RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Det europæiske område for frihed, sikkerhed og retfærdighed

INDLEDNING

Lissabontraktaten efterstræber at skabe et fælles europæisk område, i hvilket mennesker kan færdes frit og drager fordel af en effektiv retlig beskyttelse. Etableringen af et sådant område påvirker nogle områder, i hvilke de europæiske borgeres forventninger er store, for eksempel indvandring, bekæmpelse af organiseret kriminalitet eller terrorisme. Disse problemområder har en stærk, grænseoverskridende dimension og nødvendiggør derfor et effektivt samarbejde på det europæiske plan.

Lissabontraktaten inddeler således emnerne, der er relevante for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed, i fire områder:

  • politikker vedrørende grænsekontrol, asyl og indvandring
  • civilretligt samarbejde
  • strafferetligt samarbejde
  • politisamarbejde.

Det erindres, at de områder, som vedrører det strafferetlige samarbejde og politisamarbejdet, tidligere udgjorde Den Europæiske Unions (EU’s) tredje søjle, som blev styret af et mellem­statligt samarbejde. Inden for den tredje søjle havde de europæiske institutioner ikke kom­pe­tence og kunne altså ikke vedtage forordninger eller direktiver. Lissabontraktaten bringer denne sondring til ophør og tillader nu, at EU griber ind i samtlige emner, der er relevante for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed.

GRÆNSEKONTROL, ASYL OG INDVANDRING

Lissabontraktaten giver nye beføjelser til de europæiske institutioner, som nu kan vedtage foranstaltninger, der sigter på at:

  • etablere en fælles forvaltning af EU's ydre grænser, navnlig i kraft af styrkelsen af det europæiske agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved de ydre grænser, kaldet Frontex (EN)
  • oprette et fælles europæisk asylsystem; et sådant system skal bygge på ensartede europæiske vedtægter og på fælles procedurer for tildeling og tilbagekaldelse af asyl
  • etablere regler, vilkår og retsregler for lovlig indvandring.

CIVILRETLIGT SAMARBEJDE

Lissabontraktaten bemyndiger de europæiske institutioner til at vedtage nye foranstaltninger vedrørende:

  • iværksættelse af princippet for gensidig anerkendelse: et retssystem skal anerkende af­gørel­ser afsagt af et retssystem i de andre medlemsstater som gyldige og anvendelige
  • effektiv adgang til retsvæsenet
  • udvikling af alternative metoder til at afgøre tvister
  • uddannelse af dommere og personale ved retsvæsenet.

STRAFFERETLIGT SAMARBEJDE

Med afskaffelsen af EU’s tredje søjle bliver alt strafferetligt samarbejde til et område, i hvilket de europæiske institutioner kan lovgive.

Konkret kan de europæiske institutioner nu fastsætte minimumsregler for definition af og sanktioner over for de mest alvorlige straffelovsovertrædelser. Desuden kan EU også gribe ind i definitionen af fælles regler for retspleje i straffesager, for eksempel hvad angår bevis­gyldighed eller personers retsstilling.

I øvrigt er det hensigten med Lissabontraktaten at styrke Eurojusts (EN) rolle i EU. Det erindres, at Eurojust har som opgave at bidrage til koordineringen af efterforskning og retsfor­følgelse mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder. På nuværende tidspunkt har Euro­just kun beføjelse til at fremsætte forslag: det kan anmode de nationale myndigheder om at iværk­sætte efterforskninger eller retsforfølgelser. Nu giver Lissabontraktaten mulighed for at de europæiske institutioner udvider Eurojusts opgaver og beføjelser via den almindelige lov­giv­nings­­procedure.

Ydermere overvejes det i Lissabontraktaten eventuelt at oprette en reel europæisk anklage­myn­dighed med udgangspunkt i Eurojust. En sådan anklagemyndighed vil få store beføjelser, thi den kan efterforske, rejse tiltale og indbringe gerningsmænd for retten. Desuden vil den euro­pæiske anklagemyndighed være i stand til selv at optræde som offentlig anklager ved de kompe­tente domstole i medlemsstaterne.

Lissabontraktaten opretter dog ikke en europæisk anklagemyndighed endnu. Den bemyn­di­ger blot Rådet til i enstemmighed at vedtage en forordning i så henseende. Hvis det ikke lykkes Rådet at opnå enstemmighed, så kan mindst ni medlemsstater oprette en europæisk anklage­myndighed indbyrdes inden for rammen af et forstærket samarbejde.

POLITISAMARBEJDE

Ligesom det strafferetlige samarbejde får politisamarbejdet fordel af afskaffelsen af EU’s tredje søjle. De europæiske institutioner kan nu vedtage forordninger og direktiver på dette område.

Den almindelige lovgivningsprocedure udstrækkes således til alle ikke-operationelle aspekter af politisamarbejdet. Det operationelle samarbejde skal på den anden side tages op af en særlig lovgivningsprocedure, som kræver enstemmighed i Rådet. Imidlertid giver Lissabon­traktaten også her mulighed for at etablere forstærkede samarbejder, hvis der ikke kan opnås enstemmighed i Rådet.

I øvrigt foreskriver Lissabontraktaten en løbende styrkelse af den europæiske politienhed (Europol) (EN). På samme måde som for Eurojust bemyndiger Lissabontraktaten nemlig Rådet og Parlamentet til at udvikle opgaver og beføjelser for Europol inden for rammen af den almindelige lovgivningsprocedure. På nuværende tidspunkt begrænser Europols rolle sig til at lette samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder. Lissabontraktaten præciserer, at nye opgaver også vil kunne omfatte koordinering, organisering og gennemførelse af operationelle aktioner.

FRITAGELSER

Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark har en undtagelsesordning, som omfatter alle foranstaltninger, som vedtages inden for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Disse tre lande har nemlig fået mulighed for ikke at deltage i lovgivningsprocedurerne på dette område. De vedtagne foranstaltninger får altså ikke bindende virkning for dem.

Desuden kan Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark anvende to typer undtagelses­bestemmelser:

  • en ”opt-in”-bestemmelse, som tillader hver af dem at deltage, fra sag til sag, i proce­duren for vedtagelse af en foranstaltning eller at gennemføre en foranstaltning, som tid­li­ge­re er vedtaget. De bliver da bundet af denne foranstaltning på samme måde som de andre medlemsstater
  • en ”opt-out”-bestemmelse, som tillader, at de ikke gennemfører en foranstaltning.
Seneste ajourføring: 09.04.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top