RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Revision af traktaterne

INDLEDNING

Revision af de stiftende traktater er vigtig for Den Europæiske Union (EU). Herved kan lovgivningen og de europæiske politikker tilpasses de nye udfordringer, som EU står overfor. Forud for ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten var der kun én procedure til at revidere traktaterne. Denne procedure krævede en obligatorisk indkaldelse af en regeringskonference.

Lissabontraktaten smidiggør revisionsproceduren, samtidigt med at den forbedrer det demokratiske præg. Den almindelige revisionsprocedure ændres en smule, idet Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters deltagelse styrkes. Frem for alt opretter Lissabontraktaten to typer forenklede procedurer for at gøre revisionen af visse traktatbestemmelser nemmere.

Smidiggørelsen af traktatrevisioner skal dog ses i lyset af at reglen om enstemmighed bevares. Uanset den benyttede procedure skal medlemsstaterne altså vedtage revisionen af de pågældende bestemmelser enstemmigt.

Revisionsprocedurerne fremgår af artikel 48 i EU-traktaten.

DEN ALMINDELIGE REVISIONSPROCEDURE

Den almindelige revisionsprocedure angår de mest betydningsfulde ændringer til traktaterne, for eksempel udvidelse eller indskrænkning af EU’s kompetencer. Den indebærer indkaldelse af en regeringskonference, som træffer beslutning om revisionsforslagene efter fælles overenskomst. Traktatændringerne træder først i kraft, når de er ratificeret af samtlige medlemsstater.

Lissabontraktaten stadfæster den gældende praksis, som tilstræber at afholde et europæisk konvent forud for regeringskonferencen. Dette konvent har til opgave at granske ændringsforslagene og derefter afgive en indstilling til regeringskonferencen. Konventet er sammensat af repræsentanter for stats- eller regeringscheferne, for Kommissionen samt for de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Lissabontraktaten søger således at demokratisere traktatrevisionsprocessen. Blandt øvrige større nyskabelser opnår Parlamentet nu initiativret. Det kan nu også fremlægge ændringsforslag på lige fod med medlemsstaternes regeringer og Kommissionen.

Det Europæiske Råd kan ligeledes, med Europa-Parlamentets samtykke, vedtage, at der ikke skal sammenkaldes et konvent, hvis ændringerne er af mindre omfang. I så fald fastsætter det direkte mandatet til regeringskonferencen.

FORENKLET REVISIONSPROCEDURE

Lissabontraktaten opretter en forenklet procedure for ændring af EU’s interne politikker og foranstaltninger. Formålet er at lette den europæiske opbygning på disse områder. En sådan procedure gør i praksis, at man undgår at indkalde et europæisk konvent og en regeringskonference. EU’s kompetencer kan dog ikke udvides ved en forenklet revisionsprocedure.

Ligesom ved den almindelige revisionsprocedure kan enhver medlemsstats regering, Kommissionen eller Europa-Parlamentet fremsætte et revisionsforslag over for Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råd vedtager dernæst en afgørelse, som anfører de ændringer, det vil medføre for traktaterne. Det Europæiske Råd vedtager denne afgørelse enstemmigt efter at have hørt Kommissionen, Europa-Parlamentet samt Den Europæiske Centralbank, hvis revisionen vedrører det monetære område. De nye traktatbestemmelser træder først i kraft, når de er ratificeret af samtlige medlemsstater i overensstemmelse med disses respektive forfatningsmæssige bestemmelser.

DEN ALMINDELIGE ”PASSERELLEKLAUSUL”

Passerelleklausulen, som er indført med Lissabontraktaten, er yderligere en forenklet revisionsprocedure. Denne klausul tillader, at en retsakt vedtages på en anden måde end den, der er fastsat i de stiftende traktater, uden at det derved medfører en formel ændring af traktaterne. Den almindelige passerelleklausul angår to situationer:

  • Når traktaterne foreskriver, at en retsakt skal vedtages enstemmigt af Rådet, kan Det Europæiske Råd vedtage en afgørelse, som bemyndiger Rådet til at vedtage den med et kvalificeret flertal
  • Når traktaterne foreskriver, at retsakterne skal vedtages efter en særlig lovgivningsprocedure, kan Det Europæiske Råd vedtage en afgørelse, som godkender, at nævnte retsakter vedtages i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure.

I begge tilfælde træffer Det Europæiske Råd afgørelsen enstemmigt og skal indhente Europa-Parlamentets tilsagn. Hvert af de nationale parlamenter har desuden vetoret og kan forhindre, at den almindelige passerelleklausul bringes i anvendelse.

Som defineret i artikel 48 i EU-traktaten gælder passerelleklausulen for alle europæiske politikker med undtagelse af forsvar og afgørelser, der har indvirkning på militærområdet. EU-traktaten og traktaten om EU’s funktionsmåde foreskriver dog, at passerelleklausuler gælder for særlige områder (se dokumentet ”lovgivningsprocedurer"). Disse klausulers merværdi i forhold til den almindelige klausul beror på visse proceduremæssige særegenheder. For eksempel har de nationale parlamenter ikke generelt en vetoret.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 29.01.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top