EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Eksponering for kunstig optisk stråling

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2006/25/EF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (kunstig optisk stråling)

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Arbejdstageres eksponering for kunstig optisk stråling som ultraviolet stråling, laserstråling eller ikke-kohærent stråling* i forbindelse med deres arbejde kan have kroniske sundhedsskadelige virkninger på øjne og hud. Direktivet har til formål at fjerne arbejdstageres eksponering for denne stråling eller begrænse den til et minimum ved at indføre forebyggende foranstaltninger.
  • Det fastsætter også grænseværdier for arbejdstagere, der er eksponeret for ikke-kohærent stråling og laserstråling (bilag I og II).

HOVEDPUNKTER

Arbejdsgivernes forpligtelser

  • Vurdering af strålingsniveauet. Arbejdsgivere skal for det første vurdere eller måle de niveauer for optisk stråling, som arbejdstagerene er eksponeret for, således at de kan reduceres, hvis de overskrider de relevante grænseværdier. Om nødvendigt skal de måle eller beregne niveauerne for eksponering på grundlag af standarderne fra Den Internationale Elektrotekniske Kommission (IEC), Den Internationale Belysningskommission (CIE) og det europæiske standardiseringsorgan (CEN) eller i mangel heraf på grundlag af tilgængelige nationale eller internationale videnskabeligt baserede retningslinjer.
  • Begrænsning af risici. Arbejdsgivere skal for det andet begrænse strålingsniveauet, hvis vurderingen indikerer, at der er en mulighed for, at eksponeringsgrænseværdierne er overskredet, for eksempel ved at vælge et andet materiale eller begrænse eksponeringens varighed.
  • Underretning og oplæring af arbejdstagerne. Arbejdsgivere skal sørge for, at arbejdstagerne eller deres repræsentanter får enhver nødvendig underretning og oplæring, navnlig vedrørende de foranstaltninger, der træffes, med henblik på gennemførelse af direktivet eller korrekt anvendelse af personlige værnemidler.
  • Høring og deltagelse af arbejdstagerne. Arbejdsgivere hører forinden arbejdstagere eller deres repræsentanter i forbindelse med beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. Arbejdstagernes repræsentanter kan foreslå foranstaltninger til forbedring af beskyttelsen, og arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter kan endda henvende sig til de kompetente myndigheder, hvis de mener, at den sundhedsbeskyttelse, som arbejdsgiveren tilbyder, ikke er tilstrækkelig (i henhold til rammedirektiv 89/391/EØF se resumé og afsnittet Baggrund nedenfor).

Helbredskontrol

  • I tilfælde af eksponering for kunstig optisk stråling underkastes arbejdstagerne en passende helbredskontrol, som foretages af en læge i henhold til relevant national lovgivning.
  • Der udarbejdes helbredsjournaler for hver arbejdstager, og de opdateres efter hver helbredskontrol. Den enkelte arbejdstager har efter anmodning adgang til sine egne personlige lægejournaler.

Overskridelse af grænseværdier og/eller skadelige virkninger

I tilfælde af, at eksponeringen overskrider grænseværdierne, skal arbejdstagerne have mulighed for at få foretaget en lægeundersøgelse. Hvis grænseværdierne har været overskredet og/eller arbejdstagernes sundhed har været udsat for skadelige virkninger skal:

  • lægen eller en anden kvalificeret person underrette arbejdstageren om det resultat, der vedrører denne personlig og om enhver helbredskontrol, som vedkommende bør gennemgå efter eksponeringens ophør
  • arbejdsgiveren gennemgå risikovurderingen og de iværksatte foranstaltninger, implementere de foranstaltninger, der anbefales af den kompetente person, og iværksætte et løbende kontrolsystem.

Sanktioner

Medlemsstaterne i Den Europæiske Union (EU) skal indføre passende sanktioner, hvis de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af direktivet, overtrædes.

Delegerede retsakter

  • Forordning (EU) 2019/1243 om ændring af direktiv 2006/25/EF (artikel 10), der giver Europa-Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter fra den 26. juli 2019.
  • Disse delegerede retsakter vedrører rent tekniske ændringer af bilagene til direktiver for at tage hensyn til den tekniske harmonisering og standardisering med hensyn til udformning, fremstilling og indretning af arbejdsudstyr eller arbejdssteder, den tekniske udvikling, ændringer i de harmoniserede EU-standarder eller internationale specifikationer samt ny videnskabelig viden vedrørende erhvervsmæssig eksponering for optisk stråling. Disse ændringer må imidlertid ikke medføre en ændring af de eksponeringsgrænseværdier, der er fastsat i bilagene.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 27. april 2006 og skulle gennemføres af medlemsstaterne inden den 27. april 2010.

BAGGRUND

VIGTIGE BEGREBER

Ikke-kohærent stråling. Optisk stråling, bortset fra laserstråling.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/25/EF af 5. april 2006 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (kunstig optisk stråling) (19. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EUT L 114 af 27.4.2006, s. 38-59).

Efterfølgende ændringer af direktiv 2006/25/EF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/44/EF af 25. juni 2002 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (vibrationer) (16. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) — Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet og Rådet (EFT L 177 af 6.7.2002, s. 13-20).

Se den konsoliderede udgave.

Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1-8).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 15.11.2021

Top