RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Arbejdskraftens frie bevægelighed: status over rettigheder

Denne meddelelse sigter mod at informere europæiske borgere om deres rettigheder, når de ønsker at arbejde i et andet land i Den Europæiske Union (EU). De skal behandles på samme måde som de nationale arbejdstagere i forhold til adgang til beskæftigelse, arbejdsvilkår, beskatning og sociale ydelser.

DOKUMENT

Meddelelse af 13. juli 2010 fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget "Bekræftelse af arbejdstagernes fri bevægelighed: rettigheder og den vigtigste udvikling" [KOM(2010) 373 endelig - Ikke offentliggjort i EU-Tidende].

RESUMÉ

Siden etableringen af princippet om fri bevægelighed i Den Europæiske Union (EU), er en lang række hindringer mod mobiliteten blevet fjernet. Kommissionen fremsætter således de mest betydende juridiske fremskridt, som har forbedret de europæiske vandrende arbejdstageres rettigheder. Endvidere er fremme af mobiliteten genstand for et af målene i den nye Europa 2020-strategi.

Arbejdskraftens frie bevægelighed

Princippet om den frie bevægelighed for personer gælder alle europæiske borgere, såfremt deres ophold er længere end tre måneder. Ud over denne periode, er udøvelse af den frie bevægelighed underkastet visse betingelser. Imidlertid kan har vandrende arbejdstagere bedre vilkår end ikke-aktive borgere.

Princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed giver enhver europæisk borger ret til at arbejde i et andet EU-land (artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)). Visse lande kan pålægge registreringsformaliteter for arbejdstagere, såfremt arbejdsperioden går ud over tre måneder, men ikke andre opholdsbetingelser.

Selvstændige erhvervsdrivende (artikel 49 i TEUF) og udstationerede arbejdstagere i forbindelse med tjenesteydelser er omfattet af andre bestemmelser.

Vandrende arbejdstagere er sådanne, som har:

  • en indtægt også selv om den er begrænset, eller som modtager naturalydelser. Kun frivilligt arbejde uden nogen form for aflønning er udelukket fra denne definition
  • et underordnelsesforhold, som er karakteriseret ved lønmodtagerens aktiviteter (dvs. at arbejdsgiveren bestemmer valget af aktivitet, løn og arbejdsvilkår o.l.)
  • et faktisk og reelt arbejde, idet aktiviteten ikke må være blot et marginalt supplement. Imidlertid anerkendes for eksempel deltidsarbejde, praktikpladser og visse jobs i forbindelse med uddannelse
  • en tværnational sammenhæng, det vil sige, at arbejdstageren skal bo eller arbejde i et andet EU-land end sit hjemland.

Andre kategorier af borgere kan benytte arbejdskraftens frie bevægelighed ud over et ophold på tre måneder:

  • Familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere uanset deres nationalitet. De har adgang til sociale ydelser i værtslandet
  • personer, som bevarer deres status som arbejdstagere, selv om de ikke længere har et arbejde i værtslandet (hvis de er midlertidigt uarbejdsdygtige, er uforskyldt arbejdsløse, osv.)
  • arbejdssøgende, såfremt de kan godtgøre, at de er aktivt søgende.

Adgang til beskæftigelse

Vandrende arbejdstagere skal kunne udøve deres arbejdsaktiviteter på samme vilkår som arbejdstagerne i værtslandet. Således må der ikke forskelsbehandles mellem dem på følgende områder:

  • udøvelse af et lovreguleret erhverv, idet de kan søge om anerkendelse af deres erhvervsmæssige eller uddannelsesmæssige kvalifikationer;
  • en sproglig kompetence, som blot skal være rimelig og nødvendig for det pågældende arbejde
  • adgang til stillinger i den offentlige sektor, bortset fra visse stillinger, som indebærer en deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed
  • den frie bevægelighed for professionelle og halvprofessionelle sportsfolk.

Arbejdssøgende har adgang til offentlige jobsøgningstjenester og økonomiske støtteydelser, der skal lette deres adgang til beskæftigelse på arbejdsmarkedet i værtsmedlemslandet.

Ligebehandling af arbejdstagere

Enhver forskelsbehandling er forbudt for så vidt angår beskæftigelse, lønninger og arbejdsvilkår.

Vandrende arbejdstagere behandles på samme måde som nationale arbejdstagere:

  • De er omfattet af værtsmedlemslandets love og kollektive overenskomster.
  • De er berettiget til de samme sociale fordele, der er tilknyttet deres status, hvad enten de er bosat eller arbejdstagere, lige fra deres første arbejdsdag.
  • De må ikke forskelsbehandles på skatteområdet på grund af deres nationalitet eller deres status som vandrende arbejdstager.
Seneste ajourføring: 22.09.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top