RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union

Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) markerer en ny etape i den europæiske integrationsproces, idet den gør det muligt at indlede den politiske integration. Traktaten opretter en Europæisk Union, der består af tre søjler: De Europæiske Fællesskaber, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (RIA - retlige og indre anliggender). Traktaten indfører unionsborgerskab, styrker Europa-Parlamentets beføjelser og indfører Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Desuden ændres Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) til Det Europæiske Fællesskab (EF).

TRAKTATENS TILBLIVELSE

Traktaten om Den Europæiske Union, der blev undertegnet i Maastricht den 7. februar 1992, trådte i kraft den 1. november 1993. Traktaten er resultatet af forskellige ydre og indre forhold. På det ydre plan har kommunismens sammenbrud i Østeuropa og udsigten til et forenet Tyskland lagt op til at styrke Fællesskabets internationale position. På det indre plan ønskede medlemsstaterne at bygge videre på de fremskridt, der var opnået med Den Europæiske Fælles Akt, gennem andre reformer.

Disse forhold resulterede i indkaldelse til to regeringskonferencer - en om ØMU'en og en om den politiske union. På Det Europæiske Råds møde i Hannover den 27. og 28. juni 1988 blev et ekspertudvalg med Jacques Delors som formand udpeget til at udarbejde en rapport med forslag til de konkrete faser, der skulle føre til en økonomisk union. På baggrund af en belgisk erklæring om genoptagelse af institutionelle spørgsmål og et fransk-tysk initiativ, der opfordrer medlemsstaterne til at overveje intensiveringen af den politiske opbygning af Europa, besluttede Det Europæiske Råd i Dublin den 28. april 1990 at undersøge behovet for at ændre EF-traktaten med henblik på at fremme den europæiske integrationsproces.

På Det Europæiske Råd i Rom den 14. og 15. december 1990 blev de to regeringskonferencer indledt. Året efter mundede arbejdet ud i topmødet i Maastricht den 9. og 10. december 1991.

MÅL

Med Maastricht-traktaten træder Fællesskabets oprindelige økonomiske mål om etablering af et fælles marked i baggrunden, og der lægges mere vægt på det politiske.

Maastricht-traktaten opfylder inden for disse rammer fem vigtige mål:

  • styrkelse af institutionernes demokratiske legitimitet
  • forbedring af institutionernes effektivitet
  • etablering af en økonomisk og monetær union
  • udvikling af Fællesskabets sociale dimension
  • indførelse af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

STRUKTUR

Traktaten har en kompleks struktur. Der følger syv afsnit efter præamblen. Afsnit I består af fælles bestemmelser for Fællesskabet, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og det retlige samarbejde. Afsnit II indeholder bestemmelser om ændringer af EØF-traktaten og afsnit III og IV om ændringer af henholdsvis EKSF- og Euratom-traktaten. Afsnit V indfører bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Afsnit VI indeholder bestemmelser om samarbejdet om retlige og indre anliggender (RIA). Afsnit VII indeholder de afsluttende bestemmelser.

DEN EUROPÆISKE UNION

Maastricht-traktaten opretter Den Europæiske Union, der består af tre søjler: De Europæiske Fællesskaber, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og politisamarbejde og samarbejde i kriminalsager.

Den første søjle består af Det Europæiske Fællesskab, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og Euratom og vedrører de områder, hvor medlemsstaterne i fællesskab udøver suverænitet gennem fællesskabsinstitutionerne. Den såkaldte fællesskabsmetode finder anvendelse, dvs. Europa-Kommissionen stiller forslag, der siden vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet, mens kontrollen med overholdelsen af Fællesskabets lovgivning varetages af Domstolen.

Den anden søjle indfører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) som omhandlet i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union. Dette erstatter bestemmelserne i Den Europæiske Fælles Akt og gør det muligt for medlemsstaterne at gennemføre fælles aktioner inden for udenrigspolitik. Den anden søjle har en mellemstatslig beslutningsproces, der i høj grad anvender enstemmighedsprincippet. Kommissionens og Parlamentets roller er begrænsede og Domstolens jurisdiktion gælder ikke på dette område.

Den tredje søjle vedrører samarbejdet om retlige og indre anliggender (RIA) som omhandlet i afsnit VI i EU-traktaten. EU forventes at gennemføre en fælles indsats for at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. I den tredje søjle er beslutningsprocessen ligeledes mellemstatslig.

INSTITUTIONER

I forlængelse af Den Europæiske Fælles Akt er Europa-Parlamentets rolle blevet forstærket yderligere med Maastricht-traktaten. Samarbejdsproceduren og proceduren med samstemmende udtalelse er blevet udvidet til at omfatte nye anvendelsesområder. Desuden indfører traktaten en ny fælles beslutningsprocedure, der giver Europa-Parlamentet beføjelse til sammen med Rådet at udstede retsakter. Denne procedure kræver bedre kontakt mellem Parlamentet og Rådet for at de kan nå til enighed. Desuden inddrager traktaten Parlamentet i indsættelsen af Kommissionen. De europæiske politiske partiers rolle i den europæiske integrationsproces anerkendes. Partierne bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke europæernes politiske vilje. Kommissionens mandatperiode forlænges fra fire til fem år og tilpasses således Europa-Parlamentets valgperiode.

Som det var tilfældet med Den Europæiske Fælles Akt, udvider Maastricht-traktaten ligeledes anvendelsen af afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet, så disse gælder de fleste af de afgørelser, der henhører under den fælles beslutningsprocedure, og alle de afgørelser, der træffes i henhold samarbejdsproceduren.

Traktaten indfører Regionsudvalget som en anerkendelse af betydningen af den regionale dimension. Regionsudvalget, der er sammensat af repræsentanter for regionale myndigheder, er et rådgivende organ.

POLITIK

Traktaten indfører fællesskabspolitikker på seks nye områder:

  • transeuropæiske net
  • industri
  • forbrugerbeskyttelse
  • undervisning og erhvervsuddannelse
  • ungdom
  • kultur

DEN ØKONOMISKE OG MONETÆRE UNION

Det indre marked suppleres af oprettelsen af ØMU'en. Den økonomiske politik indeholder tre elementer. Medlemsstaterne bør sikre koordinering af deres økonomiske politik og multilateral overvågning heraf, og de er underkastet en række regler om finansiel disciplin og budgetdisciplin. Målet med den monetære politik er at indføre en fælles mønt og sikre dens stabilitet ved hjælp af prisstabilitet og respekt for markedsøkonomien.

Traktaten sigter mod at indføre en fælles valuta i tre faser:

  • Første fase, der liberaliserer kapitalbevægelser, begynder den 1. juli 1990.
  • Anden fase begynder den 1. januar 1994 og giver mulighed for konvergens mellem medlemsstaternes økonomiske politik.
  • Tredje fase påbegyndes den 1. januar 1999 med indførelsen af en fælles valuta og oprettelsen af den europæiske centralbank (ECB).

Den monetære politik er baseret på det europæiske centralbanksystem (ESCB), der består af ECB og de nationale centralbanker. Disse institutioner er uafhængige af de nationale og EU's politiske myndigheder.

Der findes en række særbestemmelser for to af medlemsstaterne. Det Forenede Kongerige er ikke bundet til at gå over til tredje fase af ØMU'en. Danmark har opnået en protokol om, at deltagelse i den tredje fase besluttes ved folkeafstemning.

PROTOKOL OM SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSPOLITIK

Med protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitik, der er et bilag til traktaten, udvides Fællesskabets kompetencer på det sociale område. Det Forenede Kongerige deltager ikke i denne protokol. Målene med protokollen er:

  • beskæftigelsesfremme
  • forbedring af leve- og arbejdsvilkår
  • passende social beskyttelse
  • social dialog
  • udvikling af menneskelige ressourcer for at sikre et varigt højt beskæftigelsesniveau
  • integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet.

EU-BORGERSKAB

En af de store nyheder i traktaten er indførelsen af unionsborgerskab som supplement til det nationale statsborgerskab. Enhver, der er statsborger i en medlemsstat, har unionsborgerskab. Unionsborgerskabet giver EU-borgerne følgende nye rettigheder:

  • ret til at færdes og opholde sig frit inden for EU
  • valgret og valgbarhed til europæiske og kommunale valg i opholdsstaten
  • ret til diplomatisk og konsulær beskyttelse fra en anden medlemsstat end oprindelsesmedlemsstaten i tredjelande, hvor sidstnævnte medlemsstat ikke er repræsenteret
  • ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og til at indgive klage til Den Europæiske Ombudsmand.

NÆRHEDSPRINCIPPET

EU-Traktatens generelle princip er nærhedsprincippet, der blev anvendt i Den Europæiske Fælles Akts miljøpolitik. Ifølge dette princip handler Fællesskabet udelukkende, hvor det ikke kan gøres bedre af medlemsstaterne selv, bortset fra de områder, hvor det har enekompetence. Ifølge artikel A træffer Unionen "beslutninger så tæt på borgerne som muligt".

EFTER MAASTRICHT

Maastricht-traktaten er en afgørende etape i det europæiske samarbejde. Med oprettelsen af Den Europæiske Union, udviklingen af Den Økonomiske og Monetære Union samt udvidelsen af den europæiske integrationsproces til nye områder får Fællesskabet en politisk dimension.

Medlemsstaterne, der er bevidste om udviklingen af den europæiske integrationsproces, fremtidige udvidelser og nødvendige institutionelle ændringer, indsatte en ændringsklausul i traktaten. Derfor foreskriver artikel N, at der indkaldtes til en regeringskonference i 1996.

Konferencen førte til undertegnelsen af Amsterdam-traktaten i 1997.

TRAKTATÆNDRINGER

  • Amsterdam-traktaten (1997)
    Amsterdam-traktaten tildeler EU yderligere kompetencer gennem oprettelsen af en fælles beskæftigelsespolitik, fællesskabsovertagelse af nogle af de områder, der tidligere henhørte under samarbejdet om retlige og indre anliggender, foranstaltninger til at bringe Unionen tættere på borgerne samt muligheden for et tættere samarbejde mellem visse medlemsstater (forstærket samarbejde). Desuden udvider Amsterdam-traktaten anvendelsen af den fælles beslutningsprocedure og afstemning med kvalificeret flertal og gennemfører en forenkling og ny nummerering af artiklerne i traktaterne.
  • Nice-traktaten (2001)
    Nice-traktaten har primært til formål at løse de udestående problemer fra Amsterdam-traktaten, dvs. de institutionelle spørgsmål i forbindelse med udvidelsen, der ikke blev afgjort i 1997. Det drejer sig om Kommissionens sammensætning, vægtningen af Rådets stemmer og den udvidede anvendelse af afstemning med kvalificeret flertal. Traktaten forenkler anvendelsen af proceduren om forstærket samarbejde og effektiviserer domstolsordningen.
  • Lissabontraktaten (2007)
    Lissabontraktaten indfører omfattende reformer. Den bringer Det Europæiske Fællesskab til ophør. Den afskaffer EU’s tidligere struktur og indfører en ny fordeling af beføjelserne mellem EU og medlemsstaterne. De europæiske institutioners funktionsmåde og beslutningsprocessen ændres ligeledes. Formålet er at forbedre beslutningsprocessen i en union, der udvides til 27 medlemsstater. Lissabontraktaten reformerer tillige adskillige af EU’s interne og eksterne politikker. Traktaten åbner blandt andet op for, at institutionerne lovgiver og vedtager foranstaltninger på nye politiske områder.

Maastricht-traktaten er ligeledes ændret ved følgende tiltrædelsestraktater:

  • Tiltrædelsestraktat for Østrig, Finland og Sverige (1994), der bragte antallet af medlemsstater i EU op på femten.
  • Tiltrædelsestraktat for Cypern, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien (2003)
    Med denne traktat steg antallet af medlemsstater i EU fra femten til femogtyve.
  • Tiltrædelsestraktaten for Bulgarien og Rumænien (2005)
    Denne traktat øgede antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra femogtyve til syvogtyve.

REFERENCER

TraktaterDato for undertegnelseIkrafttrædenDen Europæiske Unions Tidende
Traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten)7.2.19921.11.1993EFT C 191 af 29.7.1992
Amsterdam-traktaten2.10.19971.5.1999EFT C 340 af 10.11.1997
Nice-traktaten26.2.20011.2.2003EFT C 80 af 10.3.2001
Lissabontraktaten13.12.20071.12.2009EUT C 306 af 17.12.2007 
TiltrædelsestraktaterDato for undertegnelseIkrafttrædenDen Europæiske Unions Tidende
Tiltrædelsestraktat for Østrig, Finland og Sverige24.6.19941.1.1995EFT C 241 af 29.8.1994
Tiltrædelsestraktat for de ti nye medlemsstater16.4.20031.5.2004EUT L 236 af 23.9.2003
Tiltrædelsestraktaten Bulgarien og Rumænien25.4.20051.1.2007EUT L 157 af 21.6.2005

Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af traktaten.

Seneste ajourføring: 15.10.2010

Se endvidere

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top