RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Koordinering af de sociale sikringsordninger

Koordineringen af de sociale sikringsordninger har til formål at fremme borgernes frie bevægelighed i Den Europæiske Union (EU). Koordineringen baseres på et samarbejde mellem socialmyndigheder.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger [se ændringsretsakter].

RESUMÉ

Landene i Den Europæiske Union (EU) foretager en indbyrdes koordinering af de sociale sikringsordninger. Dog fastlægges sociale ydelser samt vilkår for tildeling på nationalt plan i overensstemmelse med det enkelte lands traditioner og kultur.

EU-retten fastlægger regler og principper, der skal sikre retten til fri bevægelighed for personer i EU.

Omfattede personer

Forordningen finder anvendelse på alle statsborgere i et EU-land, som er eller har været omfattet af et af EU-landenes sociallovgivning og ligeledes for deres familiemedlemmer og efterladte.

Forordningen finder ligeledes anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der har lovlig bopæl i EU, og som har været omfattet af lovgivning i flere EU-lande, samt på disses familiemedlemmer og efterladte.

Ifølge princippet om ligebehandling er statsborgere i et EU-land og personer, der er bosiddende i et land uden at være statsborger i landet, lige for loven, og der påhviler dem de samme lovmæssige forpligtelser.

Bestemmelserne i denne forordning vedrører alle de traditionelle sociale sikringsgrene, såsom:

  • sygdom
  • graviditet og barsel
  • arbejdsulykker
  • erhvervssygdomme
  • invalideydelser
  • arbejdsløshedsunderstøttelse
  • familieydelser
  • pensioner
  • begravelseshjælp.

I forordningen er der også en anerkendelse af princippet om sammenlægning af perioder, således at forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter et EU-lands lovgivning, medregnes i alle de øvrige EU-lande. Dette indebærer, at et EU-land ved fastlæggelse af retten til ydelser skal tage hensyn til forsikrings- og beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig erhvervsvirksomhed eller ophold i et andet EU-land.

Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes

Kun et enkelt EU-lands lovgivning finder anvendelse. For erhvervsaktive er det lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende udøver en erhvervsmæssig beskæftigelse.

Der er fastlagt særlige bestemmelser for visse kategorier af arbejdstagere. Det drejer sig især om tjenestemænd, der er undergivet lovgivningen i det EU-land, i hvis forvaltning de er ansat, eller for arbejdstagere, der har lønnet beskæftigelse eller udøver selvstændig virksomhed i flere EU-lande.

Naturalydelser (ved sygdom og moderskab og faderskab)

Grænsearbejdere er tilknyttet institutionen i det land, hvor de arbejder, selvom de bor i et andet EU-land og har adgang til sundhedspleje i begge lande. Der gælder særlige regler for naturalydelser til deres familiemedlemmer.

Personer, der midlertidigt opholder sig i et andet EU-land end det, hvor de er bosiddende, særligt i forbindelse med ferie, har ret til den medicinsk nødvendige lægehjælp under opholdet. Det er lovgivningen i det EU-land, hvor opholdet foregår, der fastlægger de økonomiske betingelser i forbindelse med udførelsen af ydelserne. Omkostningerne dækkes/refunderes dog af det sociale sikringsorgan i oprindelseslandet.
Denne ret sikres via det europæiske sygesikringskort, som den forsikrede kan rekvirere fra de lokale myndigheder.

Familiemedlemmer til en pensioneret arbejdstager har ret til visse naturalydelser. Det gælder også, selvom de bor i et andet EU-land end den person, der oppebærer pensionen.

Pensionerede grænsearbejdere

Denne kategori af forsikrede personer kan modtage ydelser i det EU-land, hvor de senest har været beskæftiget, i det omfang der er tale om fortsættelse af en behandling, som er indledt i dette EU-land.

Grænsearbejdere samt deres familie kan fortsætte med at modtage lægehjælp i det EU-land, hvor de senest har været beskæftiget:

  • uden begrænsning, hvis de har udført grænsearbejde i to år af de seneste fem år inden den dato, hvor de går på alders- eller invalidepension
  • hvis de pågældende medlemsstater har truffet dette valg.

Ydelser ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme

Personer, der har bopæl eller opholder sig i et andet EU-land end det, hvor de er forsikret, kommer stadig under ordningen for arbejdsulykker og erhvervssygdomme, der for den kompetente institutions regning udredes af bopælsstedet eller opholdsstedets institution efter den for denne institution gældende lovgivning.

Institutionen i det EU-land, som arbejdstageren hører under, dækker udgifter ved transport til den pågældendes bopæl. Institutionen skal i forvejen have givet sit samtykke til en sådan transport med undtagelse af tilfælde, hvor det drejer sig om en grænsearbejder.

Ydelser ved dødsfald

Hvis en forsikringstager eller et medlem af hans familie afgår ved døden i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, anses dødsfaldet for indtruffet på sidstnævnte medlemsstats område. Det påhviler derfor den kompetente institution at tilkende ydelser ved dødsfald efter den for denne institution gældende lovgivning, selv om modtageren er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat.

Ydelser ved invaliditet

Med hensyn til ydelser ved invaliditet kan EU-landene vælge at fastlægge ydelsesbeløbet efter forsikrings- eller bopælsperiodernes længde (se forordningens bilag VI

Alders- og efterladtepensioner

Alle de medlemsstater, hvor en person har været forsikret, udbetaler en alderspension, når den pågældende når pensionsalderen. Pensionsbeløbet beregnes under hensyntagen til alle de perioder, forsikringstageren har været omfattet af lovgivningen i andre EU-lande.

Der er ligeledes fastlagt bestemmelser for, hvordan de kompetente institutioner beregner ydelserne og fastsætter antikumulationsregler.

Hvis en arbejdstager har ret til ydelser i flere EU-lande, må det samlede beløb ikke være mindre end det beløb, der er fastlagt som minimum i bopælslandets lovgivning, i det omfang at bopælslandet har fastlagt minimumsgrænser. I modsat fald har personen ret til at modtage supplerende beløb fra institutionen i bopælslandet.

Arbejdsløshedsydelser

Ved arbejdsløshedsydelser skal den kompetente institution i en medlemsstat medregne forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed og betragte disse perioder, som om det drejede sig om perioder, der er blevet tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning.

Med hensyn til arbejdsløshedsydelser i en anden medlemsstat, hvortil den ledige rejser for at søge beskæftigelse, kan en arbejdsløs rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse og bevare retten til arbejdsløshedsunderstøttelse i tre måneder. Denne periode kan udvides af de kompetente tjenestegrene eller institutioner indtil højst seks måneder. Hvis den arbejdsløse ikke vender tilbage inden udgangen af dette tidsrum, mister han enhver ret til ydelserne.

Efterløn

Efterlønsmodtagere omfattet af lovbestemte efterlønsordninger kan modtage deres ydelser og være dækket med hensyn til sundhedspleje og familieydelser i et andet EU-land. Baseret på princippet om ligebehandling skal der gælde de samme rettigheder og pligter for dem som for andre borgere i landet.

Da lovbestemte efterlønsordninger kun findes i et meget begrænset antal medlemsstater, udelukker forordningen bestemmelsen om sammenlægning af forsikringsperioder for at få ret til efterlønsydelser.

Familieydelser

En person har ret til familieydelser i den kompetente medlemsstat, også for de familiemedlemmer, der har bopæl i en anden medlemsstat, som om de havde bopæl i førstnævnte medlemsstat.

I tilfælde af samtidig ret til ydelser tilkendes familieydelser i overensstemmelse med den lovgivning, der er udpeget som prioriteret i forordningen.

Særlige ikke-bidragspligtige kontante ydelser

I modsætning til den generelle bestemmelse kan disse ydelser ikke eksporteres, hvis de er anført i bilag X, og hvis de opfylder visse kriterier. Endvidere finder disse kriterier anvendelse for alle medlemsstater, således at ensartede ydelser behandles på samme måde.

Instrumenter til koordinering af de sociale sikringsordninger

I denne forordning stadfæstes princippet om god forvaltningsskik. Institutionerne skal besvare enhver forespørgsel inden for en rimelig frist og skal informere de berørte personer om oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af deres rettigheder i henhold til denne forordning. Endvidere skal de berørte institutioner henvende sig til hinanden for at finde en løsning for den berørte person i tilfælde af vanskeligheder med fortolkning eller anvendelse af forordningen.

Forordningen fastlægger mekanismer, der skal sikre god arbejdsgang og et øget samarbejde mellem medlemsstaterne og deres institutioner med hensyn til den sociale sikring, bl.a.:

  • en administrativ kommission, der har til opgave at behandle ethvert fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med denne forordning eller med enhver overenskomst eller ordning, der træffes inden for rammerne af denne
  • et teknisk udvalg, som oprettes under Den Administrative Kommission, og som har til opgave at indsamle den tekniske dokumentation og at foretage de nødvendige undersøgelser og arbejder
  • et revisionsudvalg, som fastlægger de gennemsnitlige omkostninger til refundering af lægehjælp i medlemsstaterne
  • et rådgivende udvalg, der har til opgave at formulere udtalelser og forslag til Den Administrative Kommission.

Baggrund

Koordineringen af de sociale sikringsordninger blev gennemført i 1971 med vedtagelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71. Denne forordning har gjort det muligt at sikre alle arbejdstagere, som er statsborgere i medlemsstaterne, ligebehandling og ret til sociale sikringsydelser, uanset hvor de er beskæftiget eller har bopæl.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr.883/2004

20.5.2004

-

EUT L 314 af 7.6.2004

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr.988/2009

30.10.2009

-

EUT L 284 af 30.10.2009

Forordning (EU) nr.1231/2010

1.1.2010

-

EUT L 344 af 29.12.2010

Forordning (EU) nr. 465/2012

28.6.2012

-

EUT L 149 af 8.6.2012

Efterfølgende ændringer og rettelser til forordning (EF) nr. 883/2004 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE RETSAKTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger [Den Europæiske Unions Tidende L 284 af 30.10.2009].
Forslaget fastlægger reglerne for gennemførelse, der skal garantere hurtighed og effektivitet i ydelserne til trods for de væsentlige forskelle i de nationale sikringssystemer.

Seneste ajourføring: 27.02.2013

Se endvidere

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top