RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF-traktaten - i den oprindelige ordlyd (ikke-konsolideret)

EØF-traktaten, der blev undertegnet i Rom i 1957, forener Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux i et fællesskab. Målet er integration gennem samhandel med henblik på at fremme den økonomiske ekspansion. Med Maastricht-traktaten bliver EØF til Det Europæiske Fællesskab, hvilket udtrykker medlemsstaternes vilje til at udvide Fællesskabets kompetence til også at omfatte ikke-økonomiske områder.

OPRETTELSEN

Oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), der trådte i funktion i juli 1952, var det første vigtige resultat af det overnationale europæiske samarbejde. For første gang giver de seks medlemsstater i organisationen afkald på en del af deres suverænitet - om end på et begrænset område - til fordel for Fællesskabet. Dette første integrationstiltag nåede imidlertid sine grænser, da forsøget på at oprette Det Europæiske Forsvarssamarbejde mislykkedes i 1954.
Man kunne have frygtet, at det arbejde, der var blevet sat i gang af EKSF, ikke ville blive fuldt op. På Messina-konferencen i juni 1955 blev der imidlertid igen gjort et nyt forsøg på at få gang i den europæiske integrationsproces. Konferencen blev fulgt op af en række møder med deltagelse af forskellige ministre og eksperter. I begyndelsen af 1956 blev der nedsat en forberedende komité, der fik til opgave at udarbejde en rapport om oprettelsen af et europæisk fællesmarked. Komitéen holdt sine møder i Bruxelles med den daværende belgiske udenrigsminister, P.H. Spaak, som formand. I april 1956 forelagde komitéen to projekter, der opfyldte de to mål, som medlemsstaterne havde opstillet:

  • oprettelsen af et fælles marked
  • oprettelsen af et atomenergifællesskab

I Rom 1957 blev de såkaldte Rom-traktater undertegnet.
Den første traktat oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og den anden Det Europæiske Atomenergifællesskab, bedre kendt under navnet Euratom.

Da de forskellige ratificeringer i medlemsstaterne ikke gav anledning til problemer, trådte de to traktater i kraft den 1. januar 1958.

Dette resumé handler kun om EØF-traktaten.

MÅL

Efter at Det Europæiske Forsvarssamarbejde var strandet, var der enighed om at begrænse det overnationale samarbejde til det økonomiske område, som var mindre udsat for national modstand. Med oprettelsen af EØF og indførelsen af det fælles marked søgte man således at realisere to mål. Det første var at ændre de økonomiske betingelser for samhandel og produktion på Fællesskabets område. Det andet og mere politiske mål var, at EØF skulle bidrage til den funktionelle opbygning af et politisk Europa og udgøre et skridt mod en langt mere omfattende forening af Europa.

I præamblen til traktaten erklærer signatarstaterne, at de:

"- er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk,
- har det forsæt gennem fælles handling at sikre økonomiske og sociale fremskridt for deres lande ved at fjerne de skranker, der deler Europa,
- sætter det som et væsentligt mål for deres bestræbelser stadig at forbedre deres folks levevilkår og beskæftigelsesforhold,
- erkender, at fjernelsen af bestående hindringer kræver fælles indsats med henblik på at sikre en vedvarende ekspansion, ligevægt i samhandelen og redelig konkurrence,
- tilstræber at styrke enheden i deres økonomier og at fremme disses harmoniske udvikling ved at formindske ulighederne mellem de forskellige områder og forbedre de mindre begunstigede områders stilling,
- ønsker gennem en fælles handelspolitik at bidrage til gradvis ophævelse af restriktionerne i den internationale samhandel,
- er sindet at bekræfte den solidaritet, der knytter Europa og de oversøiske lande sammen, og som ønsker at sikre disse lande øget velstand i overensstemmelse med grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt,
- har sat sig for .... at bevare og styrke freden og friheden, og .. opfordrer de øvrige europæiske folk, der deler dette ideal, til at tilslutte sig disse bestræbelser."

Deres hensigter kom konkret til udtryk i oprettelsen af et fælles marked, en toldunion og udviklingen af fælles politikker.

TRAKTATENS INDHOLD

EØF-traktaten foreskriver, at der skal oprettes et fælles marked, en toldunion og fælles politikker. Disse tre mål er direkte behandlet i traktatens artikel 2 og 3, som fastslår, at Fællesskabets vigtigste opgave er at oprette et fælles marked, og beskriver de aktioner, som Fællesskabet må iværksætte for at realisere dette.

Oprettelsen af et fælles marked

Artikel 2 i EØF-traktaten fastslår, at: "Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og gennem gradvis tilnærmelse af medlemsstaternes økonomiske politik at fremme en harmonisk udvikling af den økonomiske virksomhed i Fællesskabet som helhed, en varig og afbalanceret ekspansion, en øget stabilitet, en hurtigere højnelse af levestandarden og snævrere forbindelser mellem de stater, som det forener".

Fællesmarkedet bygger på de "fire friheder": fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser, varer og kapital. Der oprettes et fælles økonomisk område og indføres fri konkurrence mellem virksomhederne. Der lægges grundlag for en yderligere tilnærmelse af vilkårene for markedsføringen af produkter og tjenesteydelser, end den der var fastsat i de andre traktater (EKSF og Euratom).

Artikel 8 i EØF-traktaten fastsætter, at fællesmarkedet skal gennemføres gradvis i løbet af en overgangsperiode på tolv år, der er inddelt i tre etaper på hver fire år. Til hver etape er knyttet et kompleks af foranstaltninger, som skal påbegyndes og videreføres sideløbende. Med forbehold af de i traktaten nævnte undtagelser og afvigelser skal overgangsperiodens udløb være sidste frist for ikrafttræden af alle bestemmelser, som oprettelsen af det fælles marked indebærer.

Da det fælles marked bygger på princippet om fri konkurrence, forbyder traktaten aftaler mellem virksomheder og statsstøtte, der kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen.

Endelig associeres de oversøiske lande og territorier til det fælles marked og til toldunionen, idet formålet er at fremme samhandelen og videreføre den fælles indsats for den økonomiske og sociale udvikling i disse lande.

Oprettelsen af toldunionen

EØF-traktaten ophæver told mellem medlemsstaterne og afskaffer kontingenter for de varer, der udveksles.
Der indføres en fælles ekstern toldtarif, der fungerer som en ydre mur mod varer fra tredjelande og erstatter de eksisterende toldtariffer i de forskellige medlemsstater. Toldunionen følges op af en fælles handelspolitik. Ved denne politik, der føres på fællesskabsplan og ikke længere på nationalt plan, adskiller toldunionen sig radikalt fra en almindelig frihandelssammenslutning.
Afviklingen af tolden og ophævelsen af de kvantitative handelsrestriktioner får yderst positive virkninger på samhandelen i overgangsperioden og sætter gang i en betydelig udvikling i handelen inden for fællesskabet og i samhandelen mellem EØF og tredjelandene.

Udarbejdelsen af fælles politikker

Visse politikker er direkte stadfæstet i traktaten, som f.eks. den fælles landbrugspolitik (artikel 38-47), den fælles handelspolitik (artikel 110-116) og transportpolitikken (artikel 74-84).
Andre politikker kan iværksættes efter behov, jf. artikel 235, hvori det hedder, at "Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer, og denne traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdiger Rådet på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra Europa-Parlamentet med enstemmighed passende forskrifter herom". Siden topmødet i Paris i oktober 1972 har anvendelsen af denne artikel gjort det muligt for Fællesskabet at iværksætte aktioner inden for miljøpolitik, regionalpolitik, socialpolitik og erhvervspolitik.

Udviklingen af disse politikker blev fulgt op med oprettelsen af Den Europæiske Socialfond, som skal forbedre arbejdstagernes beskæftigelsesmuligheder og øge deres levestandard, og af Den Europæiske Investeringsbank, der skal skabe nye ressourcer til at fremme den økonomiske ekspansion i Fællesskabet.

STRUKTUR

EØF-traktaten er med sine 240 artikler opdelt i seks klart adskilte dele, der indledes med en præambel.

  • Første del fastlægger de grundlæggende principper for oprettelsen af EØF gennem det fælles marked, toldunionen og de fælles politikker.
  • Anden del beskriver Fællesskabets grundlag. Den består af fire afsnit, der henholdsvis omhandler de frie varebevægelser, landbruget, den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital samt transport.
  • Tredje del fastlægger Fællesskabets politik og består af fire afsnit, der behandler de fælles regler, den økonomiske politik, socialpolitikken og Den Europæiske Investeringsbank.
  • Fjerde del vedrører associeringen af de oversøiske lande og territorier.
  • Femte del beskriver Fællesskabets institutioner og består af et afsnit om bestemmelserne vedrørende institutionerne og et andet om de finansielle bestemmelser.
  • Sidste del af traktaten indeholder de almindelige og afsluttende bestemmelser.

Traktaten har desuden fire bilag med lister over visse toldpositioner, landbrugsvarer, usynlige transaktioner samt de oversøiske lande og territorier.

Der er desuden knyttet tolv protokoller til traktaten. Den første indeholder vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank, og de øvrige behandler særlige problemer, som vedrører et enkelt land (Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene) eller specielle varer, som f.eks. mineralolier, bananer eller ubrændt kaffe.

Endelig er der til slutakten knyttet ni erklæringer.

INSTITUTIONER

EØF-traktaten indfører institutioner og beslutningsprocedurer, der gør det muligt både at udtrykke nationale interesser og en europæisk vision. Den institutionelle ligevægt sikres af et trekantet fundament bestående af Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet, som opfordres til at samarbejde indbyrdes. Kommissionen udfærdiger forskrifter, Rådet udarbejder forslag og Parlamentet har en rådgivende funktion. Det Økonomiske og Sociale Udvalg har en mere underordnet rolle som et rådgivende organ i beslutningsprocessen.

Kommissionens medlemmer udnævnes af medlemsstaterne regeringer efter fælles overenskomst, men udfører deres hverv i fuld uafhængighed og i Fællesskabets interesser. Kommissionen har alene beføjelse til at tage lovgivningsinitiativer og forelægger Rådet forslag til fællesskabslovgivning. Som traktatens vogter drager Kommissionen omsorg for gennemførelsen af traktaterne og den afledte ret. Til dette formål råder den over en række værktøjer, der giver den mulighed for at kontrollere medlemsstaterne og virksomhederne. Inden for rammerne af sine beføjelser har Kommissionen udøvende magt til at iværksætte de fælles politikker.

Ministerrådet, der består af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, råder over de fleste beslutningsbeføjelser. Det bistås af COREPER (De Faste Repræsentanters Komité), som forbereder Rådets arbejde og gennemfører de mandater, som tildeles komitéen af Rådet.

Den Parlamentariske Forsamling havde oprindelig kun rådgivende beføjelser og dens medlemmer blev ikke valgt ved almindelige direkte valg.

Traktaten fastsætter desuden, at der skal oprettes en domstol.

I henhold til konventionen vedrørende fælles institutioner for De Europæiske Fællesskaber, der blev undertegnet samtidig med Rom-traktaterne, er Den Parlamentariske Forsamling og Domstolen fælles for EØF-traktaten og Euratom-traktaten.
Med fusionstraktatens ikrafttræden i 1967 bliver Rådet og Kommissionen fælles institutioner for de tre fællesskaber (EKSF, EØF og Euratom), og princippet om et enhedsbudget bliver indført.

SENERE ÆNDRINGER TIL TRAKTATEN

EØF-traktaten er ændret af følgende traktater:

  • Bruxelles-traktaten, også kaldet fusionstraktaten (1965)
    Denne traktat erstatter de tre ministerråd (EØF, EKSF og Euratom) og de to kommissioner (EØF og Euratom) og Den Høje Myndighed for EKSF med henholdsvis et fælles Råd og en fælles Kommission. Samtidig med den administrative fusion indføres der et fælles driftsbudget.
  • Traktat om ændring af visse budgetbestemmelser (1970)
    Med denne traktat erstattes Fællesskabernes finansieringssystem, der var baseret på bidrag fra medlemsstaterne, med ordningen for Fællesskabernes egne indtægter Den indfører ligeledes et fælles budget for Fællesskaberne.
  • Traktat om ændring af visse finansielle bestemmelser (1975)
    Denne traktat giver Europa-Parlamentet ret til at forkaste budgettet og give Kommissionen decharge for dets gennemførelse. Traktaten opretter en fælles Revisionsret for de tre fællesskaber som det organ, der skal kontrollere regnskaberne og den finansielle forvaltning.
  • Traktat om Grønland (1984)
    Denne traktat ophæver traktaternes anvendelse på Grønlands territorium og opretter særlige forbindelser mellem Det Europæiske Fællesskab og Grønland baseret på ordningen for de oversøiske territorier.
  • Den europæiske fælles akt (1986)
    Den europæiske fælles akt indfører den første store reform af traktaterne. Den udvider mulighederne for at træffe afgørelse med kvalificeret flertal i Rådet, styrker Europa-Parlamentets rolle (samarbejdsprocedurer) og øger Fællesskabets kompetenceområder. Den opstiller målet om oprettelsen af det indre marked i 1992.
  • Traktat om Den Europæiske Union, også kaldet Maastricht-traktaten (1992)
    Maastricht-traktaten forener under betegnelsen "Den Europæiske Union" de tre fællesskaber (Euratom, EKSF og EØF) og det institutionaliserede politiske samarbejde inden for udenrigspolitik, forsvar, politi og retsvæsen. Den omdøber EØF til EF. Denne traktat opretter desuden den økonomiske og monetære union, indfører fælles politikker på en række nye områder (uddannelse og kultur) og udvider Europa-Parlamentets beføjelser (proceduren med fælles beslutningstagning).
  • Amsterdam-traktaten (1997)
    Amsterdam-traktaten udvider Unionens beføjelser ved at indføre en fælles beskæftigelsespolitik, og gøre visse af de hidtidige mellemstatslige samarbejdsområder inden for de retlige og indre anliggender til fællesskabsanliggender. Den indfører desuden foranstaltninger, der skal bringe Unionen tættere på borgerne, og åbne mulighed for tættere samarbejde mellem visse medlemsstater (forstærket samarbejde). Traktaten udvider også anvendelsen af proceduren med fælles beslutningstagning og af afgørelser med kvalificeret flertal og indfører en forenkling og omnummerering af traktaternes artikler.
  • Nice-traktaten (2001)
    Nice-traktaten behandler hovedsagelig de områder, der ikke er omfattet af Amsterdam-traktaten, dvs. de institutionelle problemer i forbindelse med udvidelsen, der ikke var blevet løst i 1997. Det drejer sig om Kommissionens sammensætning, stemmevægtningen i Rådet og anvendelsen af kvalificeret flertal. Traktaten gør det lettere at anvende forstærket samarbejde og forbedrer EU's domstolssystem.
  • Lissabontraktaten (2007)
    Lissabontraktaten indfører omfattende reformer. Den bringer Det Europæiske Fællesskab til ophør. Den afskaffer EU’s tidligere struktur og indfører en ny fordeling af beføjelserne mellem EU og medlemsstaterne. De europæiske institutioners funktionsmåde og beslutningsprocessen ændres ligeledes. Formålet er at forbedre beslutningsprocessen i en union, der udvides til 27 medlemsstater. Lissabontraktaten reformerer tillige adskillige af EU’s interne og eksterne politikker. Traktaten åbner blandt andet op for, at institutionerne lovgiver og vedtager foranstaltninger på nye politiske områder.

EØF-traktaten er desuden blevet ændret af følgende tiltrædelsestraktater:

  • Tiltrædelsestraktaten for Det Forenede Kongerige Storbritannien, Danmark og Irland (1972), som øger antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra seks til ni.
  • Tiltrædelsestraktaten for Grækenland (1979)
  • Tiltrædelsestraktaten for Spanien og Portugal (1985), som øger antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra ti til tolv.
  • Tiltrædelsestraktaten for Østrig, Finland og Sverige (1994), som øger antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab til femten.
  • Tiltrædelsestraktaten for Cypern, Estland, Ungarn, Letland Litauen, Malta, Polen, Tjekkiet, Slovenien og Slovakiet (2003). Denne traktat øger antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra 15 til 25.
  • Tiltrædelsestraktaten for Bulgarien og Rumænien (2005)
    Denne traktat øgede antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab fra femogtyve til syvogtyve.

REFERENCER

TraktaterDato for undertegnelseIkrafttrædenDen Europæiske Unions Tidende
Traktat om oprettelse af det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)

25.3.1957

1.1.1958

Ikke offentliggjort

Fusionstraktaten

8.4.1965

1.7.1967

EFT 152 af 13.7.1967

Traktat om ændring af visse budgetbestemmelser

22.4.1970

1.1.1971

EFT L 2 af 2.1.1971

Traktat om ændring af visse finansielle bestemmelser

22.7.1975

1.6.1977

EFT L 359 af 31.12.1977

Traktat om Grønland

13.3.1984

1.1.1985

EFT L 29 af 1.2.1985

Den europæiske fælles akt

28.2.1986

1.7.1987

EFT L 169 af 29.6.1987

Traktat om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten)

7.2.1992

1.11.1993

EFT C 191 af 29.7.1992

Amsterdam-traktaten

2.10.1997

1.5.1999

EFT C 340 af 10.11.1997

Nice-traktaten

26.2.2001

1.2.2003

EFT C 80 af 10.3.2001

Lissabontraktaten

13.12.2007

1.12.2009

EUT C 306 af 17.12.2007

TiltrædelsestraktaterDato for undertegnelseIkrafttrædenDen Europæiske Unions Tidende
Tiltrædelsestraktaten for Det Forenede Kongerige Storbritannien, Danmark og Irland

22.1.1972

1.1.1973

EFT L 73 af 27.3.1972

Tiltrædelsestraktaten for Grækenland (1979)

28.5.1979

1.1.1981

EFT L 291 af 31.12.1977

Tiltrædelsestraktaten for Spanien og Portugal

12.6.1985

1.1.1986

EFT L 302 af 31.12.1977

Tiltrædelsestraktaten for Østrig Finland og Sverige

24.6.1994

1.1.1995

EFT C 241 af 29.8.1994

Tiltrædelsestraktaten for de ti nye medlemsstater

16.4.2003

1.5.2004

EUT L 236 af 23.9.2003

Tiltrædelsestraktaten Bulgarien og Rumænien

25.4.2005

1.1.2007

EUT L 157 af 21.6.2005

Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af forfatningsteksten.

Seneste ajourføring: 26.10.2010

Se endvidere

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top