RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 23 sprog
Nye sprog:  BG - CS - ET - GA - LV - LT - HU - MT - PL - RO - SK - SL

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Europa-Parlamentet

INDLEDNING

Mandatfordelingen mellem medlemsstaterne og Parlamentets beføjelser i lovgivnings­processen har ofte været genstand for debat i forbindelse med tidligere traktatændringer.

Ved de foregående udvidelser af Den Europæiske Union (EU) er antallet af parlaments­medlemmer konstant blevet forøget, og det har givet anledning til lange forhandlinger mellem medlemsstaterne. Parlamentsmedlemmerne har også oplevet, at deres beføjelser er blevet udvidet betydeligt, navnlig i kraft af den bredere anvendelse af medbestemmelsesretten.

Lissabontraktaten indfører en ny procedure for tildeling af parlamentsmandater og forøger Parlamentets lovgivnings- og budgetmæssige beføjelser betragteligt ved at ændre EU's beslutningsprocedurer.

SAMMENSÆTNING

Fordelingen af parlamentsmandater mellem medlemsstaterne er et kompliceret emne. Fordelingen skal først og fremmest sørge for en tilfredsstillende proportionalitet mellem det antal mandater, som tildeles medlemsstaterne, og disses befolkningsstørrelse. Desuden kan det samlede antal parlamentsmedlemmer ikke overstige en vis grænse for ikke at stå i vejen for Parlamentets arbejdseffektivitet.

Antallet af parlamentspladser har således været genstand for lange drøftelser, og en detaljeret mandatfordeling pr. stat har traditionelt været indskrevet i de varierende traktatændringer. Med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten optræder denne mandatfordeling ikke længere i traktaterne. Den skal fra nu af underlægges et parlamentsforslag, hvorefter den skal vedtages enstemmigt af Europarådet.

Lissabontraktaten overdrager således opgaven med at foreslå en mandatfordeling til Europa-Parlamentet selv; men den fastlægger dog grundreglerne, inden for hvilke denne fordeling skal ske:

  • det maksimale antal mandater er 751 inklusive parlamentsformanden
  • det mindste antal pladser pr. medlemsstat fastsættes til seks mandater, for at alle de større, aktuelle politiske områder får mulighed for at blive repræsenteret, selv for de befolkningsmæssigt mindste medlemsstater
  • den øvre grænse for en medlemsstats mandattal fastsættes til 96
  • mandatfordelingen skal baseres på princippet om "degressiv proportionalitet". Med andre ord, jo større befolkningstal en stat har, jo flere mandater har den, og jo større skal antal indbyggere pr. mandat være.

OVERGANGSBESTEMMELSER

Det Europa-Parlament, som blev valgt i juni 2009, består af 736 medlemmer som foreskrevet i Nicetraktaten. Europarådet har imidlertid forudset ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, idet det har planlagt overgangsordninger for Parlamentets sammensætning. Således anføres i Rådets afsluttende handlinger (FR ) fra 11. og 12. december 2008 at antallet af parlamentsmedlemmer skal øges til 754 ved afslutningen af valgperioden 2009-2014. Denne ændring skal ratificeres af alle medlemsstater. Frem til den endelige vedtagelse af denne forøgelse har de yderligere 18 parlamentsmedlemmer kun status som observatører.

ANSVARSOMRÅDER

Lissabontraktaten styrker EU’s demokratiske karakter, idet den udvider Europa-Parlamentets beføjelser. Den fælles beslutningsprocedure, i hvilken Parlamentet er på lige fod med Rådet, omdøbes til ”den almindelige lovgivningsprocedure”. Denne procedure udstrækkes til nye politiske områder, for eksempel landbrug, retsvæsen samt indvandring (se filen ”lovgivningsprocedurer”). Parlamentet bevarer ligeledes retten til at godkende retsakter, som vedtages inden for rammen af konsultationsprocedurerne og samstemmende udtalelser, herefter betegnet "særlige lovgivningsprocedurer".

På det internationale område skal Parlamentet godkende en lang række aftaler, for eksempel associationsaftaler eller aftaler inden for områderne for den almindelige eller særlige lovgivningsprocedure, når de kræver Parlamentets godkendelse. Det skal desuden informeres og konsulteres om alle andre typer internationale aftaler.

Parlamentet får ligeledes forstærket sin budgetmyndighed. Det indgår herefter på lige fod med Rådet, hvad angår proceduren for vedtagelse af EU’s årsbudget. Nærmere bestemt skelnes ikke længere mellem "ikke-obligatoriske udgifter", for hvilke Parlamentet havde det sidste ord, og "obligatoriske udgifter", for hvilke det kun kunne foreslå ændringer. Proceduren er også forenklet og underkastes for fremtiden kun en enkelt behandling i Parlamentet og i Rådet, hvorefter den i påkommende tilfælde overgår til et forligsudvalg (unionstraktatens artikel 314).

Parlamentet bevarer desuden en stærk politisk kontrol over Europa-Kommissionen. Det skal udse dennes formand og skal dernæst godkende udpegelsen af den samlede Kommission. I henhold til unionstraktatens artikel 234 kan det også vælte Kommissionen ved at vedtage et mistillidsvotum mod denne.

Sluttelig får Parlamentet større ansvar, hvad angår ændring af EU’s konstituerende traktater. Det har også en initiativret og kan altså foreslå Rådet traktatændringer. Det er medlem af konventet, som gransker projekter underlagt den almindelige procedure for traktatændringer. I forbindelse med den forenklede ændringsprocedure, hvor involvering af et konvent ikke kræves, er en konsultation af Parlamentet fortsat nødvendig for en ændring af traktaterne.

OVERSIGTSSKEMA

ArtiklerEmne

Traktaten om Den Europæiske Union

14

Parlamentets funktion og sammensætning

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

223 à 234

Parlamentets funktionsmåde og ansvarsområder
Seneste ajourføring: 07.01.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top