RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Kompetencefordelingen i EU

INDLEDNING

Lissabontraktaten afklarer kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Union (EU) og medlemsstaterne. Således indføres for første gang i de stiftende traktater en præcis inddeling, idet der skelnes mellem tre overordnede kompetencetyper: enekompetencer, delte kompetencer og understøttende kompetencer

Denne afklaring medfører ingen nævneværdig overførsel af kompetence. Reformen er imidlertid vigtig og nødvendig, for at EU skal fungere godt. I den forgangne tid har der været adskillige kompetencekonflikter mellem EU og medlems­staterne. Fra nu af er grænserne mellem parternes kompetencer trukket klart op. Denne klarhed letter desuden gennemførelsen af de grundlæggende principper for kontrol med og udøvelse af disse kompetencer.

AFSKAFFELSE AF EU’S SØJLER

En af de mest bemærkelsesværdige ændringer, der følger af Lissabontraktaten, er af­skaf­felsen af strukturen med EU’s tre søjler. Som det erindres, så var disse søjler:

  • Det Europæiske Fællesskab
  • den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)
  • politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager.

I denne struktur overlejredes flere kompetencetyper. Retsakterne inden for den første søjles rammer var i overensstemmelse med EU’s lovgivningsprocedurer. Derimod beroede de to andre søjler på et mellemstatligt samarbejde mellem medlemsstaterne.

Lissabontraktaten gør ende på denne komplekse arkitektur. Det Europæiske Fællesskab forsvinder. Det erstattes af Den Europæiske Union, som er udstyret med lovgivningsprocedurer, der tillader, at den fuldt udøver de beføjelser, som er givet den. I øvrigt overtager EU også den status som juridisk person, som førhen tilhørte det gamle Fælles­skab. Unionen kan altså herefter indgå traktater inden for dens kompetenceområde.

DE TRE OVERORDNEDE KOMPETENCETYPER

Traktaten om EU’s funktionsmåde (TEUF) skelner mellem tre typer kompetence og opretter for hver af disse en ikke-udtømmende fortegnelse over de pågældende områder.

  • enekompetencer (artikel 3 i TEUF): EU er den eneste som kan lovgive om og vedtage bindende retsakter inden for disse om­råder. Medlemsstaternes rolle er altså begrænset til alene at gennemføre disse retsakter, undtagen hvis Unionen godkender, at de selv ved­tager bestemte retsakter
  • delte kompetencer (artikel 4 i TEUF): EU og medlemsstaterne har beføjelse til at vedtage bindende retsakter på disse områder. Medlemsstaterne kan dog kun udøve deres kompetence i den udstrækning, EU ikke har udøvet eller beslutter ikke at udøve sin kompetence
  • understøttende kompetencer (artikel 6 i TEUF): EU kan kun gribe ind for at støtte, koordinere eller komplettere medlemsstaternes handlinger. Unionen har altså ikke lov­givende magt på disse områder og kan ikke blande sig i ud­øvelsen af disse kompetencer, som er forbeholdt medlemsstaterne.

SÆRLIGE KOMPETENCER

EU råder over særlige kompetencer på visse områder:

  • samordning af økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker (artikel 5 i TEUF): EU råder over kompetence til at sikre denne samordning. Unionen skal således fastlægge de store hovedtræk og retningslinjer over for medlems­staterne
  • FUSP (artikel 24 i EU-traktaten): EU har kompetencen over alle områder i forbindelse med FUSP. EU definerer og iværksætter denne politik gennem blandt andre formanden for Det Europæiske Råd og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, hvis roller og status er anerkendt af Lissabontraktaten. EU kan dog under ingen omstændigheder vedtage retsakter på dette område. EU-Domstolen har ej heller kompetence til at træffe afgørelser på dette område
  • fleksibilitetsbestemmelsen” (artikel 352 i TEUF): Denne bestemmelse gør det muligt for EU at handle ud over de beføjelser, der er givet ved traktaterne, når målsætningen gør det nødvendigt. Denne bestemmelse er dog omgivet af en streng procedure og af visse restriktioner, hvad angår dens anvendelse.

UDØVELSEN AF KOMPETENCERNE

Udøvelsen af Unionens kompetencer er underlagt tre grundlæggende principper, som fremgår af artikel 5 i EU-traktaten. Afgrænsningen af EU’s beføjelser letter i høj grad en korrekt an­vendelse af disse principper:

  • princippet om kompetencetildeling: Unionen har kun de kompetencer, som er den givet gennem traktaterne
  • proportionalitetsprincippet: udøvelsen af EU’s kompetencer kan ikke gå ud over det, som er nødvendigt, for at gennemføre traktaternes målsætninger
  • nærhedsprincippet (subsidiaritetsprincippet): EU kan kun gribe ind i et område med delte kompetencer, hvis Unionen er i stand til at handle mere effektivt end medlemsstaterne.

OVERFLYTNING AF KOMPETENCER

Den nuværende kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne er ikke fastlåst. Ind­skrænkning eller udvidelse af EU’s kompetencer er imidlertid et ømtåleligt emne, som kræver enig­hed mellem alle medlemsstaterne, og som kræver en traktatændring.

Seneste ajourføring: 23.03.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top