RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


De nationale parlamenter

INDLEDNING

I takt med udbygningen af det europæiske samarbejde er de europæiske institutioners kompetence blevet udvidet til også at omfatte områder, der traditionelt havde været nationale kompetenceområder, såsom retlige og indre anliggender. Derfor er det blevet vigtigt, at de nationale parlamenter får den bedst mulige information, og at dette sker så hurtigt som overhovedet muligt, således at de (og gennem dem Den Europæiske Unions borgere) kan blive bedre inddraget i de europæiske beslutningsprocesser.

Under henvisning til de forskellige nationale situationer har medlemsstaterne følt, at der var behov for at definere fælles principper for information af de nationale parlamenter og disses bidrag til beslutningsprocessen. En protokol om de nationale parlamenters rolle er derfor blevet knyttet som bilag til grundtraktaterne.

Lissabon-traktaten udgør et vigtigt skridt i integrationen af de nationale parlamenter i EU’s arbejde, idet de for første gang tildeles en hel artikel. Artikel 12 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samler dermed bestemmelser vedrørende de nationale parlamenter fra forskellige steder i traktaterne. Deres deltagelse antager som hovedregel to former, nemlig ret til information og indsigelsesret.

RET TIL INFORMATION

Der er opstillet en præcis liste over dokumenter, der obligatorisk skal forelægges medlemmerne af de nationale parlamenter:

  • hvidbøger
  • grønbøger
  • meddelelser
  • det årlige lovgivningsprogram
  • udkast til lovforslag.

De nationale parlamenter har derudover ret til konkret information vedreørende det europæiske område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. De er dermed knyttet til gennemførelsen af politikken på området. De nationale parlamenter deltager ligeledes i vurderingen af aktiviteterne i Eurojust samt i kontrollen med Europols aktiviteter.

De nationale parlamenter informeres ligeledes om forespørgsler om optagelse i EU.

INDSIGELSESRET

Protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet tildeler de nationale parlamenter en indsigelsesret i lovgivningsprocedurerne. Følgelig kan en tredjedel af de nationale parlamenter kræve genbehandling af et lovudkast, hvis de mener, at nærhedsprincippet ikke er overholdt. Kommissionen kan tilbagekalde, ændre eller fastholde lovforslaget med en begrundelse for valget. Hvis Kommissionen beslutter at fastholde et lovforslag, og et simpelt flertal af de nationale parlamenter er imod, afgør Rådet og Europa-Parlamentet i sidste instans, om proceduren skal fortsætte. Et nationalt parlament kan ligeledes a posteriori henvende sit til EU-domstolen for at bestride en lov, som menes at være i strid med nærhedsprincippet.

De nationale parlamenter har endvidere indsigelsesret ved beslutninger vedrørende visse aspekter af familieretten, som har grænseoverskridende virkning (artikel 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). En sådan beslutning kan kun vedtages ved den almindelige lovgivningsprocedure, hvis ingen af de nationale parlamenter nedlægger veto.

Derudover knytter Lissabon-traktaten fuldt ud de nationale parlamenter til procedurerne til revision af traktaterne:

  • ved den almindelige procedure, hvor repræsentanter for de nationale parlamenter deltager i konventet til undersøgelse af revisionsforslag.
  • ved den forenklede revisionsprocedure, hvor traktatrevisionen ikke kræver, at der sammenkaldes til konvent. De nye bestemmelsers ikrafttrædelse vil imidlertid afhænge af godkendelse fra hver enkelt medlemsstat ifølge disses forfatningsmæssige regler og indebærer de facto de nationale parlamenters deltagelse.
  • ved ”passerelleklausuler", hvor anvendelse af en almindelig lovgivningsprocedure i stedet for en særprocedure eller afstemning ved kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed ikke kan ske uden godkendelse fra de nationale parlamenter.

KONFERENCEN FOR PARLAMENTARISKE ORGANER MED ANSVAR FOR EU-ANLLIGGENDER

Siden 1989 har deputerede fra de nationale parlamenter såvel som fra Europa-Parlamentet holdt møder hvert halve år i regi af en Konference for Organer med Ansvar for EF-anliggender (COSAC). Formålet med disse møder har fortrinsvis været informationsudveksling.

Med Lissabon-traktaten ændrer COSAC navn og kaldes fremover Konferencen for parlamentariske organer med ansvar for EU-anliggender. Konferencens rolle bekræftes i protokollen om de nationale parlamenters rolle i EU. Konferencen for parlamentariske organer kan forelægge alle bidrag, som den finder relevante, for EU’s institutioner, særligt på grundlag af lovgivningsforslag, som repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst kan beslutte at indsende som følge af spørgsmålets art.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 25.01.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top