RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

Pesticider

Den Europæiske Union (EU) opretter en fællesskabsramme for at opnå en bæredygtig udnyttelse af pesticider. De foreslåede foranstaltninger går især ud på en forstærkning af tilsynet, på uddannelse og brugeroplysning samt på særlige forholdsregler for benyttelse af disse stoffer.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider (EØS-relevant tekst) (EUT L 309 af 24.11.2009, s. 71).

RESUMÉ

Pesticider benyttes i landbruget til at regulere plantevækst på arealer, der ikke benyttes til landbrug, og til andre formål (for eksempel benyttes biocider til træbeskyttelse, desinfektion og til visse husholdningsanvendelser). De benyttes også til at dræbe eller bekæmpe skadedyr.

Anvendelsesområde

Dette rammedirektiv dækker kun pesticider, som er plantebeskyttelsesmidler. Det gælder ikke for biocider.

Medlemsstaterne kan anvende forsigtighedsprincippet til at begrænse eller forbyde brug af pesticider under særlige omstændigheder eller i særlige områder.

Nationale handlingsplaner

De nationale handlingsplaner skal indeholde målsætninger, foranstaltninger og tidsplaner for at reducere farerne ved brug af pesticider for menneskers sundhed og for miljøet. De skal også fremme brugen af alternative metoder eller teknikker, som er mere miljøvenlige.

De nationale handlingsplaner skal også indeholde indikatorer til at overvåge brugen af plantebeskyttelsesmidler, som indeholder stoffer, der giver særlig anledning til bekymring.

Uddannelse, salg af pesticider og oplysning

Medlemsstaterne skal oprette en uddannelsesordning, som henvender sig til professionelle brugere, forhandlere og rådgivere. Der skal udstedes et certifikat til godkendelse af sådanne uddannelser. Dette certifikat attesterer, at de professionelle brugere, forhandlerne og rådgiverne har erhvervet tilstrækkelig viden om: gældende lovgivning, farer og risici forbundet med pesticider, midler til identifikation og kontrol, procedurer til klargøring af udstyr, nødforanstaltninger ved uheld osv.

Personer, som har ansvar for salg af pesticider til professionel brug, skal være i besiddelse af ovennævnte certifikat.

Medlemsstaterne skal oplyse offentligheden og fremme programmer til oplysning og bevidstgørelse om de farer for menneskers sundhed, for andre levende organismer og for miljøet, som følger af brugen af pesticider.

Inspektion af udstyr til udbringning af pesticider

Udstyr, som bruges af professionelle til udbringning af pesticider, skal inspiceres hvert femte år af organer udpeget af medlemsstaterne. Fra 2020 øges inspektionshyppigheden til én gang hvert tredje år. Disse inspektioner tjener til at kontrollere, at udstyret fungerer pålideligt, og at det bruges, således som det er beregnet til, for at pesticiderne kan doseres og spredes med præcision.

Inspektionerne vedrører følgende dele: kraftoverføringsdele, pumper, omrøringsanordninger, tanke, målesystemer, styre- og reguleringssystemer, rør og slanger, filtre osv.

Flysprøjtning med pesticider

Flysprøjtning med pesticider er forbudt. Der er dog mulighed for undtagelser, hvis der ikke findes andre brugbare løsninger, eller hvis flysprøjtning har sundheds- og miljømæssige fordele frem for jordsprøjtning. Når en undtagelse indrømmes, skal der træffes foranstaltninger om oplysning og beskyttelse.

Beskyttelse af vandmiljøet og af drikkevand

Medlemsstaterne skal træffe særlige foranstaltninger til beskyttelse af vandmiljøet og drikkevandsforsyningen. Disse foranstaltninger skal give forrang for brug af de mindst giftige produkter, de mest effektive teknikker, udstyr, der begrænser spredningen af produkterne, og etablering af bufferzoner langs vandløb. Disse foranstaltninger skal også sigte mod at reducere eller forbyde sprøjtning i nærhed af veje eller jernbaner eller på arealer, hvor der kan forurenes ved nedsivning eller ved afløb af overfladevand eller grundvand.

Beskyttelse af følsomme arealer

På visse følsomme arealer skal brug af pesticider forbydes eller strengt begrænses. Denne foranstaltning sigter på at beskytte arealer, der omfattes af »fugledirektivet« og »habitatdirektivet«, såvel som arealer, der besøges af den brede offentlighed eller af følsomme befolkningsgrupper (parker, offentlige haver, sportsarealer, rekreationsområder osv.).

Integreret bekæmpelse af skadedyr

En integreret bekæmpelse af skadedyr skal begunstige de løsninger, som er mindst farlige for sundheden og miljøet. Følgelig skal professionelle brugere overveje alle metoder til plantebeskyttelse for at bekæmpe skadedyr. De skal især give forrang for dem, der forstyrrer landbrugsøkosystemerne mindst, og fremme naturlige mekanismer til bekæmpelse af skadedyr. Disse almene principper for integreret bekæmpelse bliver obligatoriske fra den 1. januar 2014.

Risikoindikatorer

Kommissionen etablerer harmoniserede indikatorer baseret på statistisk data fra medlemsstaterne. Disse indikatorer gør det muligt at vurdere trends i risiciene ved brug af pesticider.

Medlemsstaterne kan bruge deres egne nationale indikatorer som supplement til de på fællesskabsplan harmoniserede indikatorer.

Kontekst

Oprindeligt var rammedirektivet et af to lovforslag, som fulgte med en meddelelse fra 2006 med overskriften Temastrategi for bæredygtig anvendelse af pesticider. Det andet lovforslag er mundet ud i vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelsesdato Frist for gennemførelse i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende
Direktiv 2009/128/EF

25.11.2009

14.12.2011

EUT L 309 af 24.11.2009

Resuméet udsendes til orientering. Det indeholder ikke en fortolkning af eller erstatter referencedokumentet, som er eneste gældende juridiske grundlag.

Seneste ajourføring: 27.04.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top