RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Den økonomiske og monetære politik

INDLEDNING

Lissabontraktaten styrker Kommissionens rolle i Den Europæiske Unions (EU’s) økonomiske politik, Kommissionen får blandt andet forstærket sin magt til at overvåge, at medlemsstaterne overholder de europæiske krav.

Desuden forbedrer Lissabontraktaten den økonomiske styring i EU, idet den blandt andet styrker EU’s monetære politik.

Det erindres, at EU’s økonomiske politik forudsætter en konvergens af medlemsstaternes økonomiske politikker mod en fælles målsætning. Den indebærer ligeledes, at der defineres en fælles monetær politik for alle medlemsstaterne, hvis hovedformål er at opretholde prisstabilitet.

Ydermere fører de medlemsstater, som indgår i euroområdet, dvs. som har indført euroen som fælles mønt, parallelt en dyberegående monetær politik, som er specifik for euroen.

DEN ØKONOMISKE POLITIK

EU's økonomiske politik hviler på to forpligtelser for medlemsstaterne:

  • de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik (BEPG): BEPG udmønter sig i henstillinger, som vedtages af Rådet. Formålet med disse er at harmonisere medlemsstaternes økonomiske politik omkring fælles målsætninger
  • vækst- og stabilitetspagten: Formålet med denne pagt er at styre medlemsstaternes offentlige gæld. De holdes derved fast på at skulle overholde de maksimale tærskelværdier for den offentlige gæld og de offentlige underskud.

Overholdelsen af BEPG og tærskelværdierne for de offentlige underskud er underkastet Kommissionens og Rådets overvågning. Lissabontraktaten styrker yderligere Kommissionens rolle i udøvelsen af denne overvågning. Denne er nu i stand til at udstede advarsler direkte til medlemsstaterne, når den skønner, at disse ikke har overholdt deres forpligtelser. Tidligere kunne den kun fremsætte en anmodning til Rådet i så henseende.

Når en sådan advarsel udstedes af Kommissionen, kan Rådet vedtage en henstilling mod den pågældende medlemsstat. Lissabontraktaten indfører her to bestemmelser:

  • Den pågældende medlemsstat kan nu ikke længere deltage i afstemningen om en henstilling, som kan rettes mod den selv
  • Hvis den pågældende medlemsstat er med i euroområdet, er det kun medlemsstaterne i euroområdet, der vil kunne deltage i afstemningen om en eventuel henstilling.

DEN MONETÆRE POLITIK

Lissabontraktaten medfører ikke store ændringer til den monetære politik, der er fælles for alle medlemsstaterne.

Hovednyskabelsen er stadfæstelsen af Den Europæiske Centralbank (ECB) som EU-institution.

Desuden styrkes Europa-Parlamentet, hvad angår ændringer af statutterne for ECB. Sådanne ændringer følger nu den almindelige lovgivningsprocedure.

DEN SÆRLIGE MONETÆRE POLITIK FOR MEDLEMSSTATER, SOM HAR EUROEN SOM MØNTFOD

Hvad angår den monetære politik i euroområdet, medfører Lissabontraktaten en del større ændringer.

For det første bekræfter Lissabontraktaten EU’s enekompetence i spørgsmål om den monetære politik i de medlemsstater, som har indført euroen (artikel 3 i traktaten om EU’s funktionsmåde).

Lissabontraktaten stadfæster ligeledes for første gang eksistensen af Eurogruppen. Eurogruppen er uformelle møder af euroområdets finansministre. Formålet med Eurogruppen er at styrke væksten i euroområder i kraft af et tættere samarbejde mellem medlemsstaterne.

Dernæst får medlemsstaterne i euroområdet et beslutningsmæssigt selvstyre vedrørende bestemte foranstaltninger, som angår dem direkte. Artikel 136 i traktaten om EU’s funktionsmåde anfører således, at kun staterne i euroområdet kan deltage i afstemninger om foranstaltninger, der for eksempel har som mål:

  • samordning og overvågning af budgetdisciplinen i de medlemsstater, der har euroen som møntfod
  • udarbejdelse af retningslinjer for de økonomiske politikker, som er specifikke for euroen, og som er i overensstemmelse med BEPG.

Endelig giver Lissabontraktaten de stater, der har indført euroen, mulighed for at oprette en fælles repræsentation af euroområdet i de internationale finansinstitutioner. Medlemsstaterne i euroområdet er ydermere de eneste, som kan afgive stemme i internationale fora om EU’s holdning til spørgsmål, som har forbindelse til den økonomiske og monetære union.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 18.06.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top