RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Introduktion

OVERSIGT

Nice-traktaten, som på politisk plan blev vedtaget af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde i Nice den 11. december 2000 og undertegnet den 26. februar 2001, er resultatet af elleve måneders forhandlinger på den regeringskonference, der blev indledt i februar 2000. Traktaten trådte i kraft den 1. februar 2003 efter at være blevet ratificeret af de femten medlemsstater i Den Europæiske Union (EU) i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige regler.

Indkaldelsen af regeringskonferencen i 2000 er udtrykkeligt nævnt i Amsterdam-traktaten i protokol om institutionerne i perspektivet af en udvidelse af Den Europæiske Union. Her står der: "Mindst et år før antallet af medlemsstater i Den Europæiske Union overstiger tyve, indkaldes der til en konference mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer med henblik på at foretage en generel revision af traktaternes bestemmelser om institutionernes sammensætning og funktionsmåde". Desuden havde tre medlemsstater - Belgien, Frankrig og Italien - insisteret på at få optaget en erklæring i protokollen, hvori de fastslog, at en sådan styrkelse af institutionerne var "en uomgængelig forudsætning for afslutningen af de førstkommende tiltrædelsesforhandlinger".

På Det Europæiske Råd i Køln (juni 1999) blev det atter slået fast, at det var nødvendigt at indkalde til en regeringskonference for at få løst de tilbageværende institutionelle spørgsmål fra Amsterdam, som måtte klares inden udvidelsen.
På Det Europæiske Råd i Helsinki (december 1999) blev dette mandat bekræftet, og det blev besluttet, at regeringskonferencen skulle behandle spørgsmålene om Kommissionens størrelse og sammensætning, stemmevægtningen i Rådet, øget brug af afstemning med kvalificeret flertal samt alle nødvendige ændringer i traktaterne vedrørende EU-institutionerne i forbindelse med disse spørgsmål og iværksættelsen af Amsterdam-traktaten.
I henhold til konklusionerne fra sidstnævnte møde i Det Europæiske Råd kunne der desuden optages andre punkter på regeringskonferencens dagsorden.

Det var netop, hvad der skete på Det Europæiske Råd i Feira (juni 2000), hvor spørgsmålet om forstærket samarbejde blev føjet til dagsordenen for regeringskonferencen.

Forberedelserne til regeringskonferencen indledtes i oktober 1999, da en gruppe højtstående eksperter under forsæde af Jean-Luc Dehaene efter anmodning fra Kommissionen fremlagde en rapport om udvidelsens konsekvenser for institutionerne. Som opfølgning på denne rapport offentliggjorde Kommissionen den 26. januar 2000 en udtalelse med titlen "Tilpasning af institutionerne med henblik på udvidelsen".

Efter høring af Kommissionen og Europa-Parlamentet, hvilket er vigtigt, før der kan afholdes en regeringskonference (artikel 48 i EU-traktaten), indledtes konferencen for medlemsstaternes regeringsrepræsentanter den 14. februar 2000 under det portugisiske formandskab. Fra juli 2000 arbejdede regeringskonferencen videre under det franske formandskab.

FORMÅL

Den regeringskonference, der mundede ud i Nice-traktaten, havde et meget klart mandat. Formålet var at forberede EU til udvidelsen ved at ændre traktaterne på fire væsentlige områder:

  • Kommissionens størrelse og sammensætning
  • stemmevægtningen i Rådet
  • øget brug af afstemning med kvalificeret flertal
  • forstærket samarbejde.

TRAKTATENS OPBYGNING

Nice-traktaten består af to dele og fire protokoller. Desuden vedtog regeringskonferencen 24 erklæringer og optog 3 erklæringer fra forskellige medlemsstater, som ligeledes blev knyttet til slutakten.

Første del omfatter substansændringerne. Det drejer sig om følgende seks artikler:

  • Artikel 1, der vedrører ændringerne i traktaten om Den Europæiske Union:- grov overtrædelse af de grundlæggende principper for EU
    - den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)
    - internationale aftaler
    - forstærket samarbejde
    - retligt samarbejde i kriminalsager.
  • Artikel 2, som vedrører ændringerne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab:
    - øget brug af afstemning med kvalificeret flertal
    - nedsættelse af et udvalg for social beskyttelse
    - statutten for medlemmerne af Europa-Parlamentet og for politiske partier på europæisk plan
    - Kommissionen (sammensætning og formandens rolle)
    - de øvrige institutioner (Domstolen, Revisionsretten, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget)
    - Den Europæiske Investeringsbank
    - betegnelsen på EU's officielle tidende.
  • Artikel 3, som vedrører ændringerne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom-traktaten)
  • Artikel 4, der vedrører ændringerne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten).
  • Artikel 5, som omhandler ændringerne i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank.
  • Artikel 6, som vedrører ændringerne i protokollen om De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter.

Anden del af traktaten indeholder overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser (artikel 7-13).

Endelig er der fire protokoller knyttet til traktaterne:

  • protokol om EU's udvidelse og dens konsekvenser for Europa-Parlamentets og Kommissionens sammensætning og stemmevægtningen i Rådet
  • protokol om statutten for Domstolen og Retten i Første Instans
  • protokol om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten (Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab)
  • protokol vedrørende artikel 67 i EF-traktaten (administrativt samarbejde mellem medlemsstaternes administrationer omkring "visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer").

DET NYE I TRAKTATEN

Den institutionelle reform, der blev vedtaget i Nice, er blevet betegnet som "teknisk" og "begrænset". Det er rigtigt, at traktaten ikke ændrer gennemgribende på balancen mellem institutionerne, men snarere resulterer i tilpasninger omkring to hovedakser: dels spørgsmålet om, hvordan institutionerne skal fungere og sammensættes, dels det forstærkede samarbejde. I periferien af drøftelserne om reformen af institutionerne tog man dog også nogle få spørgsmål om andre emner op.

Af hensyn til overskueligheden er denne brugervejledning til Nice-traktaten opdelt i tre kapitler, der dækker de vigtigste nyskabelser i traktaten.

Institutionelle spørgsmål

  • Rådet for Den Europæiske Union og den nye stemmevægtning i Rådet: ny vægtning af de forskellige medlemsstaters stemmer til fordel for de befolkningsmæssigt største lande og fordeling af stemmerne mellem først 25 og senere 27 medlemsstater.
  • Europa-Kommissionen: ændring af Kommissionens sammensætning, styrkelse af formandens beføjelser og ændringer af proceduren for hans udnævnelse.
  • EU's domstolsordning: ny kompetencefordeling mellem de to instanser (Domstolen og Retten i Første Instans) og mulighed for at oprette særlige retsinstanser.
  • De øvrige institutioner:
    Europa-Parlamentet: øget brug af proceduren for fælles beslutningstagning og ændring af antallet af pladser til de nuværende og fremtidige medlemsstater. Revisionsretten, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: sammensætning og udnævnelse af medlemmer.

Beslutningsprocessen

  • Forstærket samarbejde: med Nice-traktaten er der indført et mere smidigt system for forstærket samarbejde (lempeligere krav, afskaffelse af vetoretten og inddragelse af flere områder).
  • Afstemning med kvalificeret flertal: udvidelse af brugen af afstemning med kvalificeret flertal til at omfatte ca. 30 nye sagsområder.

Andre reformer

Det drejer sig om bestemmelser om specifikke emner: grundlæggende rettigheder, sikkerhed og forsvar, samarbejde på det strafferetlige område og statutten for politiske partier på europæisk plan samt forskellige bestemmelser i de erklæringer og protokoller, der er knyttet til traktaten.

VIDEREFØRELSE AF DEN INSTITUTIONELLE REFORM EFTER NICE-TRAKTATEN

Erklæringen om Unionens fremtid

I en erklæring om Unionens fremtid, som er knyttet til Nice-traktaten, gav regeringskonferencen udtryk for, at den ønskede en både bredere og mere dybtgående debat om Den Europæiske Unions fremtid. Det var hensigten at inddrage både de nationale parlamenter, hele den offentlige opinion og kandidatlandene i denne debat, som skulle munde ud i en ny regeringskonference i 2004.

Debatten skulle navnlig dreje sig om fire hovedspørgsmål:

  • en mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne
  • status for Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
  • en forenkling af traktaterne
  • de nationale parlamenters rolle i den europæiske arkitektur.

Laeken-erklæringen (december 2001)

Det Europæiske Råd redegjorde på samlingen i Laeken i december 2001 for, hvordan reformerne skulle gennemføres (indkaldelse af et konvent), fremlagde en tidsplan og fastlagde indholdet af debatten ved at stille en lang række spørgsmål om EU's fremtid.

Konventet

I overensstemmelse med Laeken-erklæringen valgte man modellen med et konvent til at forberede den næste regeringskonference. Inspireret af det konvent, der udarbejdede chartret om grundlæggende rettigheder, blev konventet sammensat af regeringsrepræsentanter og nationale parlamentsmedlemmer fra medlemsstaterne og kandidatlandene og repræsentanter for Europa-Parlamentet og Kommissionen. Konventet blev åbnet den 28. februar 2002 og afholdt sin afsluttende samling efter 17 måneders drøftelser.

Konventet har udarbejdet et forslag til en europæisk forfatningstraktat, som blev præsenteret af konventets formand, Giscard d'Estaing, for Det Europæiske Råd i Thessaloniki. Konventet sluttede i juli 2003.

Regeringskonferencen og forfatningstraktaten

Forfatningstraktaten var resultatet af konventets arbejde og dannede grundlag for de videre drøftelser under regeringskonferencen i oktober 2003. Der blev den 18. juni 2004 opnået politisk enighed omkring regeringskonferencens arbejde, og udkastet til en forfatning blev sendt til regeringscheferne, som undertegnede aftalen den 29. oktober 2004.

For at kunne træde i kraft skulle forfatningstraktaten ratificeres af alle medlemsstaterne i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser, dvs. enten ved ratificering i parlamentet eller ved folkeafstemning.

Efter problemerne med ratificeringen i visse medlemsstater besluttede stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd den 16. og 17. juni 2005 at tage en tænkepause om EU's fremtid.

Lissabon-traktaten

På Det Europæiske Råd den 21. og 22. juni 2007 blev stats- og regeringscheferne i EU enige om et kompromis. De gav mandat til at indkalde en regeringskonference, som skal udarbejde og vedtage en ændringstraktat for EU. Traktatens endelige tekst blev skrevet af Regeringskonferencen og blev vedtaget af Det uformelle Europæiske Råd i Lissabon den 18. og 19. oktober. Lissabontraktaten blev underskrevet af medlemsstaterne den 13. december 2007.

Ændringer i Nice-traktaten som følge af tiltrædelsestraktaterne

Da Nice-traktaten blev udarbejdet, vidste man ikke, hvornår og i hvilken rækkefølge kandidatlandene ville blive optaget i EU. Nice-traktaten har derfor begrænset sig til at fastsætte de generelle principper og metoder for Kommissionens sammensætning og definitionen på kvalificeret flertal i Rådet. Som det også fremgår af den protokol om udvidelsen og de erklæringer, der er knyttet til traktaten, blev antallet af de nye medlemsstaters pladser i Europa-Parlamentet, antallet af deres stemmer i Rådet og den tærskel for kvalificeret flertal, der skal gælde fremover, fastlagt retligt bindende i tiltrædelsestraktaterne. Tiltrædelsestraktaten for ti nye medlemsstater, som blev undertegnet den 16. april 2003, og Luxembourg-traktaten om Rumæniens og Bulgariens tiltrædelse af EU, der blev undertegnet den 25. april 2005 fastsatte reglerne herom. Siden 1. januar 2007 har EU derfor været bygget på EU-traktaten og EF-traktaten med de seneste traktatændringer, der er foretaget i Nice, Athen og Luxembourg.

Seneste ajourføring: 15.01.2008
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top