RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Forstærket samarbejde

INTRODUKTION

Amsterdam-traktaten åbnede formel mulighed for, at et vist antal medlemsstater kunne indføre et tættere indbyrdes samarbejde inden for traktaternes rammer og få bemyndigelse til at anvende Den Europæiske Unions (EU) institutioner og procedurer.

Selv om disse bestemmelser aldrig er blevet anvendt, anså Det Europæiske Råd det for nødvendigt at revidere dem for at gøre dem mindre restriktive med henblik på EU's udvidelse til 27 medlemsstater. Det såkaldte "forstærkede samarbejde" indgik ikke i det oprindelige mandat for regeringskonferencen, men blev først formelt indføjet i traktaten på Det Europæiske Råds møde i Feira den 20. juni 2000.

Med Nice-traktaten er det gjort lettere at etablere et forstærket samarbejde: Den vetoret over for et sådant forstærket samarbejde, som medlemsstaterne tidligere havde, er afskaffet (bortset fra udenrigspolitikken), antallet af medlemsstater, der skal til for at udløse proceduren for forstærket samarbejde, er ændret fra et flertal af medlemsstaterne til mindst otte medlemsstater, og de områder, der kan blive omfattet af et forstærket samarbejde, er udvidet med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). De generelle bestemmelser, der gælder for alle former for forstærket samarbejde, er samlet i afsnit VII i traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten). Bestemmelserne om igangsættelse af proceduren for et forstærket samarbejdet og en medlemsstats deltagelse på et senere tidspunkt er forskellige inden for de tre "søjler".

GENERELLE BESTEMMELSER

Med Nice-traktaten er der gennemført omfattende ændringer af afsnit VII i EU-traktaten om forstærket samarbejde, men de grundlæggende principper for systemet er de samme som før. Artikel 43 omhandler de grundlæggende principper for det forstærkede samarbejde. Nice-traktaten føjer en ny betingelse til de nuværende: et forstærket samarbejde skal styrke EU's integrationsproces og må ikke skade det indre marked eller den økonomiske og sociale samhørighed i EU. Det må desuden ikke indebære begrænsninger eller forskelsbehandling i samhandelen mellem medlemsstaterne eller fordreje konkurrencevilkårene. Nice-traktaten kræver, at et forstærket samarbejde omfatter mindst otte medlemsstater uanset hvor mange medlemsstater der måtte være i alt efter udvidelsen.

I den nye artikel 43A står der udtrykkeligt, at forstærket samarbejde kun kan iværksættes som en sidste udvej, når det er fastslået i Rådet, at de fastsatte mål ikke kan nås inden for en rimelig frist ved anvendelse af de relevante bestemmelser i traktaterne.

Ifølge den nye artikel 43B skal et forstærket samarbejde være åbent for alle medlemsstater, når det indføres. Det skal ligeledes være åbent for alle medlemsstater når som helst derefter, forudsat at den pågældende medlemsstat efterkommer de afgørelser, der er truffet i henhold til det forstærkede samarbejde. Kommissionen og medlemsstaterne bør tilstræbe, at flest mulige medlemsstater deltager i et forstærket samarbejde.

Artikel 44 er blevet ændret, så det nu klart fremgår, at retsakter, der er vedtaget inden for rammerne af et forstærket samarbejde, ikke indgår som en del af gældende EU-ret. De retsakter, der er vedtaget inden for rammerne af det forstærkede samarbejde, anvendes af de deltagende medlemsstater, og de øvrige medlemsstater må ikke lægge hindringer i vejen for deres gennemførelse.

De udgifter, et forstærket samarbejde medfører, afholdes af de deltagende medlemsstater (bortset fra administrationsomkostningerne), medmindre Rådet beslutter andet med enstemmighed blandt alle sine medlemmer efter høring af Europa-Parlamentet. Med Nice-traktaten er Europa-Parlamentet blevet inddraget i denne procedure.

Artikel 45 er blevet ændret, så der nu står, at Rådet og Kommissionen sikrer sammenhæng mellem de foranstaltninger, der gennemføres inden for rammerne af et forstærket samarbejde, og EU's øvrige politikker og aktioner.

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER

Definitionen i de generelle bestemmelser i artikel 43, 44 og 45 i EU-traktaten gælder for forstærket samarbejde på et område, som er omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten). Det er grunden til, at der i EF-traktatens artikel 11 og 11A kun er redegjort for proceduren for iværksættelse af det forstærkede samarbejde og proceduren for en medlemsstats senere deltagelse i et sådant samarbejde, eftersom disse procedurer er specielle for denne søjle.

Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et forstærket samarbejde inden for rammerne af EF-traktaten, retter anmodning til Kommissionen, der kan forelægge et forslag herom for Rådet. På grundlag af Kommissionens forslag giver Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, bemyndigelse til at indlede samarbejdet efter høring af Europa-Parlamentet. Et medlem af Rådet kan dog anmode om, at sagen forelægges Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne). Efter en sidste behandling i dette forum går sagen tilbage til Ministerrådet, som træffer den endelige afgørelse med det flertal, der er fastsat i traktaterne. Den vetoret, medlemsstaterne havde i henhold til bestemmelserne i Amsterdam-traktaten, er således afskaffet.

Hvis det forstærkede samarbejde vedrører et område, som er omfattet af proceduren for fælles beslutningstagning (artikel 251 i EF-traktaten), kræves der i henhold til Nice-traktaten en samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet, så Europa-Parlamentets rettigheder respekteres.

Artikel 11A fastlægger, hvilken procedure der gælder, hvis en medlemsstat ønsker at deltage på et senere tidspunkt i et forstærket samarbejde. Den medlemsstat, der ønsker at deltage i samarbejdet, fremsætter anmodning herom til Kommissionen, som derefter træffer afgørelsen. Kommissionen spiller således en vigtigere rolle i forbindelse med EF-traktaten end inden for de øvrige søjler.

DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK

Med Nice-traktaten er der skabt mulighed for at indføre forstærket samarbejde inden for "anden søjle", som er den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (afsnit V i EU-traktaten). Det er en af de vigtigste nyskabelser i Nice-traktaten på dette felt. Der er i EU-traktaten indføjet nye artikler (artikel 27A-27E), som fastsætter de specifikke regler for et forstærket samarbejde omkring den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP).

Et forstærket samarbejde omkring FUSP har til formål at beskytte Unionens værdier og tjene dens interesser som helhed og skal overholde principperne, målene, de overordnede retningslinjer og sammenhængen i FUSP, De Europæiske Fællesskabers beføjelser og sammenhængen mellem alle Unionens politikker og dens optræden udadtil. Et sådant samarbejde kan kun vedrøre iværksættelse af fælles aktioner eller fælles holdninger. Det kan ikke vedrøre spørgsmål, der har konsekvenser på det militære område eller på forsvarsområdet.

Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et forstærket indbyrdes samarbejde, retter anmodning herom til Rådet. Efter at have indhentet udtalelse fra Kommissionen og underrettet Europa-Parlamentet giver Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, bemyndigelse til at indlede samarbejdet. I henhold til artikel 23 i EU-traktaten har en medlemsstat dog mulighed for at forelægge sagen for Det Europæiske Råd, som skal træffe en enstemmig afgørelse. Medlemsstaterne har således bevaret vetoretten på dette felt.

Europa-Parlamentet og de øvrige medlemmer af Rådet orienteres fuldt ud om gennemførelsen af det forstærkede samarbejde. Denne opgave er overdraget til den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

POLITISAMARBEJDE OG RETLIGT SAMARBEJDE I KRIMINALSAGER

Inden for EU's "tredje søjle" - politisamarbejde og retligt samarbejde - er bestemmelserne i artikel 40 i EU-traktaten om et forstærket samarbejde ændret. Der står nu udtrykkeligt, at et sådant samarbejde skal have til formål at gøre det muligt for Unionen hurtigere at udvikle sig til et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

For det andet har Domstolen med Nice-traktaten fået udvidet sine beføjelser på dette felt.

Proceduren er nærmere beskrevet i den nye artikel 40A. De medlemsstater, der har til hensigt at indføre et forstærket samarbejde i henhold til artikel 40, retter anmodning til Kommissionen, der forelægger et forslag herom for Rådet. På grundlag af Kommissionens forslag eller på initiativ af mindst otte medlemsstater giver Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet, bemyndigelse til at indlede samarbejdet. Den nye artikel 40B omhandler proceduren for en medlemsstats senere deltagelse i et sådant samarbejde. Det er Rådet, der med kvalificeret flertal blandt de medlemsstater, der i forvejen deltager i det forstærkede samarbejde, træffer afgørelse herom.

OVERSIGTSTABEL

Artikler

Emne

EF-traktaten

11

Procedure for indførelse af forstærket samarbejde

11A

En medlemsstats senere deltagelse i samarbejdet

EU-traktaten

27A - 27E

Forstærket samarbejde inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

40

Forstærket samarbejde på området for retlige og indre anliggender (RIA)

40A

Procedure for indledning af forstærket samarbejde (RIA)

40B

En medlemsstats senere deltagelse i samarbejdet (RIA)

43

Generelle principper for forstærket samarbejde

43A

Princippet om forstærket samarbejde som sidste udvej

43B

Princippet om, at samarbejdet skal være åbent for alle medlemsstater

44

Beslutningstagning i forbindelse med forstærket samarbejde

44A

Udgifter i forbindelse med forstærket samarbejde

45

Sammenhæng med EU's øvrige politikker

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top