RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Afstemning med kvalificeret flertal

INTRODUKTION

Med Amsterdam-traktaten blev der indført afstemning med kvalificeret flertal i Rådet på langt flere områder. Efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 vedtages hovedparten af lovgivningen nu med kvalificeret flertal i Rådet efter proceduren for fælles beslutningstagning sammen med Europa-Parlamentet.

Der er dog stadigvæk 73 artikler i traktaterne, der kræver enstemmighed. I et udvidet EU med 27 medlemsstater vil det kunne resultere i en blokering af Unionen, fordi det vil blive stadigt vanskeligere at nå til fuld enighed i et større og mere heterogent EU. Indførelse af afstemning med kvalificeret flertal på flere områder var derfor en af de vigtigste opgaver for regeringskonferencen. Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal i ca. 30 bestemmelser.

EF-TRAKTATEN - FÆLLESSKABSPOLITIKKER

Hvad angår fællesskabspolitikkerne, er der med Nice-traktaten indføjet godt en halv snes bestemmelser, der giver Rådet mulighed for at træffe afgørelse med kvalificeret flertal i alle eller i givet fald en del af de spørgsmål, der er omhandlet i de pågældende artikler.

Artikel 11 - Forstærket samarbejde

Afstemning med kvalificeret flertal er opretholdt med hensyn til Rådets godkendelse af indførelsen af forstærket samarbejde inden for rammerne af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten), men bestemmelsen om, at en medlemsstat kan forelægge spørgsmålet for Det Europæiske Råd, som i så fald skal træffe afgørelse med enstemmighed, er ophævet. Den vetoret, som medlemsstaterne havde til at forhindre indførelsen af et forstærket samarbejde på et område inden for første søjle, er således afskaffet.

Artikel 13 - Bekæmpelse af forskelsbehandling

Der er indført afstemning med kvalificeret flertal, når der skal vedtages såkaldte "fællesskabstilskyndelsesforanstaltninger" til støtte for medlemsstaternes aktioner med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, uden at der dog er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser på dette felt.

Artikel 18 - Unionsborgerskab

Der er indført afstemning med kvalificeret flertal om handlinger fra EU's side, som skal sikre eller gøre det lettere at udøve retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

Artikel 63 - Asyl, flygtninge, indvandringspolitik

Rådet kan efter de nye bestemmelser i artikel 67 med kvalificeret flertal vedtage visse foranstaltninger vedrørende asyl, flygtninge og fordrevne, indvandringspolitik og rettigheder for tredjelandsstatsborgere, som har lovligt ophold i en medlemsstat, forudsat at Rådet forudgående og med enstemmighed har vedtaget EU-lovgivning, som fastlægger fælles regler og grundlæggende principper for disse spørgsmål. Indførelsen af afstemning med kvalificeret flertal er således kædet sammen med disse forudsætninger og forudgående fastlæggelse af fælles principper på området. Fremover gælder også proceduren for fælles beslutningstagning for denne artikel.

Artikel 65 - Samarbejde om civilretlige spørgsmål

Efter de nye bestemmelser i artikel 67 kan Rådet med kvalificeret flertal vedtage foranstaltninger på området for samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, bortset fra familieretlige aspekter. Fremover gælder også proceduren for fælles beslutningstagning for denne artikel.

Artikel 66 - Samarbejde mellem medlemsstater

Efter bestemmelserne i protokollen vedrørende artikel 67 i EF-traktaten kan Rådet fra den 1. maj 2004 træffe afgørelse med kvalificeret flertal om foranstaltninger til at sikre samarbejde mellem de kompetente tjenester i medlemsstaternes administrationer og mellem disse tjenester og Kommissionen.

Artikel 100 - Økonomiske forstyrrelser

Der er indført afstemning med kvalificeret flertal om de foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af forsyningsvanskeligheder for visse produkter. Desuden træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal om at yde finansiel støtte til en medlemsstat efter naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder, som medlemsstaten ikke selv er herre over.

Artikel 111 - Spørgsmål af særlig interesse for Den Økonomiske og Monetære Union

Stk. 4 i denne artikel er blevet ændret, så der nu er indført afstemning med kvalificeret flertal om fastlæggelse af EU's holdning og repræsentation på internationalt plan i spørgsmål af særlig interesse for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).

Artikel 123 - Indførelse af euroen

Der er indført afstemning med kvalificeret flertal i relation til stk. 4 i denne artikel, der omhandler de nødvendige foranstaltninger for hurtig indførelse af euroen. Denne bestemmelse vil få betydning i forbindelse med den fremtidige udvidelse af euro-zonen.

Artikel 133 - Den fælles handelspolitik

Denne artikel er blevet ændret ved Nice-traktaten for at udvide anvendelsesområdet for handelspolitikken og indføre afstemning med kvalificeret flertal om handelsaftaler, der vedrører tjenesteydelser og handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret. Der er dog fortsat nogle undtagelser fra dette grundprincip:

  • Rådet kan ikke indgå aftaler, der indebærer en harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser på områder som kultur, uddannelse og menneskers sundhed (områder, hvor EF ikke har interne beføjelser til at gennemføre harmoniseringer).
  • Rådet skal træffe afgørelse med enstemmighed, hvis aftalen indeholder bestemmelser, hvor der kræves enstemmighed for vedtagelse af interne regler (parallelisme), eller hvis en sådan aftale vedrører et område, hvor EU ved vedtagelsen af interne regler endnu ikke har udøvet sine beføjelser i henhold til traktaten.
  • Transportområdet er ikke omfattet af bestemmelserne i artikel 133.

Artikel 137 - Social- og arbejdsmarkedspolitikken

Her er der ikke indført afstemning med kvalificeret flertal på flere områder, men Nice-traktaten har åbnet en genvej på visse områder, hvor der i princippet fortsat kræves enstemmighed. Rådet kan således med enstemmighed beslutte at anvende proceduren for fælles beslutningstagning i henhold til artikel 251 i EF-traktaten (hvilket indebærer afstemning med kvalificeret flertal) på artikel 137, stk. 1, litra d), f) og g), som omhandler beskyttelse af arbejdstagerne ved ophævelse af en arbejdskontrakt, repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes interesser samt tredjelandsstatsborgeres beskæftigelsesvilkår.

Artikel 157 - Industri

Stk. 3 i denne artikel er blevet ændret for at indføre afstemning med kvalificeret flertal og fælles beslutningstagning sammen med Europa-Parlamentet i forbindelse med specifikke foranstaltninger til støtte for medlemsstaternes aktioner inden for rammerne af industripolitikken.

Artikel 159 - Økonomisk og social samhørighed

Der er indført afstemning med kvalificeret flertal i stk. 3 i denne artikel, og proceduren for fælles beslutningstagning gælder for særlige foranstaltninger - ud over strukturfondene - der skønnes nødvendige i forbindelse med samhørighedspolitikken.

Artikel 161 - Strukturfondene

Med det nye stk. 3 i denne artikel er der indført afstemning med kvalificeret flertal om strukturfondenes opgaver, hovedmål og indretning, herunder også de almindelige regler, der skal gælde for fondene. Overgangen til afstemning med kvalificeret flertal træder dog først i kraft den 1. januar 2007, forudsat at de flerårige finansielle overslag, der gælder fra 1. januar 2007, er vedtaget på det tidspunkt.

Artikel 181A - Økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande

Denne nye artikel skal supplere artikel 181 og definere de forskellige typer aktioner, EU kan iværksætte inden for det økonomiske, finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande. Tidligere er foranstaltninger på dette område vedtaget efter proceduren i artikel 308 i EF-traktaten og krævede således enstemmighed. Den nye artikel udgør et nyt retsgrundlag for disse retsakter og indfører afstemning med kvalificeret flertal på alle områder undtagen associeringsaftaler (artikel 310) og aftaler, der skal indgås med de stater, der er kandidater til tiltrædelse af EU.

Artikel 279 - Finansielle bestemmelser

Fra den 1. januar 2007 træffes der afgørelse med kvalificeret flertal om finansforordningen og reglerne for finansinspektørernes ansvar.

EF-TRAKTATEN - INSTITUTIONELLE SPØRGSMÅL

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal i en række artikler, som vedrører institutionelle spørgsmål. Navnlig udnævnelsen af Kommissionens formand og øvrige medlemmer samt den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal fremover afgøres med kvalificeret flertal, hvilket er et vigtigt fremskridt.

Artikel 190 - Europa-Parlamentet

I henhold til stk. 5 i denne artikel træffes der nu afgørelse med kvalificeret flertal om statutten for medlemmerne af Europa-Parlamentet og de almindelige betingelser for udøvelsen af deres hverv.

Artikel 191 - Statut for politiske partier på europæisk plan

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal om statutten for politiske partier på europæisk plan, navnlig reglerne for deres finansiering. Desuden gælder nu proceduren for fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet også på dette område.

Artikel 207 - Rådets generalsekretær og højtstående repræsentant for FUSP

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal om udnævnelsen af Rådets generalsekretær (højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik) og vicegeneralsekretæren.

Artikel 210 - Vederlag

Lønninger, godtgørelser og pensioner for Kommissionens formand og medlemmer samt visse medlemmer af Domstolen og Retten i Første Instans fastsættes fremover af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Artikel 214 - Udnævnelse af medlemmerne af Kommissionen

Med Nice-traktaten er der indført afstemning i Rådet med kvalificeret flertal om udnævnelsen af Kommissionens formand og øvrige medlemmer.

Artikel 215 - Efterfølger for et medlem af Kommissionen

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal om udnævnelse af en efterfølger for et medlem af Kommissionen, der er fratrådt eller afgået ved døden. Det kræver enstemmighed, hvis Rådet beslutter ikke at udnævne en efterfølger.

Artikel 223 - EU-Domstolen

Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal om godkendelse af EU-domstolen s procesreglement. Dommere og generaladvokater udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst.

Artikel 224 - Retten i Første Instans

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal, når Rådet skal godkende procesreglementet for Retten i Første Instans. Rettens medlemmer udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst.

Artikel 247 - Revisionsretten

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal om udnævnelsen af medlemmerne af Revisionsretten.

Artikel 248 - Revisionsretten - Forretningsorden

Rådet godkender Revisionsrettens forretningsorden med kvalificeret flertal.

Artikel 259 - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal om beskikkelse af medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Artikel 263 - Regionsudvalget

Der træffes afgørelse med kvalificeret flertal om beskikkelse af medlemmerne af Regionsudvalget.

EU-TRAKTATEN

Artikel 23 - Udpegelse af særlige repræsentanter i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

Med Nice-traktaten er der indført afstemning med kvalificeret flertal om udpegelse af en særlig repræsentant i forbindelse med FUSP.

Artikel 24 - Internationale aftaler

Her er der ikke indført afstemning med kvalificeret flertal på flere områder, men der er med Nice-traktaten tilføjet tre nye stykker til artiklen for at tydeliggøre afstemningsreglerne (kvalificeret flertal/enstemmighed) på dette felt.

Artikel 27C - Forstærket samarbejdet inden for FUSP

Med Nice-traktaten er der indført afstemning i Rådet med kvalificeret flertal om bemyndigelsen til at etablere forstærket samarbejde inden for FUSP. Ifølge traktaten har alle medlemsstater dog fortsat mulighed for at forelægge spørgsmålet for Det Europæiske Råd, som træffer afgørelse med enstemmighed.

Artikel 40A - Forstærket samarbejde på området for politisamarbejde og retligt samarbejde

I Nice-traktaten er afstemning med kvalificeret flertal opretholdt, for så vidt angår Rådets bemyndigelse til at indføre et forstærket samarbejde på området for politisamarbejde og retligt samarbejde. Medlemsstaternes vetoret er således afskaffet.

OVERSIGTSTABEL

ArtiklerEmne
EF-traktaten
11Forstærket samarbejde
-13Bekæmpelse af forskelsbehandling
-18Unionsborgerskab
-63Asyl, flygtninge, indvandringspolitik
-65Samarbejde om civilretlige spørgsmål
-66Samarbejde mellem medlemsstater
-100Økonomiske forstyrrelser
-111Spørgsmål af særlig interesse for Den Økonomiske og Monetære Union
-123Indførelse af euroen
-133Den fælles handelspolitik
-137Social- og arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik, erhvervsuddannelsespolitik og ungdomspolitik
-157Industri
-159Økonomisk og social samhørighed
-161Strukturfondene
-181AØkonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande
-190Europa-Parlamentet
-191Statut for politiske partier på europæisk plan
-207Rådets generalsekretær og højtstående repræsentant for FUSP
-210Vederlag
-214Udnævnelse af medlemmerne af Kommissionen
-215Efterfølger for et medlem af Kommissionen
-223Domstolen
-224Retten i Første Instans
-247Revisionsretten
-248Revisionsretten - Forretningsorden
-259Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
-263Regionsudvalget
-279Finansielle bestemmelser
EU-traktaten23Udpegelse af særlige repræsentanter i forbindelse med FUSP
-24Internationale aftaler
-27CForstærket samarbejde inden for FUSP
-40AForstærket samarbejde på området for politisamarbejde og retligt samarbejde
EF-traktaten - protokolProtokol vedrørende artikel 67 i EF-traktaten
Seneste ajourføring: 13.09.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top