold til EF-typegodkendelsesproceduren.

Hvilken type køretøj er omfattet af direktivet?

Dette direktiv finder anvendelse på traktorer med følgende kendetegn:

  • fri højde under bagakslen på højst 1 000 mm
  • fast eller indstillelig sporvidde på en af de drivende aksler på 1 150 mm eller derover
  • mulighed for at kunne udstyres med en koblingsanordning for ophængte redskaber og en trækbom
  • masse mellem 1,5 ton og 6 ton.

Alle berørte traktorer skal være udstyret med et styrtsikkert førerværn (førerhus eller beskyttelsesbøjle). Det omfatter værn, hvis formål er at afværge eller reducere faren for føreren, hvis traktoren vælter under normal brug. Førerværnet skal sikre et indvendigt, frit område, der er tilstrækkeligt stort til at beskytte føreren, som har begrænset plads til at bevæge sig på sædet.

Hvad er betingelserne for EF-komponenttypegodkendelse?

Fabrikanten af traktoren eller førerværnet skal ansøge om en EF-komponenttypegodkendelse for at være berettiget til at markedsføre køretøjet. Ansøgningen om godkendelse skal nærmere bestemt være ledsaget af en tegning, et fotografi og en beskrivelse af førerværnet.

Når det er godkendt, skal førerværnet have følgende mærkning:

  • fabriks- eller varemærke
  • typegodkendelsesmærke.

Medlemsstater må ikke forbyde markedsføring af et køretøj med et styrtsikkert førerværn, der bærer et komponenttypegodkendelsesmærke, medmindre det ikke er i overensstemmelse med den godkendte type.

Direktiv 2009/57/EF ophæver direktiv 77/536/EØF og ophæves selv ved forordning (EU) nr. 167/2013, der træder i kraft den 1. januar 2016.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2009/57/EF

23.10.2009

-

EUT L 261 af 3.10.2009

Ændringsakter

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2013/15/EU

1.7.2013

1.7.2013

EUT L 158 af 10.6.2013

Seneste ajourføring: 02.07.2014

Top