RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF)

Ved undertegnelsen af EKSF-traktaten i Paris i 1951 oprettede Benelux-landene, Italien, Frankrig og Tyskland et fællesskab med det formål at sikre fri omsætning af kul og stål og fri adgang til produktionskilder. Ansvaret for markedsovervågning, overholdelse af konkurrencereglerne og prisklarhed blev placeret hos den såkaldte Høje Myndighed. EKSF-traktaten har ligget til grund for institutionerne, som de kendes i dag.

BEGYNDELSE

Den første fællesskabsorganisation så dagens lys i perioden umiddelbart efter anden verdenskrig, hvor det stod klart, at det var nødvendigt at gå i gang med en økonomisk genopbygning af Europa og sikre en varig fred.

Til grund for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) lå en plan om at slå Frankrigs og Tysklands kul- og stålproduktion sammen. Denne plan var en følge ikke blot af de økonomiske forhold, men også af de politiske omstændigheder, idet kul og stål dannede grundlaget for de to landes industri og magt. Det overordnede politiske sigte var at styrke solidariteten mellem de to lande, at mane krigens spøgelse i jorden og bane vejen for europæisk integration.

I en tale den 9. maj 1950 foreslog den franske udenrigsminister Robert Schuman at oprette en fælles myndighed for Frankrigs og Tysklands kul- og stålproduktion som led i en ordning, hvori også andre europæiske lande kunne deltage.

Denne opfordring blev taget op af Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland, som indledte forhandlinger om en traktat. Denne måde at gribe tingene an på afveg fra den simplere, mere teknokratiske løsning, som var blevet foreslået af idéens ophavsmand, Jean Monnet, en højtstående fransk embedsmand. De seks stiftende lande var imidlertid ikke indstillet på at godkende et simpelt udkast, og de enedes i stedet om en kompleks retsakt med omkring hundrede artikler.

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev undertegnet i Paris den 18. april 1951, og den trådte i kraft den 23. juli 1952 for et tidsrum på 50 år. Den udløb den 23. juli 2002.

Det frie marked, der var formålet med traktaten, blev en realitet den 10. februar 1953 for så vidt angår kul og jernmalm og -skrot, og den 1. maj 1953 for så vidt angår stål.

MÅL

Formålet med traktaten var at opnå en økonomisk ekspansion, en bedre beskæftigelse og en højere levestandard på basis af et fælles kul- og stålmarked, jf. traktatens artikel 2. Institutionernes opgave blev derfor at sikre en regelmæssig forsyning af det fælles marked og ens adgang til produktionskilderne, samtidig med at priserne holdtes så lave som muligt, og arbejdstagernes forhold forbedredes. Sideløbende hermed skulle den internationale samhandel udvikles og produktionen moderniseres.

Med henblik på indførelsen af et fælles marked havde man fastsat i traktaten, at kul og stål skulle kunne omsættes frit, dvs. uden told og afgifter. Der indførtes forbud mod diskriminerende foranstaltninger og diskriminerende praksis, tilskud, statsstøtte og mod særlige statslige byrder og restriktiv praksis.

OPBYGNING

Traktaten var opdelt i fire afsnit. Første afsnit vedrørte Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, andet afsnit Fællesskabets institutioner, tredje afsnit økonomiske og sociale anliggender, og fjerde afsnit almene bestemmelser. Der indgik også to protokoller, én om Domstolen og én om forbindelserne mellem EKSF og Europarådet. Traktaten indeholdt også en aftale om overgangsbestemmelser for ikrafttrædelsen, forbindelserne til tredjelande og generelle beskyttelsesforanstaltninger.

INSTITUTIONER

EKSF-traktaten blev grundlaget for EU's institutioner, som de kendes i dag. Ved traktaten oprettedes der et styrende organ, den såkaldte Høje Myndighed, en forsamling, et ministerråd og en domstol. Fællesskabet havde status som juridisk person.

Den Høje Myndighed udøvede sine opgaver uafhængigt og efter kollegialitetsprincippet; den havde til opgave at sørge for gennemførelsen af de i traktaten opstillede mål og skulle handle i Fællesskabets almene interesse. Den havde ni medlemmer (højst to per nationalitet), som udpegedes for seks år ad gangen. Der var tale om en egentlig overnational myndighed med beslutningsbeføjelser. Myndighedens opgave var at modernisere produktionen og forbedre dens kvalitet, at levere varer på ens vilkår, at udvikle den fælles eksport og at forbedre arbejdsforholdene inden for kul- og stålsektoren. Myndigheden traf afgørelser, udarbejdede anbefalinger og afgav udtalelser. Den blev bistået af et rådgivende udvalg, hvori producenter, arbejdstagere, forbrugere og forhandlere var repræsenteret.

Forsamlingen havde 78 medlemmer, som var delegeret fra de nationale parlamenter. Frankrig, Italien og Tyskland havde hver 18 medlemmer, Belgien og Nederlandene 10 og Luxembourg 4. Forsamlingens kontrolfunktion var hjemlet i traktaten.

Rådet bestod af 6 repræsentanter, som var uddelegeret af medlemsstaternes regeringer. Rådets formandskab gik hver tredje måned på skift mellem medlemmerne. Rådets rolle var at samordne den Høje Myndigheds foranstaltninger og regeringernes generelle økonomiske politik. Vigtige afgørelser truffet af Den Høje Myndighed krævede samstemmende udtalelse fra Rådet.

Domstolen var sammensat af 7 dommere, som medlemsstaternes regeringer udpegede i fællesskab for seks år ad gangen. Domstolen var ansvarlig for den retlige fortolkning og håndhævelse af traktaten.

OPGAVER

Det var fastsat i traktaten, at grundlaget for Den Høje Myndigheds indgreb var de oplysninger, den modtog fra virksomhederne, og prognoserne for kul- og stålproduktionen. I udførelsen af denne opgave rådede Myndigheden over de nødvendige informationskilder og hørings- og kontrolbeføjelser. Hvis virksomhederne ikke efterkom Myndighedens afgørelser, kunne der iværksættes sanktioner bl.a. i form af bøder (på op til 1 % af den årlige omsætning), og herunder tvangsbøder (dagbøder på 5 % af den gennemsnitlige daglige omsætning).

De berørte parter tilrettelagde deres arbejde og EKSF fastsatte sine foranstaltninger på grundlag af de prognoser, der blev udarbejdet med udgangspunkt i nævnte oplysninger. Til supplering af oplysningerne fra virksomhederne og sammenslutningerne iværksatte Myndigheden selv forskellige undersøgelser af pris- og markedsudviklingen.

EKSF finansieredes ved hjælp af afgifter på kul- og stålproduktionen og ved optagelse af lån. Afgifterne gik til dækning af administrationsudgifterne og til tilskud til nytilpasning og teknisk og økonomisk forskning (som det var nødvendigt at fremme). Lån måtte kun anvendes til videre udlån.

investeringsområdet kunne EKSF - udover at stille lån til rådighed - også yde virksomhederne garantier med henblik på optagelse af lån hos tredjepart. EKSF havde endvidere beføjelser til at vejlede med hensyn til investeringer, som ikke finansieredes af EKSF selv.

Hvad angår produktion spillede EKSF hovedsageligt en indirekte og sekundær rolle i kraft af samarbejdet med regeringerne og gennem prismæssige og handelspolitiske indgreb. I tilfælde af faldende efterspørgsel eller varemangel kunne Myndigheden dog også iværksætte direkte foranstaltninger enten ved at fastsætte kvoter med henblik på en organiseret produktionsbegrænsning, eller i tilfælde af varemangel, ved at fastsætte en prioritering af forbruget, og herunder fordelingen af ressourcer og udførsler mellem fabrikationsprogrammerne.

Hvad prisfastsættelse angår, indførtes der med traktaten forbud mod diskrimination på grundlag af pris, illoyal konkurrence og diskriminerende praksis baseret på forskellige vilkår for indbyrdes sammenlignelige transaktioner. Disse regler gjaldt også på transportområdet.

Under visse omstændigheder, bl.a. hvis der klart var tale om en krise, kunne Den Høje Myndighed fastsætte maksimums- eller minimumspriser både i Fællesskabet og overfor tredjelande.

Den Høje Myndighed skulle underrettes, hvis medlemsstaterne traf foranstaltninger, der kunne være til fare for den frie konkurrence. Karteller, virksomhedskoncentrationer og misbrug af dominerende stilling kan fordreje konkurrencen, og traktaten indeholdt derfor specifikke regler for disse tre tilfælde. Den Høje Myndighed kunne opløse karteller og virksomhedssammenslutninger, hvis de direkte eller indirekte forhindrede, indskrænkede eller fordrejede den frie konkurrence.

Traktaten indeholdt også et kapitel om arbejdstageres aflønning og bevægelsesfrihed. Aflønning fortsatte med at henhøre under medlemsstaterne, men Den Høje Myndighed kunne i visse tilfælde, som nærmere beskrevet i traktaten, gribe ind over for unormalt lave lønninger og lønnedsættelser.

Den Høje Myndighed kunne godkende finansiel bistand til programmer, hvis formål var at afhjælpe de eventuelle negative virkninger, som det tekniske fremskridt inden for industrien kunne få på arbejdskraften (godtgørelser, tillæg og omskoling).

Hvad angik den kvalificerede arbejdskrafts frie bevægelighed, var det i traktaten fastsat, at medlemsstaterne skulle afskaffe nationalitetsbaserede ansættelsesrestriktioner. For de øvrige arbejdstagerkategoriers vedkommende opfordredes medlemsstaterne til at gennemføre de fornødne ændringer i indvandringsbestemmelserne for at gøre det lettere at ansætte udenlandske arbejdstagere, når der var brug herfor.

Traktaten indeholdt også bestemmelser om EKSF's politik for samhandelen med tredjelande. Omend de fleste beføjelser stadig lå hos medlemsstaterne, var visse beføjelser blevet overdraget til Fællesskabet; dette gjaldt bl.a. beføjelsen til at fastsætte minimums- og maksimumstoldsatser, til at kontrollere tildelingen af import- og eksportlicenser og retten til at blive holdt informeret om handelsaftaler vedrørende kul og stål.

Den Høje Myndigheds beføjelser havde også forrang bl.a. i tilfælde af dumping, i tilfælde hvor virksomheder uden for Fællesskabets retsområde gjorde brug af traktatstridige konkurrencemidler, og i tilfælde af, at indførslen voksede så kraftigt, at der var risiko for alvorlig skade for Fællesskabets egen produktion.

RESULTATER

Der blev opnået positive resultater under EKSF. Fællesskabet stod bedre rustet til at afværge kriser, fordi man havde sørget for en velafbalanceret produktionsudvikling og ressourcefordeling og den nødvendige omstrukturering og omlægning af industrien. Stålproduktionen er vokset til det firdobbelte siden 50'erne, og stål er nu både bedre, billigere og mindre forurenende. Produktionen i kulsektoren er ganske vist faldet og arbejdsstyrken er blevet reduceret, men sektoren har nået et højt niveau med hensyn til teknologisk udvikling, sikkerhed og miljøbeskyttelse. EKSF's arbejdsmarkedsregulering (førtidspensionering, overgangsgodtgørelser, samt mobilitetsfremmende støtte og uddannelsesstøtte) har spillet en vigtig rolle i kriseafhjælpningsarbejdet.

EKSF-TRAKTATENS UDLØB

Traktaten udløb planmæssigt den 23. juli 2002, 50 år efter at den var trådt i kraft. Undervejs var den blevet ændret ved følgende traktater: fusionstraktaten (Bruxelles 1965), traktaterne om ændring af visse finansielle bestemmelser (1970 og 1975), traktaten vedrørende Grønland (1984), traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht, 1992), den europæiske fællesakt (1986), Amsterdam-traktaten (1997), Nice-traktaten (2001) og tiltrædelsestraktaterne (1972, 1979, 1985 og 1994).

En større debat i begyndelsen af 90'erne endte med den konklusion, at det bedste ville være at lade traktaten udløbe, frem for at forlænge den eller lede efter en kompromisløsning. Kommissionen foreslog derfor en ordning, hvorved disse to sektorer efterhånden blev henført under traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og reglerne i denne traktat har derfor været gældende for kul og stål siden EKSF-traktatens udløb.

Nice-traktaten indeholder en protokol om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten og om kul- og stålforskningsfonden. Det er fastsat i protokollen, at EKSF's formue, såvel aktiver som passiver, skal overgå til Det Europæiske Fællesskab. Nettoværdien af denne formue skal anvendes til finansiering af forskning inden for sektorer med tilknytning til kul- og stålindustrien.
I februar 2003 blev der truffet beslutning om forskellige foranstaltninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i protokollen, de finansielle retningslinjer og bestemmelser vedrørende kul- og stålforskningsfonden.

ÆNDRINGER AF TRAKTATEN

EKSF-traktaten blev ændret ved følgende traktater:

  • Bruxelles-traktaten, den såkaldte fusionstraktat (1965)
    Ved denne traktat blev de tre ministerråd (EØF, EKSF og Euratom) og de to kommissioner (EØF og Euratom) samt den Høje Myndighed (EKSF) erstattet med henholdsvis ét Råd og én Kommission. Samtidig med denne administrative sammenlægning blev der indført et fælles driftsbudget.
  • Traktat om ændring af visse budgetbestemmelser (1970)
    Denne traktat medførte, at ordningen med, at fællesskaberne finansieredes ved hjælp af bidrag fra medlemsstaterne, blev afløst af en ordning baseret på Fællesskabets egne ressourcer. Der indførtes også ét fælles budget for samtlige fællesskaber.
  • Traktat om ændring af visse finansielle bestemmelser (1975)
    Ved denne traktat fik Europa-Parlamentet ret til at forkaste budgettet og kontrollere Kommissionens budgetgennemførelse. Der indførtes en fælles revisionsret til at varetage regnskabskontrollen og den finansielle forvaltning for alle tre fællesskaber.
  • Traktat vedrørende Grønland (1984)
    Resultatet af denne traktat var, at traktaterne ophørte med at gælde for Grønland, og der etableredes en særlig forbindelse mellem Det Europæiske Fællesskab og Grønland med udgangspunkt i den ordning, der gælder for de oversøiske territorier.
  • Den europæiske fællesakt (1986)
    Den europæiske fællesakt var den første større reform af traktaterne. Den indebar hyppigere brug af afstemning med kvalificeret flertal i Rådet, en udvidelse af Europa-Parlamentets rolle (samarbejdsproceduren) og flere beføjelser til fællesskaberne. Der fastsattes det mål, at der skulle etableres et fælles marked inden 1992.
  • Traktaten om Den Europæiske Union, den såkaldte Maastricht-traktat (1992)
    Ved Maastricht-traktaten samledes Den Europæiske Union, de tre fællesskaber (Euratom, EKSF og EØF) og det institutionaliserede samarbejde inden for udenrigspolitik, forsvar, politi og retsvæsen under ét. EØF omdøbtes til EF. Ved denne politik oprettedes der ydermere en økonomisk og monetær union, og der indførtes en ny fællesskabspolitik på forskellige områder (uddannelse og kultur), og Europa-Parlamentet fik større beføjelser (den fælles beslutningsprocedure).
  • Amsterdam-traktaten (1997)
    Med Amsterdam-traktaten fik EU tillagt større beføjelser som et resultat af indførelsen af en beskæftigelsespolitik, overdragelsen til fællesskabet af en del af de anliggender, der tidligere indgik i samarbejdet om retlige og indre anliggender, iværksættelsen af foranstaltninger med det formål at bringe EU tættere på befolkningen, samt indførelsen af muligheden for et nærmere samarbejde mellem visse medlemsstater (forstærket samarbejde). Amsterdam-traktaten medførte også hyppigere brug af den fælles beslutningsprocedure og afstemning på basis af kvalificeret flertal, og traktatens artikler blev forenklet og omnummereret.
  • Nice-traktaten (2001)
    Nice-traktaten tog hovedsageligt sigte på at løse de problemer, der endnu var tilbage efter Amsterdam-traktaten i 1997, dvs. uløste institutionsproblemer i forbindelse med udvidelsen. Det drejede sig om Kommissionens sammensætning, vægtningen af stemmerne i Rådet og hyppigere brug af afstemning på basis af kvalificeret flertal. Traktaten indebar også en forenkling af proceduren for forstærket samarbejde og en effektivisering af domstolens struktur.
  • Lissabontraktaten (2007)
    Lissabontraktaten indfører omfattende reformer. Den bringer Det Europæiske Fællesskab til ophør. Den afskaffer EU’s tidligere struktur og indfører en ny fordeling af beføjelserne mellem EU og medlemsstaterne. De europæiske institutioners funktionsmåde og beslutningsprocessen ændres ligeledes. Formålet er at forbedre beslutningsprocessen i en union, der udvides til 27 medlemsstater. Lissabontraktaten reformerer tillige adskillige af EU’s interne og eksterne politikker. Traktaten åbner blandt andet op for, at institutionerne lovgiver og vedtager foranstaltninger på nye politiske områder.

EKSF-traktaten blev også ændret ved følgende tiltrædelsestraktater:

  • Traktaten om Det Forenede Kongeriges, Danmarks og Irlands tiltrædelse (1972), hvorved antallet af medlemsstater steg fra 6 til 9.
  • Traktaten om Grækenlands tiltrædelse (1979)
  • Traktaten om Spaniens og Portugals tiltrædelse (1985), hvorved antallet af medlemsstater steg fra 10 til 12.
  • Traktaten om Finlands, Sveriges og Østrigs tiltrædelse (1994), hvorved antallet af medlemsstater steg til 15.
  • Traktaten om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse (2003)
    Denne traktat bringer antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab op fra femten til femogtyve.
  • Traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse (2005). Denne traktat bringer antallet af medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab op fra femogtyve til syvogtyve.

REFERENCER

TraktaterUndertegnelsesdatoIkrafttrædelsesdatoDen Europæiske Unions Tidende
Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab18.4.195123.7.1952
Udløbet den 23.7.2002
Ikke offentliggjort
Fusionstraktaten8.4.19651.7.1967EFT 152 af 13.7.1967
Traktat om ændring af visse budgetbestemmelser22.4.19701.1.1971EFT L 2 af 2.1.1971
Traktat om ændring af visse finansielle bestemmelser22.7.19751.6.1977EFT L 359 af 31.12.1977
Traktat vedrørende Grønland13.3.19841.1.1985EFT L 29 af 1.2.1985
Den europæiske fællesakt28.2.19861.7.1987EFT L 169 af 29.6.1987
Traktat om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten)7.2.19921.11.1993EFT C 191 af 29.7.1992
Amsterdam-traktaten2.10.19971.5.1999EFT C 340 af 10.11.1997
Nice-traktaten26.2.20011.2.2003EFT C 80 af 10.3.2001
Lissabontraktaten13.12.20071.12.2009EUT C 306 af 17.12.2007
TiltrædelsestraktaterUndertegnelsesdatoIkrafttrædelsesdatoDen Europæiske Unions Tidende
Traktaten om Det Forenede Kongeriges, Danmarks og Irlands tiltrædelse22.1.19721.1.1973EFT L 73 af 27.3.1972
Traktaten om Grækenlands tiltrædelse28.5.19791.1.1981EFT L 291 af 19.11.1979
Traktaten om Spaniens og Portugals tiltrædelse12.6.19851.1.1986EFT L 302 af 15.11.1985
Traktaten om Finlands, Sveriges og Østrigs tiltrædelse24.6.19941.1.1995EFT C 241 af 29.8.1994
Traktaten om ti nye medlemsstaters tiltrædelse16.4.20031.5.2004EUT L 236 af 23.9.2003
Traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse25.4.20051.1.2007EUT L 157 af 21.6.2005

Temasiderne forpligter ikke Kommissionen retligt, er ikke nødvendigvis udtømmende og må ikke tages som udtryk for en officiel fortolkning af traktaten.

Seneste ajourføring: 15.10.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top