RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Introduktion

Oprettelsen af det første "fællesskab", Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), førte til udarbejdelsen af en række europæiske traktater i de efterfølgende 50 år. I perioden fra 1951 (EKSF-traktaten) til 2001 (Nice-traktaten) blev ikke færre end 16 traktater undertegnet.

Det europæiske samarbejde er en dynamisk proces. Samarbejdet udvikler sig gradvist med udgangspunkt i fælles interesser, og disse er med tiden vokset fra fælles økonomiske interesser til fælles politiske interesser. Denne oversigt beskriver i kronologisk rækkefølge de vigtigste faser i opbygningen af det europæiske samarbejde.

DIPLOMATISK SAMARBEJDE I EFTERKRIGSTIDEN

Det europæiske samarbejde var i starten blot en forlængelse af nogle militære alliancer fra krigens tid. Traktaten om Vestunionen fra marts 1948 var f.eks. en videreførelse af alliancen mellem Frankrig, Storbritannien og Belgien. Alliancen blev efterfølgende udvidet og blev til Den Vesteuropæiske Union (EN) (FR). Næsten samtidigt blev der indledt et europæisk økonomisk samarbejde med oprettelsen af Den Europæiske Organisation for Økonomisk Samarbejde i april 1948, som senere blev til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) (EN) (FR). Kort tid efter tog et politisk samarbejde form med oprettelsen af Europarådet (DE) (EN) (FR) (IT), hvorved det europæiske samarbejde kunne brede sig til en række aktiviteter på det politiske, tekniske, sociale og økonomiske område. Selv om der var tale om et bredt samarbejde, var der stadig tale om et mellemstatsligt samarbejde.

SAMARBEJDE PÅ OVERNATIONALT NIVEAU: OPRETTELSE AF FÆLLESSKABERNE (1951-1965)

Idéen om et europæisk samarbejde på overnationalt niveau afspejlede en ny opfattelse af Europa, som Robert Schuman beskrev i sin tale af 9. maj 1950. Denne mere formålsorienterede tilgang skulle skabe reel solidaritet mellem medlemsstaterne. Initiativet førte til, at der i det lidt løse europæiske samarbejde blev etableret en hård kerne af stater, de seks "ophavslande", og De Europæiske Fællesskaber blev oprettet.

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab - EKSF (1951-2002)

Det nye forsøg på europæisk integration resulterede i oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), som havde til formål at sikre fri bevægelighed for kul og stål og fri adgang til produktionskilder. Fællesskabet omfattede seks lande; Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux-landene. Medlemsstaterne blev underlagt overnationale organer, hvis kompetencer ganske vist var begrænset til anliggender på kul- og stålområdet, men som inden for disse områder kunne træffe beslutninger, som medlemsstaterne blev pålagt. Den Høje Myndighed og Ministerrådet traf beslutninger, mens Europa-Parlamentet primært havde en rådgivende rolle.
Paris-traktaten gav EKSF en begrænset levetid på 50 år. EKSF udløb således den 23. juli 2002.

Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) (1957)

Det Europæiske Forsvarsfællesskab strandede i 1954, men EKSF blev videreført på det økonomiske område med oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Disse to fællesskaber blev oprettet med den såkaldte Rom-traktat, der blev undertegnet i 1957.
EØF omfatter de seks lande, der allerede var med i EKSF, og har til formål at øge integrationen gennem samhandel med henblik på at skabe større økonomisk vækst. Ved Det Europæiske Økonomiske Fællesskab indføres der et fællesmarked og en toldunion, og der bliver mulighed for at føre fælles politikker (landbrugs-, handels- og transportpolitik).
Euratom består af de selv samme medlemsstater. Formålet med Euratom er at etablere en europæisk atomindustri i vækst, at sikre, at alle medlemmer kan drage nytte af udviklingen af atomkraft, og at opnå forsyningssikkerhed. Derudover garanterer traktaten befolkningen et højt sikkerhedsniveau og forhindrer, at nukleart materiale anvendes til andet end tiltænkte formål.

Det betyder, at der fra 1957 er tre forskellige fællesskaber. Disse tre fællesskaber har dels visse fælles institutioner, dels deres egne institutioner, som eksisterer sideløbende med hinanden, og det bliver derfor nødvendigt at samle dem. Med Bruxelles-traktaten fra 1965 fusioneres de styrende organer for de tre fællesskaber i ét organ "Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber", og der oprettes et fælles råd, som erstatter rådene for de tre fællesskaber.

KRISE - DET OVERNATIONALE SAMARBEJDE MØDER MODSTAND (1961-1970)

De grundlæggende principper bag det europæiske samarbejde tages for alvor op til fornyet overvejelse i denne periode. Medlemsstaterne nærer i stigende grad modvilje mod et overordnet europæisk organ. Tilhængerne af medlemsstaternes suverænitet afviser tanken om et fællesskab med overnationale beføjelser.

Fouchet-planen mislykkes (1961)

Selv om Det Europæiske Forsvarsfællesskab slog fejl, dukker spørgsmålet om et politisk samarbejde mellem medlemsstaterne op igen. I 1961 nedsætter de seks medlemsstater et udvalg af stats- og regeringschefer, som under ledelse af den franske diplomat Christian Fouchet får til opgave at udarbejde konkrete forslag til, hvordan det politiske samarbejde kan styrkes. Udvalgets forslag går ud på at oprette en union med en fælles udenrigspolitik og en fælles forsvarspolitik. Der rejses tre indvendinger, som får forhandlingerne om planen til at mislykkes: 1) usikkerhed om Storbritanniens deltagelse, 2) uenighed om, hvorvidt en europæisk forsvarspolitik vil føre til større uafhængighed af den atlantiske alliance og 3) spørgsmålet om, hvorvidt de institutioner, der foreslås, er af en så mellemstatslig karakter, at de risikerer at udhule den magt, der ligger hos de eksisterende fællesskabsinstitutioner.

Den tomme stols politik (1965)

I protest mod en række af Kommissionens forslag, bl.a. om finansiering af den fælles landbrugspolitik, holdt Frankrig i juli 1965 op med at deltage i rådsmøderne og krævede som betingelse for at deltage en politisk aftale om Kommissionens rolle og om flertalsafgørelser. Denne episode i Fællesskabets historie kaldes "den tomme stols politik". Krisen bliver løst takket være Luxembourg-kompromiset (januar 1966), som siger, at "når meget vigtige interesser for en eller flere medlemsstater står på spil i forbindelse med afgørelser, der kan træffes med stemmeflerhed på forslag af Kommissionen, vil Rådets medlemmer inden for en rimelig tid søge at nå frem til løsninger, som alle Rådets medlemmer kan tilslutte sig under hensyntagen til såvel deres gensidige interesser som Fællesskabets interesser".

FÆLLESSKABETS UDVIDELSE OG FREMSKRIDT (1970-1985)

I løbet af denne periode udvides Fællesskaberne for første gang med nye medlemmer, og der kommer gang i samarbejdet takket være konkrete fremskridt.

Storbritannien bliver medlem i januar 1973 sammen med Danmark og Irland. I 1980 bliver Grækenland medlem efterfulgt af Spanien og Portugal i 1986.

I 1970'erne fortsætter det europæiske samarbejde, men det lider under to verdensomspændende kriser: dollarens fald og oliekrisen. Disse kriser betyder, at Fællesskabet tvinges til at tage sin fremtid op til fornyet overvejelse. Flere initiativer sættes i værk. Blandt de vigtigste kan nævnes Davignon-rapporten (1970), Tindemans-rapporten (1975), vismandsrapporten fra (1978), Spinelli-projektet (1984) og hvidbogen om gennemførelse af det indre marked (1985).

Sideløbende med disse mere visionære planer, som lægger op til fællesakten, sker der også konkrete fremskridt som f.eks.:

  • det bekræftes, at møderne mellem stats- og regeringschefer spiller en vigtig rolle, og det besluttes i 1974, at "Det Europæiske Råd" skal træde sammen tre gange om året
  • Europa-Parlamentet vælges fra 1979 ved almindeligt direkte valg
  • artikel 235 i EØF-traktaten anvendes med henblik på at udvide EØF's interventionsområder
  • der oprettes et europæisk monetært system (EMS) i 1978 baseret på en fælles møntenhed (ecu) for at løse problemer med valutauro
  • traktaterne fra 1970 og 1975 og afgørelsen fra 1985 vedrørende budgetmæssige og finansielle bestemmelser gør det muligt at nå til enighed om ordningen om Fællesskabets finanser (ordning med egne indtægter og budgetgennemførelse).

FÆLLESAKTEN: DE FØRSTE STØRRE REFORMER (1986)

Behovet for at sætte gang i udviklingen vokser gradvist. Det bliver efterhånden tydeligt, at det vanskeligt lader sig gøre at gennemføre det indre marked på grundlag af de eksisterende traktater, navnlig på grund af de institutionelle bestemmelser om, at der ved harmonisering af lovgivningen kræves enstemmighed i Rådet.

Med Fællesakten foreslås en række reformer, der skal gøre harmoniseringen lettere.

For det første sætter man sig som mål, at det indre marked skal være gennemført den 1. januar 1993. For det andet udvides muligheden for at træffe afgørelser med kvalificeret flertal, Europa-Parlamentet får større indflydelse (indførelse af samarbejdsproceduren), og Fællesskabets beføjelser øges især på det økonomiske og monetære område, miljøområdet og forskningsområdet. Med fællesakten anerkendes Det Europæiske Råd officielt, og samarbejdet inden for udenrigspolitikken stadfæstes.


MAASTRICHT-TRAKTATEN - INDFØRELSE AF DEN EUROPÆISKE UNION (1992)

Vedtagelsen af Maastricht-traktaten er vigtig, fordi traktaten giver det europæiske samarbejde en politisk dimension.
Traktaten samler Den Europæiske Union, Fællesskaberne, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og samarbejdet om retlige og juridiske anliggender under ét. Det er denne traktat, der indfører "søjlestrukturen".
Første søjle udgøres af de eksisterende Fællesskaber og fungerer takket være institutionerne efter den såkaldte fællesskabsmetode, dvs. ved medlemsstaternes fælles udøvelse af suverænitet.
Anden søjle omfatter den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (afsnit V i EU-traktaten) og tredje søjle retlige og indre anliggender (afsnit VI i EU-traktaten). Disse to søjler består i et mellemstatsligt samarbejde, som benytter sig af de fælles institutioner og indeholder visse overnationale elementer, navnlig Kommissionens deltagelse og høring af Europa-Parlamentet.

Med Maastricht-traktaten bliver Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) igen til Det Europæiske Fællesskab (EF), hvilket er udtryk for de undertegnende parters vilje til at give Fællesskabet beføjelser på andre områder end det økonomiske.

For Fællesskabet er de vigtigste fornyelser oprettelsen af en Økonomisk og Monetær Union, som konkretiseres med beslutningen i 1998 om at indføre en fælles mønt (euroen), indførelsen af et europæisk borgerskab, fastlæggelsen af nye politikker (uddannelse og kultur) og en kompetencefordeling i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Endelig udvides Fællesskabets beføjelser på det sociale område ved en social protokol.
Europa-Parlamentet får større indflydelse, idet der indføres en procedure for fælles beslutningstagning på visse områder, og det deltager i Kommissionens udnævnelse.
Disse fremskridt har dog kun kunnet lade sig gøre, fordi man har gjort forskel på medlemsstaterne. Storbritannien har således ikke tilsluttet sig den sociale protokol og kan ligesom Danmark selv beslutte, om det vil indføre euroen. Ratificeringen af traktaten bliver formodentlig ikke let, fordi man med traktaten tager en stor beslutning om at give Fællesskabet en politisk dimension.

AMSTERDAM-TRAKTATEN (1997)

I årene efter traktaten om Den Europæiske Union blev EU i 1995 udvidet med Østrig, Finland og Sverige.
Med Amsterdam-traktaten er der sket store fremskridt.
Traktaten har gjort det muligt at øge EU's beføjelser. Der lægges især vægt på målsætningen om at opnå en høj beskæftigelsesprocent og at koordinere beskæftigelsespolitikken.
Fællesskabsmetoden anvendes nu på vigtige områder, som hidtil var omfattet af tredje søjle, såsom asyl, indvandring, passage af de ydre grænser, bekæmpelse af svig og toldsamarbejde.

Med Amsterdam-traktaten bliver det for første gang muligt for en gruppe medlemsstater at benytte sig af EU-institutionerne til at indgå et tættere samarbejde. Derudover giver traktaten Europa-Parlamentet større indflydelse i form af øget brug af proceduren for fælles beslutningstagning og øgede kontrolbeføjelser. Den giver også mulighed for at indlede nye forhandlinger om institutionelle reformer i forbindelse med udvidelsen (sammensætning af Kommissionen og parlamentet og afstemning i Rådet) for at sikre, at også en union med over tyve medlemmer kan fungere demokratisk og effektivt. Det var i øvrigt umiddelbart efter traktatens undertegnelse, at EU i 1998 kunne indlede udvidelsesproceduren med de Central- og Østeuropæiske lande.

NICE-TRAKTATEN (2001)

Nice-traktaten vedrører primært de områder, der ikke blev afklaret i Amsterdam-traktaten, dvs. institutionelle problemer i forbindelse med udvidelsen, som ikke blev løst i 1997. Det drejer sig om Kommissionens sammensætning, vægtningen af stemmer i Rådet og større brug af afgørelser truffet med kvalificeret flertal. Den har ligeledes gjort det lettere at indgå et tættere samarbejde og har gjort domstolene mere effektive.
Derudover blev EU's charter for grundlæggende rettigheder, som var udarbejdet af et konvent, proklameret af formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen på topmødet i Nice.
Efter Nice-traktaten er der ingen tvivl om, at der må findes en overordnet og holdbar løsning på, hvordan EU's institutioner skal sammensættes, for at EU kan fungere godt efter udvidelsen. Det er denne konstatering, der førte til nedsættelsen af konventet og udarbejdelsen af forfatningen.

EU'S FORFATNINGSTRAKTAT (2004)

EU's forfatningstraktat, der oftest blot omtales som forfatningen, er én samlet traktat, som ophæver og træder i stedet for alle gældende traktater med undtagelse af Euratom-traktaten. Den konsoliderer alle fællesskabstraktater fra de forløbne 50 år.
Ud over at konsolidere og forenkle tidligere tekster indeholder forfatningen også en række nye elementer, hvoraf bl.a. kan nævnes: EU får status som juridisk person, beføjelserne defineres klart, medlemsstater får mulighed for at trække sig ud af unionen, chartret for grundlæggende rettigheder inkorporeres, EU's instrumenter forenkles, der oprettes et ministerråd for udenrigsanliggender, Det Europæiske Råd får titel af officiel institution og ledes af en formand valgt for 2,5 år, der fastsættes nye regler for afstemning med kvalificeret flertal i Rådet, der foretages forskellige ændringer af EU's politikker, søjlestrukturen forsvinder og der gives større mulighed for at træffe afgørelser med kvalificeret flertal i Rådet og anvende den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning).

Forfatningstraktaten blev undertegnet i oktober 2004. Efter problemerne med ratificeringen i visse medlemsstater besluttede stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd den 16. og 17. juni 2005 at tage en "tænkepause" om EU's fremtid.

LISSABONTRAKTATEN

På Det Europæiske Råd den 21. og 22. juni 2007 blev stats- og regeringscheferne i EU enige om et kompromis. De gav mandat til at indkalde en regeringskonference, som skal udarbejde og vedtage en ændringstraktat for EU. Traktatens endelige tekst blev skrevet af Regeringskonferencen og blev vedtaget af Det uformelle Europæiske Råd i Lissabon den 18. og 19. oktober. Lissabontraktaten blev underskrevet af medlemsstaterne den 13. december 2007.

Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af forfatningsteksten.

Seneste ajourføring: 14.12.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top