RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Unionsborgerskab

INDLEDNING

Som defineret i Maastricht-traktaten anses enhver, der er statsborger i en medlemsstat, for at være unionsborger. Indførelsen af unionsborgerskab har til hensigt at styrke og fremme den europæiske identitet ved at inddrage borgerne mere i Fællesskabets integrationsproces. Takket være udviklingen af det indre marked nyder borgerne godt af en række generelle rettigheder inden for forskellige områder, såsom den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af folkesundheden, lige muligheder og ligebehandling, adgang til beskæftigelse og social sikring. Desuden medfører unionsborgerskabet en række bestemmelser og særrettigheder, som kan inddeles i fire kategorier:

  • ret til frit at færdes og tage ophold inden for medlemsstaternes område;
  • stemmeret og valgbarhed ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet i bopælsstaten;
  • diplomatisk og konsulær beskyttelse hos andre medlemsstaters repræsentationer i tredjelande, såfremt personens hjemland ikke er repræsenteret på stedet;
  • ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og til at henvende sig til den europæiske ombudsmand.

Selv om udøvelsen af disse rettigheder er underkastet visse begrænsninger, der er fastsat i traktaterne eller i den afledte ret, samt betinget af besiddelsen af europæisk statsborgerskab, så har alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl på Unionens medlemsstaters område ret til at henvende sig til ombudsmanden og indgive andragender til Europa-Parlamentet. På samme måde gælder de grundlæggende rettigheder for enhver, der har bopæl i Den Europæiske Union.

Amsterdam-traktaten kompletterer listen over de borgerrettigheder, som unionsborgerne nyder godt af, og præciserer forbindelsen mellem nationalt borgerskab og unionsborgerskab.

strong>FORHISTORIE

Unionsborgerskabet og de rettigheder, det indebærer, bør sættes i perspektiv, for at man kan forstå dynamikken i den proces, der blev igangsat af Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (undertegnet i Rom i 1957). Denne traktat indførte retten for personer til frit at færdes inden for Det Europæiske Fællesskabs område. Denne fri bevægelighed for personer indebar en snæver forbindelse til en økonomisk aktivitet, nemlig lønarbejde, selvstændig erhvervsvirksomhed eller tjenesteydelser. Således blev opholdsretten inden for Fællesskabets område først anerkendt for lønarbejdere og selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer i forbindelse med retten til udøvelse af en erhvervsaktivitet inden for samme område.

Ved Den Europæiske Fælles Akt (1986) blev viljen til at gennemføre et område uden grænser og afskaffe personkontrollen ved de indre grænser for alle uanset nationalitet indskrevet i Rom-traktaten. Desværre blev dette område ikke etableret inden tidsfristen, der var fastsat til den 31. december 1992. Fællesaktens dynamik formåede imidlertid at få Rådet til i 1990 at udstrække opholdsretten til også at gælde for personer, der ikke udøver nogen erhvervsaktivitet på betingelse af, at de råder over tilstrækkelige midler og social dækning. Denne ret, der er udvidet til bevægelighed og ophold for personer, blev stadfæstet ved indførelsen af unionsborgerskabet i Traktaten om Den Europæiske Union (1992). Men i 1997 fandt man med Amsterdam-traktaten den politiske løsning, der gjorde det muligt at gå et skridt videre inden for området fri bevægelighed for personer gennem en integration af Schengen-aftalen i Traktaten om Den Europæiske Union (visse medlemsstater har imidlertid ønsket at have særstatus og bevare kontrol ved deres grænser til andre medlemsstater).

Fra 1974 og topmødet i Paris har det i øvrigt været et spørgsmål om at definere de "særrettigheder", der skulle tildeles borgerne i det daværende Europæiske Fællesskab. I 1992 etablerede Traktaten om Den Europæiske Union et unionsborgerskab inden for rammerne af Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab Fællesskab (artikel 17, tidl. artikel 8). Efter undertegnelsen af denne traktat præciserede en erklæring fra Det Europæiske Råd i Birmingham i oktober 1992 rammerne for dette borgerskab: "... unionsborgerskabet tildeler vore borgere flere rettigheder og mere beskyttelse uden på nogen måde at erstatte deres nationale statsborgerskab". Desuden henleder en erklæring knyttet til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab opmærksomheden på, at "spørgsmålet om, hvorvidt en person er statsborger i en medlemsstat udelukkende afgøres under henvisning til den pågældende medlemsstats egen lovgivning".

Traktaten om Den Europæiske Union har ved at etablere et unionsborgerskab tildelt enhver borger i Unionen en grundlæggende og personlig ret til at færdes og tage ophold uden henvisning til nogen erhvervsaktivitet. Stemmeret og valgbarhed i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet og kommunale valg i den stat, hvor borgeren har bopæl, såvel som retten til diplomatisk og konsulær beskyttelse inden for et tredjelands område har reelt styrket følelsen af, at der findes et fælles statsborgerskab. Direktiver vedtaget i 1993 og 1994 har fastsat gennemførelsesbestemmelser for disse rettigheder. Desuden har denne samme traktat fastsat en mulighed for at udbygge disse rettigheder.

Ikke desto mindre støder europæiske borgere stadig på reelle, både praktiske og retlige, hindringer, når de ønsker at udøve deres ret til fri bevægelighed og ophold inden for Unionen.

strong>TILFØJELSER TIL AMSTERDAM-TRAKTATEN

Der er foretaget ændringer til artikel 17 og 21 (tidl. artikel 8 og 8D) om EU-borgerskabet i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Først afklarer Amsterdam-traktaten forbindelsen mellem unionsborgerskabet og nationalt statsborgerskab. Den angiver utvetydigt, at "unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette". To praktiske konklusioner følger af denne tilføjelse:

  • det er nødvendigt allerede at være statsborger i en medlemsstat for at have ret til unionsborgerskab;
  • unionsborgerskabet gør det muligt at nyde godt af yderligere og komplementære rettigheder ud over det nationale statsborgerskab.

Endvidere får EU's borgere med Amsterdam-traktaten en ny rettighed. Efter den nye traktats ikrafttræden vil enhver unionsborger få ret til at skrive til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, EF-Domstolen, Den Europæiske Revisionsret, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Ombudsmand på et af traktaternes tolv sprog og få et svar på samme sprog.

Det kan oplyses, at disse tolv sprog er: tysk, engelsk, dansk, spansk, finsk, fransk, græsk, irsk (eller gælisk), italiensk, nederlandsk, portugisisk og svensk.

Endelig er der ved Amsterdam-traktatens ikrafttræden indføjet et nyt afsnit i præamblen til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Det bekræfter medlemsstaternes engagement i relation til deres befolkningers uddannelse. Den enkelte medlemsstat forpligter sig til at levere "det højst mulige vidensniveau (...) gennem bred adgang til uddannelse og vedvarende ajourføring heraf".

Se endvidere

For yderligere oplysninger:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top