RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Den europæiske fælles akt

Ved den europæiske fælles akt foretages en ændring af Rom-traktaterne med henblik på at sætte gang i den europæiske integrationsproces og fuldføre virkeliggørelsen af det indre marked. Den ændrer reglerne for de europæiske institutioners funktion og udvider Fællesskabets kompetenceområder, navnlig inden for forskning og udvikling, miljø og den fælles udenrigspolitik.

OPRETTELSEN

Ved den europæiske fælles akt, der blev undertegnet i Luxembourg den 17. februar 1986 af ni medlemsstater og den 28. februar 1986 af Danmark, Italien og Grækenland, foretages den første store ændring af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF). Akten trådte i kraft den 1. juli 1987.

De vigtigste etaper op til undertegnelsen af den europæiske fælles akt er følgende:

  • Den højtidelige Stuttgart-erklæring af 19. juni 1983
    Teksten er udarbejdet på grundlag af en plan udformet af den tyske udenrigsminister Hans Dietrich Genscher og dennes italienske kollega Emilio Colombo og er ledsaget af erklæringer fra medlemsstaterne om målene for de indbyrdes forbindelser mellem institutionerne, Fællesskabernes beføjelser og det politiske samarbejde. Stats- og regeringscheferne forpligter sig til at tage de fremskridt, der er gjort på disse områder, op til ny behandling og beslutte, om der er grund til at inkorporere dem i en traktat om Den Europæiske Union.
  • Udkast til traktat om Den Europæiske Union
    Under tilskyndelse af det italienske parlamentsmedlem Altiero Spinelli oprettede man et parlamentsudvalg for institutionelle anliggender med henblik på udarbejdelse af en traktat, som kunne erstatte de eksisterende fællesskaber med en europæisk union. Europa-Parlamentet vedtog traktatudkastet den 14. februar 1984.
  • Det Europæiske Råd i Fontainebleau den 25. og 26. juni 1984
    Med udgangspunkt i Parlamentets traktatudkast blev der af et ad hoc-udvalg bestående af personlige repræsentanter for stats- og regeringscheferne med den irske senator James Dooge som formand foretaget en nærmere undersøgelse af spørgsmålet institutionelle anliggender. I Dooge-udvalgets rapport opfordres Det Europæiske Råd til at indkalde til en regeringskonference med henblik på forhandlinger om en traktat om en europæisk union.
  • Hvidbog om det indre marked fra 1985
    Kommissionen offentliggjorde på initiativ af sin formand Jacques Delors en hvidbog om gennemførelsen af det indre marked. Hvidbogen indeholder 279 lovgivningsforanstaltninger. Der blev foreslået en tidsplan med den 31. december 1992 som frist for gennemførelsen af det indre marked.

Det Europæiske Råd i Milano den 28. og 29. juni 1985 foreslog endelig, at der indkaldtes til en regeringskonference, som startede under det luxembourgske formandskab den 9. september 1985 og afsluttedes i Haag den 28. februar 1986.

MÅL

Det vigtigste mål for den europæiske fælles akt er at genoplive det europæiske samarbejde for at fuldføre det indre marked. Det var imidlertid temmelig vanskeligt på grundlag af de eksisterende traktater, navnlig fordi beslutningsprocessen i Rådet gjorde det nødvendigt at opnå enstemmighed i forbindelse med harmonisering af lovgivningerne.

Regeringskonferencen, som førte til den europæiske fælles akt, havde derfor et dobbelt mandat. Der var tale om at indgå på den ene side en traktat om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og på den anden side en akt om ændring af EØF-traktaten, navnlig i forbindelse med:

  • beslutningsproceduren i Rådet
  • Kommissionens beføjelser
  • Europa-Parlamentets beføjelser
  • udvidelse af Fællesskabernes kompetenceområder.

STRUKTUR

Akten består af en præambel, fire afsnit og en række erklæringer, som er vedtaget af regeringskonferencen.

Præamblen beskriver de grundlæggende mål for traktaten og udtrykker medlemsstaterne vilje til at genskabe alle deres indbyrdes forbindelser med henblik på oprettelse af en europæisk union. Præamblen fastslår ligeledes aktens enestående karakter, idet den indeholder fælles bestemmelser om udenrigspolitisk samarbejde og om De Europæiske Fællesskaber. Den understreger de to mål for ændringen af traktaterne, nemlig "at forbedre den økonomiske og sociale situation gennem en uddybning af fælles politikker samt ved forfølgelse af nye målsætninger" og "at sikre, at Fællesskaberne kan fungere bedre".

Afsnit I indeholder fælles bestemmelser for det politiske samarbejde og De Europæiske Fællesskaber. Afsnit II er helliget bestemmelser om ændring af traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og afsnit III traktatbestemmelser om det europæiske udenrigspolitiske samarbejde. Afsnit IV indeholder almindelige og afsluttende bestemmelser.

TRAKTATENS INDHOLD - INSTITUTIONELLE ÆNDRINGER

For at lette virkeliggørelsen af det indre marked er der i akten fastsat en forøgelse af antallet af tilfælde, hvor Rådet kan træffe afgørelse med kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed. Dette gør det lettere at træffe beslutninger og undgå blokeringer, når man skal forsøge at opnå enstemmighed mellem 12 medlemsstater. Der kræves ikke længere enstemmighed i forbindelse med foranstaltninger vedrørende oprettelsen af det indre marked, undtagen i forbindelse med foranstaltninger, der vedrører beskatning, fri bevægelighed for personer og lønmodtageres rettigheder og interesser.

Ved den europæiske fælles akt indføres Det Europæiske Råd som formaliserede konferencer eller topmøder mellem stats- og regeringscheferne. Dette organs kompetencer præciseres imidlertid ikke. Det Europæiske Råd har hverken beslutnings- eller fuldbyrdelsesbeføjelser over for de andre institutioner.

Europa-Parlamentets beføjelser er blevet styrket med kravet om, at det skal afgive samstemmende udtalelse, når der indgås associeringsaftaler. Akten indfører desuden samarbejdsproceduren, som styrker Europa-Parlamentets position i dialogen mellem institutionerne ved at fastsætte, at lovgivningsforslag eventuelt skal gennem to behandlinger. Denne procedure kan dog kun anvendes i begrænsede tilfælde, nemlig hvor Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal, undtagen på miljøområdet.

Akten klarlægger de eksisterende bestemmelser vedrørende gennemførelsesbeføjelserne. EØF-traktatens artikel 145 ændres ved artikel 10 med bestemmelser om, at Rådet kan tildele Kommissionen beføjelser til at gennemføre de af Rådet udfærdigede forskrifter som generel regel. Rådet kan kun i særlige tilfælde forbeholde sig retten til selv at udøve gennemførelsesbeføjelserne. Den europæiske fælles akt fastlægger det grundlag, der gør det muligt at oprette Retten i Første Instans. Alle sager kan overføres til retten, dog med undtagelse af præjudicielle sager, der indgives af medlemsstaterne eller af institutionerne, samt præjudicielle spørgsmål.

TRAKTATENS INDHOLD - POLITISKE ÆNDRINGER

I artikel 8 A defineres det meget klart, at formålet med akten er gradvis oprettelse af det indre marked i perioden indtil den 31. december 1992. Det indre marked defineres som "et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat".

Hvad angår monetære beføjelser giver akten ikke mulighed for at iværksætte en ny politik, men indføjer bestemmelser om monetære beføjelser. Konvergensen i den økonomiske og monetære politik ligger allerede inden for rammerne af de eksisterende beføjelser.

Social- og arbejdsmarkedspolitikken er allerede omfattet af EØF-traktaten, men med akten indføres to nye artikler på området. EØF-traktatens artikel 118 A giver Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal inden for rammerne af samarbejdsproceduren, myndighed til at træffe minimale forskrifter for at fremme "forbedring .... af arbejdsmiljøet og beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed." EØF-traktatens artikel 118 B overdrager det til Kommissionen at udbygge den sociale dialog på europæisk niveau.

Akten indfører en fælles politik for økonomisk og social sammenhørighed for at udligne virkningerne af gennemførelsen af det indre marked for de mindre udviklede medlemsstater og for at nedbringe udviklingskløften mellem regionerne. Fællesskabet træffer foranstaltninger via Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU).

Med hensyn til forskning og teknisk udvikling har EØF-traktatens artikel 130 F som mål "at styrke det videnskabelige og teknologiske grundlag for den europæiske industri og udvikle dens internationale konkurrenceevne". Akten indeholder således bestemmelser om gennemførelse af flerårige rammeprogrammer, som skal vedtages af Rådet med enstemmighed.

Interessen for miljøbeskyttelse på fællesskabsplan var allerede til stede i Rom-traktaten. Akten tilføjer tre nye artikler (EØF-traktatens artikel 130R, 130 S og 130 T), som giver Fællesskabet mulighed for "at bevare, beskytte og forbedre miljøet, bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed og sikre, at naturens ressourcer udnyttes forsigtigt og fornuftigt." Det præciseres, at Fællesskabet kun kan gribe ind på miljøområdet, i det omfang det er bedre at træffe foranstaltninger på fællesskabsplan end på nationalt plan (nærhedsprincippet).

Ifølge artikel 30 skal medlemsstaterne bestræbe sig på i fællesskab at formulere og iværksætte en fælles europæisk udenrigspolitik. De forpligter sig i den forbindelse til at konsultere hinanden om udenrigspolitiske spørgsmål af interesse for medlemsstaternes sikkerhed. Rådets formand har ansvaret for initiativet, koordineringen samt repræsentationen af medlemsstaterne over for tredjelande på dette område.

DEN EUROPÆISKE FÆLLES AKT: STATUS OG FREMTIDSPERSPEKTIVER

Den europæiske fælles akt gav mulighed for, at fællesmarkedet blev omdannet til et indre marked den 1. januar 1993. Med skabelsen af nye beføjelser på fællesskabsplan og en reform af institutionerne var det den europæiske fælles akt, der banede vejen for den politiske integration og Den Økonomiske og Monetære Union, som senere blev indført ved Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union.

SENERE ÆNDRINGER AF TRAKTATEN

  • Traktaten om Den Europæiske Union, også kaldet Maastricht-traktaten (1992)
    Maastricht-traktaten forener under betegnelsen "Den Europæiske Union" de tre fællesskaber (Euratom, EKSF og EØF) og det institutionaliserede politiske samarbejde inden for udenrigspolitik, forsvar, politi og retsvæsen. Den omdøber EØF til EF. Denne traktat opretter desuden Den Økonomiske og Monetære Union, indfører fælles politikker på en række nye områder (uddannelse, kultur, udviklingssamarbejde og samhørighed) og udvider Europa-Parlamentets beføjelser (procedure med fælles beslutningstagning).
  • Amsterdam-traktaten (1997)
    Amsterdam-traktaten udvider Unionens beføjelser ved at indføre en fælles beskæftigelsespolitik og gøre visse af de hidtidige mellemstatslige samarbejdsområder inden for de retlige og indre anliggender til fællesskabsanliggender. Den indfører desuden foranstaltninger, der skal bringe Unionen tættere på borgerne og åbne mulighed for tættere samarbejde mellem visse medlemsstater (forstærket samarbejde). Traktaten udvider også anvendelsen af proceduren med fælles beslutningstagning og af afgørelser med kvalificeret flertal og indfører en forenkling og omnummerering af traktatens artikler.
  • Nice-traktaten (2001)
    Nice-traktaten behandler hovedsagelig de områder, der ikke er omfattet af Amsterdam-traktaten, dvs. de institutionelle problemer i forbindelse med udvidelsen, der kun til dels blev løst i 1997. Det drejer sig om Kommissionens sammensætning, stemmevægtningen i Rådet og forøgelsen af antallet af tilfælde, hvor der anvendes kvalificeret flertal. Traktaten gør det lettere at anvende forstærket samarbejde og forbedrer EU's domstolssystem.
  • Lissabontraktaten (2007)
    Lissabontraktaten indfører omfattende reformer. Den bringer Det Europæiske Fællesskab til ophør. Den afskaffer EU’s tidligere struktur og indfører en ny fordeling af beføjelserne mellem EU og medlemsstaterne. De europæiske institutioners funktionsmåde og beslutningsprocessen ændres ligeledes. Formålet er at forbedre beslutningsprocessen i en union, der udvides til 27 medlemsstater. Lissabontraktaten reformerer tillige adskillige af EU’s interne og eksterne politikker. Traktaten åbner blandt andet op for, at institutionerne lovgiver og vedtager foranstaltninger på nye politiske områder.

Traktaten er desuden blevet ændret ved følgende tiltrædelsestraktater:

  • Tiltrædelsestraktaten for Østrig, Finland og Sverige (1994)
    Denne traktat øgede antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra tolv til femten.
  • Tiltrædelsestraktaten for Cypern, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien (2003)
    Denne traktat øgede antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra femten til femogtyve.
  • Tiltrædelsestraktaten for Bulgarien og Rumænien (2005)
    Denne traktat øgede antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra femogtyve til syvogtyve.

REFERENCER

TraktatDato for undertegnelseIkrafttrædenDen Europæiske Unions Tidende
Den europæiske fælles akt

28.2.1986

1.7.1987

EFT L 169 af 29.6.1987

Traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten)

7.2.1992

1.11.1993

EFT C 191 af 29.7.1992

Amsterdam-traktaten

2.10.1997

1.5.1999

EFT C 340 af 10.11.1997

Nice-traktaten

26.2.2001

1.2.2003

EFT C 80 af 10.3.2001

Lissabontraktaten

13.12.2007

1.12.2009

EUT C 306 af 17.12.2007

TiltrædelsestraktaterDato for undertegnelseIkrafttrædenDen Europæiske Unions Tidende
Tiltrædelsestraktaten for Østrig, Finland og Sverige

24.6.1994

1.1.1996

EFT C 241 af 29.8.1994

Tiltrædelsestraktaten for de ti nye medlemsstater

16.4.2003

1.5.2004

EUT L 236 af 23.9.2003

Tiltrædelsestraktaten Bulgarien og Rumænien

25.4.2005

1.1.2007

EUT L 157 af 21.6.2005

Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af traktatteksten.

Seneste ajourføring: 26.10.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top