RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Den fælles handelspolitik

INDLEDNING

Som led i Det Europæiske Fællesskab har medlemsstaterne oprettet en toldunion, som omfatter en fælles importordning for indførsel fra tredjelande. Grundlaget for Fællesskabets fælles handelspolitik er således en fælles toldtarif over for omverdenen, som anvendes på en ensartet måde i alle medlemsstaterne.

På tidspunktet for undertegnelsen af Rom-traktaten var Fællesskabets økonomi og udenrigshandel hovedsagelig baseret på produktion og handel med industrivarer. Dette er ikke længere tilfældet, for sektoren for tjenesteydelser tegner sig i dag for hovedparten af beskæftigelsen i EU og for en betydelig del af den internationale samhandel. Denne udvikling forklares bl.a. ved den meget stærke konkurrence fra de nyindustrialiserede lande inden for de traditionelle sektorer og de økonomiske forandringer, som den nye informations- og kommunikationsteknologi har bragt med sig.

Efter Uruguay-rundens forhandlinger inden for rammerne af GATT illustrerer oprettelsen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) ganske klart denne udvikling. For at følge med udviklingen i samhandelsmønstret omfatter WTO således inden for samme struktur handelsforhandlinger om varer (GATT), om tjenesteydelser (GATS) og om intellektuel ejendomsret (TRIPS).

I betragtning af den nye dynamik, der kendetegner den internationale samhandel, må EU være i stand til hurtigt at udvikle sine handelspolitiske instrumenter, hvis den vil fastholde sin nøgleposition i de internationale handelsforbindelser. Anvendelsesområdet for artikel 113 (artikel 133 efter omnummereringen) er i den forbindelse fortsat ret uklar, og så længe EU ikke tager hensyn til globaliseringen af handelsforhandlingerne bringer den sig selv i en vanskelig situation i forholdet til sine handelspartnere.

Med Amsterdam-traktaten søges det at afhjælpe denne situation, idet den giver EU mulighed for i givet fald at udvide den fælles handelspolitik til at omfatte tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret.'

BAGGRUND

Det var formålet med Rom-traktaten at etablere et fællesmarked for Fællesskabets medlemsstater med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Der fastsattes til gennemførelse heraf en overgangsperiode på tolv år, dvs. indtil den 31. december 1969. For at sikre et sammenhængende hele var det nødvendigt, at liberaliseringen indadtil ikke var i modstrid med liberaliseringsbestræbelserne udadtil, og dette er grunden til, at den fælles handelspolitik siden afslutningen af overgangsperioden har henhørt under Fællesskabets enekompetence.

Indtil 1970 tilkom det medlemsstaterne at sikre samordningen af deres handelsforbindelser med tredjelande. Dette hindrede dog ikke, at Fællesskabet indgik bilaterale aftaler (f.eks. med Israel i 1964) og deltog som sådant i Kennedy-rundens forhandlinger mellem 1963 og 1967.

Væksten i den internationale samhandel indebar, at den fælles handelspolitik efterhånden blev et af de vigtigste områder for Fællesskabets politik. Samtidig har de flere på hinanden følgende udvidelser af Fællesskabet og konsolideringen af fællesmarkedet styrket Fællesskabets stilling som en vigtig og indflydelsesrig partner i handelsforhandlinger, det være sig bilateralt med tredjelande eller multilateralt inden for rammerne af GATT. EU har dermed gradvis opbygget et omfattende net af handelsforbindelser på verdensplan. EU indtager således i dag førstepladsen i den internationale handel foran De Forenede Stater og Japan.

Siden den 1. januar 1970 har Rådet truffet afgørelser med kvalificeret flertal i spørgsmål, der henhører under den fælles handelspolitik. Hvad angår anvendelsesområdet for artikel 113, har Domstolen anlagt en bred fortolkning. Domstolen fastslog således i 1978, at opregningen i artiklens stk. 1 ikke er udtømmende (der nævnes toldændringer, indgåelse af told- og handelsaftaler, gennemførelse af ensartethed i liberaliseringsforanstaltninger, eksportpolitik og handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger). Domstolen fandt endvidere, at handelspolitikkens betydning efterhånden ville mindskes, hvis den begrænsedes til at omfatte de traditionelle handelspolitiske instrumenter over for tredjelande. Domstolen relativiserede imidlertid sin fortolkning i 1994 ved at fastslå, at handelsforhandlinger vedrørende tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret ikke kan føres på grundlag af artikel 113, og de henhører således ikke under Fællesskabets enekompetence. Domstolen understregede imidlertid, at et nært samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne var nødvendigt, og den anbefalede med henblik herpå vedtagelse af en adfærdskodeks.

DEN NYE ARTIKEL 133 I TRAKTATEN OM OPRETTELSE AF DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

Efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden føjes der et nyt stykke til artikel 133 (tidl. artikel 113). Rådet kan ifølge denne bestemmelse efter høring af Europa-Parlamentet udvide anvendelsesområdet for artikel 133 til at omfatte internationale forhandlinger og aftaler om tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret, for så vidt de pågældende spørgsmål ikke allerede er omfattet af den fælles handelspolitik.

Besluttes det således at udvide anvendelsesområdet for den traditionelle procedure for handelsforhandlinger, gør indsættelsen af dette stykke det muligt for EU at undgå en debat, der indebærer en ændring af traktaten (hvilket kun er muligt efter afholdelse af en regeringskonference og ratifikation i hver medlemsstat).

Konkret betyder dette, at en beslutning, der indebærer en udvidelse af Fællesskabets kompetence i handelsspørgsmål, skal træffes med enstemmighed af Rådets medlemmer.

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top