RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Forbedring af arbejdstagernes frie bevægelighed

Europa-Kommissionen informerer borgerne om deres grundlæggende rettigheder vedrørende fri bevægelighed. Kommissionen ønsker dermed at give borgerne mulighed for at udøve disse rettigheder effektivt og skabe et europæisk arbejdsmarked.

DOKUMENT

Kommissionens meddelelse af 11. december 2002 "Arbejdstagernes frie bevægelighed: vejen til fuld udnyttelse af fordele og muligheder" [KOM(2002) 694 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Arbejdstagere, der udøver deres ret til fri bevægelighed * inden for EU, en af de grundlæggende frihedsrettigheder, som EF-lovgivningen sikrer, bidrager til at skabe et egentligt europæisk arbejdsmarked.

Der findes dog stadig en række praktiske, administrative og juridiske forhold, der hindrer arbejdstagerne i at få det fulde udbytte af fordelene og mulighederne ved geografisk mobilitet.

Kommissionen gør status over den aktuelle situation i fællesskabsretten vedrørende arbejdstagernes frie bevægelighed med henblik på at gøre den tekniske og komplekse lovramme samt EF-Domstolens (Domstolen) retspraksis mere forståelige. Kommissionen indkredser de problemer, arbejdstagerne hyppigst støder på, inden for fire forskellige områder, som dog hænger sammen.

Arbejdstagernes frie bevægelighed

Alle borgere i en medlemsstat har ret til at arbejde i en anden medlemsstat.

EU-bestemmelserne om arbejdstagernes frie bevægelighed finder anvendelse, så snart en EU-borger udøver sin ret til mobilitet, og gælder også for personer, som er vendt tilbage til deres oprindelige medlemsstat efter at have udøvet deres ret til fri bevægelighed.

En EU-borgers familiemedlemmer * har, uanset deres nationalitet, hvilket altså også vil sige tredjelandsborgere, ret til at bo sammen med den vandrende arbejdstager. Desuden har børn af vandrende arbejdstagere uafhængigt af deres nationalitet ret til uddannelse i værtsmedlemsstaten.

Opholdsretten hænger tæt sammen med arbejdstagernes ret til fri bevægelighed. Ifølge de nugældende EU-bestemmelser skal medlemsstaterne udstede opholdstilladelse til vandrende arbejdstagere, som fremlægger id-kort eller pas samt et bevis for beskæftigelse. Opholdstilladelsen kan under ingen omstændigheder være en betingelse for retten til arbejde for EU-borgere.

Det fremgår af fællesskabsprincippet om ikke-forskelsbehandling på grund af nationalitet, at en vandrende arbejdstager skal behandles på lige fod med medlemsstatens egne arbejdstagere, hvad angår ret til arbejde, arbejdsforhold samt sociale og skattemæssige fordele.

Undertiden kan visse sprogkundskaber være en rimelig og nødvendig forudsætning for at få et job. Selv om det kan være begrundet at kræve et meget højt sprogligt niveau til visse job, er det dog uacceptabelt at stille krav om et bestemt sprog som modersmål.

Ifølge ordningen med anerkendelse af kvalifikationer kan en EU-borger, der er fuldt kvalificeret i en medlemsstat, udøve et reguleret erhverv * i en anden medlemsstat. Afhængigt af det pågældende erhverv og borgerens uddannelse kan anerkendelsen foregå automatisk eller være betinget af en omstillingsperiode eller en egnethedstest.

Socialsikring

For at gøre det nemt at udøve sin ret til fri bevægelighed er det afgørende, at en EU-borger, der udøver denne ret, ikke stilles ringere end andre borgere hvad angår deres ret til social sikring.

Forordning (EØF) nr. 1408/71 omfatter et system til koordinering af socialsikringsordningerne. Der er i forordningen fastlagt fælles regler, således at anvendelse af de forskellige nationale socialsikringsordninger ikke har en negativ indvirkning på de personer, der udnytter deres ret til fri bevægelighed. Formålet med EU-lovgivningen er ikke at harmonisere socialsikringsområdet, og medlemsstaterne bevarer derfor deres beføjelser til selv at udforme deres socialsikringsordninger.

Den generelle regel er, at socialsikringsydelser skal udbetales, uanset hvilken medlemsstat modtageren bor i. Dette princip gælder dog ikke for særlige ikke-bidragspligtige ydelser. Disse ydelser udbetales kun i visse medlemsstater. De kan derfor ikke eksporteres, men en EU-borger, som flytter til en anden medlemsstat, har dog ret til denne stats særlige ikke-bidragspligtige ydelser. For at opfylde kriteriet om manglende mulighed for eksport skal ydelsen være af særlig karakter og ikke-bidragspligtig. Domstolen har udtalt, at en ydelse er "særlig", når den er betinget af den pågældende medlemsstats sociale miljø (ydelser til forebyggelse af fattigdom eller til pleje af handicappede).

Forordning (EØF) nr. 1408/71 indeholder desuden betingelser, der skal opfyldes, for at borgerne har adgang til sundhedsydelser, når de flytter inden for EU. EU-borgere har - afhængigt af den pågældendes status og/eller opholdets art - ret til at modtage øjeblikkelig ydelse af hjælp, behandling, der bliver nødvendig, eller alle former for kontantydelser i anledning af sygdom i en anden medlemsstat end den, vedkommende er sygeforsikret i, som om vedkommende var forsikret dér, men for forsikringsinstitutionens regning. For personer, som ønsker at tage til en anden medlemsstat alene med det formål at få behandling, dækkes omkostningerne i medfør af koordineringssystemet fastlagt i forordning (EØF) nr. 1408/71 kun af den medlemsstat, de er forsikret i, hvis de har indhentet forhåndstilladelse. Domstolen har dog på grundlag af andre grundlæggende friheder såsom fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, fastslået, at en sådan forhåndstilladelse var en hindring for disse grundlæggende friheder, hvis den ikke er begrundet. Deraf følger, at patienter på visse betingelser kan anmode om godtgørelse af hospitalsudgifter for behandling modtaget i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse.

I forordningen fastlægges det, hvilken socialsikringslovgivning der finder anvendelse på grundlag af to grundprincipper: en person er kun omfattet af én medlemsstats lovgivning ad gangen og er normalt dækket af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende udøver en erhvervsaktivitet.

Forordning (EØF) nr. 1408/71 er imidlertid meget kompleks og vanskelig at arbejde med og undergår derfor i øjeblikket en forenkling.

Grænsearbejdere

Grænsearbejdere * er delt mellem to medlemsstater og støder derfor ofte på praktiske problemer med ikke blot socialsikring og sociale fordele, men også med beskatning af indkomst og i forbindelse med pensionen. Generelt nyder de godt af alle de fordele, som vandrende arbejdstagere har i den medlemsstat, de arbejder i, men visse medlemsstater lægger stadig bopælskriteriet til grund for tildeling af sociale fordele. De har ret til arbejdsløshedsunderstøttelse i bopælsstaten og ikke i beskæftigelsesstaten. Grænsearbejdere kan selv vælge, i hvilken medlemsstat de ønsker at have ret til sundhedsydelser, men når de pensioneres, gælder dette valg mellem beskæftigelsesstaten og bopælsstaten ikke længere.

Baggrund

De bestemmelser, der danner grundlaget for arbejdstagernes frie bevægelighed, er fra 1960'erne. De er blevet suppleret efterfølgende af EU-institutionernes arbejde og især af Domstolens omfattende retspraksis.

Dokumentets nøglebegreber
  • Arbejdstager: Enhver, der har et reelt arbejde under en arbejdsleder, som han aflønnes for.
  • Familiemedlemmer: Arbejdstagerens ægtefælle, deres efterkommere i lige linje, som er under 21 eller forsørges af arbejdstageren samt arbejdstagerens og hans ægtefælles slægtninge i opstigende linje, som forsørges af ham. Ægtefælle defineres som en gift partner, ikke en samlever.
  • Regulerede erhverv: Et erhverv, som ikke kan udøves uden særlige, specificerede faglige kvalifikationer.
  • Grænsearbejdere: Personer, der bor i én medlemsstat og arbejder i en anden.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgernes og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF . [Den Europæiske Unions Tidende L 158 af 30.04.2004].
Dette direktiv indeholder en delvis behandling af de problemer, som er beskrevet i nærværende meddelelse.Ved direktivet skabes en samlet retsakt over bestemmelser, der er spredt på flere direktiver, hvilket gør den tekniske og komplekse lovgivning, som danner ramme for arbejdstagernes frie bevægelighed, lettere tilgængelig. Direktivet giver endvidere en mere præcis definition af unionsborgeres familiemedlemmers status og forenkler formaliteterne i forbindelse med udøvelse af opholdsretten.

Seneste ajourføring: 04.02.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top