RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Grundlæggende rettigheder og ikke-forskelsbehandling

INDLEDNING

I mangel af en særlig bestemmelse om de grundlæggende rettigheder i grundtraktaterne er det Domstolen, man kan takke for gradvist at have udarbejdet et effektivt system til garanti af de grundlæggende rettigheder på unionsplan.

To væsentlige faktorer har tilskyndet Domstolen til at gøre dette:

  • artikel 220 (tidl. artikel 164) i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der fastsætter, at Domstolen skal værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af denne traktat;
  • den politiske dimension i det europæiske samarbejde, der hviler på en europæisk samfundsmodel, der omfatter garantien af de grundlæggende rettigheder, og som er anerkendt af alle medlemsstaterne.

Ved fremsættelsen af de grundlæggende rettigheder har det været Amsterdam-traktatens forfatteres ambition formelt at bekræfte respekten for menneskerettighederne. Den nye traktat fastsætter bl.a.:

  • en ændring af artikel 6 (tidl. artikel F) i Traktaten om Den Europæiske Union med henblik på at befæste princippet om respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;
  • indførelse af en procedure, der skal følges i tilfælde af én medlemsstats overtrædelse af de principper, som Unionen bygger på;
  • en mere effektiv bekæmpelse af forskelsbehandling, der fremover vil omfatte ikke blot forskelsbehandling på grundlag af nationalitet men også forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering;
  • indføjelse af nye bestemmelser vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab;
  • en øget beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandlingen af og den fri bevægelighed for personoplysninger;
  • indføjelse i slutakten af erklæringer vedrørende afskaffelse af dødsstraf, respekt for kirkens og konfessionsløse organisationers status såvel som de handicappedes behov.

BAGGRUND

Den plads, der tildeles de grundlæggende rettigheder i fællesskabstraktaterne, har udviklet sig meget siden den europæiske konstruktions tilblivelse. I begyndelsen stod de grundlæggende rettigheder ikke i centrum for det, der optog forfatterne af Paris- og Rom-traktaterne. Dette skyldes især, at grundtraktaterne er sektoropdelte og funktionalistiske. For Paris-traktaten, der etablerede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), sigtede på relativt få områder, nemlig på kul- og stålsektoren. Denne sektoropdelte tilgang blev bekræftet efter fiaskoen i 1954 omkring Det Europæiske Forsvarssamarbejde (EFS) og forsøget med en politisk union, der skulle ledsage dette. Den karakteriserede således Rom-traktaterne om Oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF). Selv om EØF-traktaten er den af de tre traktater, der har det bredeste sigte, vedrører de alle tre veldefinerede økonomiske områder.

Den sektoropdelte tilgang førte til, at grundtraktaterne kom til at adskille sig fra en grundlæggende retsakt af forfatningstypen, der indeholder en højtidelig erklæring om menneskerettigheder. De tre grundtraktater egnede sig helt klart ikke til at få indføjet en sådan præambel, og Europarådets europæiske menneskerettighedskonvention forventedes allerede at levere en forbedret model til en effektiv garanti af menneskerettighederne i Europa.

Denne opfattelse udviklede sig hurtigt, efterhånden som Domstolen indførte en kontrol med respekten for de grundlæggende rettigheder i sin retspraksis. Domstolen har været optaget af at sikre denne respekt fra fællesskabsinstitutionerne og medlemsstaterne, når de handlede inden for det fællesskabsretlige område. Domstolens retspraksis har således anerkendt sådanne rettigheder som ejendomsretten og retten til fri udøvelse af erhvervsaktivitet, der er væsentlige for, at det indre marked fungerer godt. Domstolen har truffet afgørelse om, at de grundlæggende rettigheder er omfattet af de generelle principper i fællesskabsretten, og at de støtter sig på to kilder:

  • medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner;
  • de internationale traktater, som medlemsstaterne har tiltrådt (herunder Europarådets menneskerettighedskonvention).

Herefter formulerede Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet i 1977 en fælles erklæring, hvori de bekræftede deres vilje til fortsat at respektere de grundlæggende rettigheder, således som de fulgte af de to kilder, der var identificeret af Domstolen. Et nyt skridt blev dernæst taget i 1986 i præamblen til Den Europæiske Fælles Akt, der nævner fremme af demokratiet på grundlag af de grundlæggende rettigheder.

I artikel 6 (tidl. artikel F), stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union fastslås det, at "Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten."

Parallelt hermed var ideen om Fællesskabets uforbeholdne tiltrædelse af menneskerettighedskonventionen allerede begyndt at vinde fodfæste. Rådet besluttede at anmode Domstolen om en afgørelse om foreneligheden med traktaterne af et forslag om tiltrædelse af menneskerettighedskonventionen. Domstolen meddelte sin afgørelse den 28. marts 1996 og konkluderede, at Fællesskabet, sådan som fællesskabsretten så ud på daværende tidspunkt, ikke havde beføjelse til at tiltræde denne konvention.

Efterhånden som det europæiske samarbejde er skredet frem med den europæiske konstruktion, er Den Europæiske Unions aktionsområder gradvist blevet udvidet, og de illustrerer medlemsstaternes vilje til at udføre fælles aktioner inden for områder, der hidtil har været strengt nationale (for eksempel den indre sikkerhed eller bekæmpelse af racisme og fremmedhad). Med baggrund i denne udvikling, der nødvendigvis overskrider den sektoropdelte sammenhæng, hvori de første skridt blev taget hen imod den europæiske kontruktion, og som berører de europæiske borgeres dagligdag, begynder man at få en klarere følelse af , at det er nødvendigt med klare retsakter for at proklamere respekten for de grundlæggende rettigheder som et grundlæggende princip for Den Europæiske Union. Amsterdam-traktaten imødekommer denne nødvendighed.

PRINCIPPER

Amsterdam-traktaten præciserer artikel 6 (tidl. artikel F) i Traktaten om Den Europæiske Union (der bliver til artikel 6 som følge af den ny nummerering, der er bestemt af Amsterdam-traktaten) ved at proklamere, at Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles.

Ligeledes ændres præamblen til Traktaten om Den Europæiske Union og herved bekræftes den betydning, medlemsstaterne tillægger de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder som defineret i den europæiske socialpagt fra 1961 og i Fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989.

Inden Amsterdam-traktatens ikrafttræden understregede artikel F, stk. 2 i Traktaten om Den Europæiske Union respekten for rettighederne, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Indvirkningen af denne artikel blev imidlertid begrænset af den tidligere artikel L (artikel 46 efter den ændrede nummerering), der fastslog, at Domstolens kompetence ikke udstrakte sig til denne artikel. Eftersom det jo er Domstolens opgave at værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaten, så indtog de grundlæggende rettigheder fortsat en begrænset plads.

Amsterdam-traktaten garanterer anvendelsen af artikel 6, stk. 2 ved at ændre artikel 46 i traktaten. Domstolen har således kompetence, hvis det skulle ske, at institutionerne ikke overholder menneskerettighederne.

EN MEDLEMSSTATS OVERTRÆDELSE AF DE PRINCIPPER, SOM UNIONEN BYGGER PÅ

Amsterdam-traktaten fastslår, at Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, som medlemsstaterne har til fælles. Parallelt hermed forudser den ny traktat hypotesen om en medlemsstats overtrædelse af disse principper og fastslår de skridt, som Unionen i så tilfælde skal tage over for den pågældende medlemsstat.

Fastslåelse af overtrædelse

Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringschefer fastslår på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen, at der er tale om en "grov og vedvarende" overtrædelse. Der skal foreligge en samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet, der træffer beslutning med et flertal på totredjedele af de afgivne stemmer, og med flertallet af medlemmerne af Parlamentet. Desuden opfordres den pågældende medlemsstat til at fremsætte sine bemærkninger.

Det forhindrer ikke enstemmighed, at en medlemsstat afholder sig fra at stemme, når Rådet fastslår en overtrædelse.

Suspension af den pågældende medlemsstats rettigheder

Efter at have konstateret en grov og vedvarende overtrædelse kan Rådet (men skal ikke nødvendigvis) suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat på den pågældende medlemsstat. Til gengæld er denne medlemsstat helt klart fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til traktaten. Denne suspension af rettigheder kan for eksempel være fortabelse af de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstat i Rådet.

I forbindelse med denne anden etape træffer Rådet afgørelse ved kvalificeret flertal uden at tage den pågældende medlemsstats stemme i betragtning.

Ændring eller tilbagekaldelse af suspension

Hvis der sker ændringer i den situation, som har ført til suspensionen af en medlemsstats rettigheder, beslutter Rådet at ændre eller tilbagekalde de gældende suspensionsforantaltninger.

Dette sker med kvalificeret flertal uden at tage den pågældende medlemsstats stemme i betragtning.

BEKÆMPELSE AF FORSKELSBEHANDLING

I artikel 12 (tidl. artikel 6) i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fastslås det, at al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, er forbudt. Parallelt hermed understreger artikel 141 (tidl. artikel 119) princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder, men kun hvad angår lige løn.

Amsterdam-traktaten bestræber sig på at styrke princippet om ikke-forskelsbehandling ved at tilføje to bestemmelser i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Den nye artikel 13

Denne artikel er et supplement til artikel 12, der allerede nævner forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Den ny artikel fastslår, at Rådet kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Når Rådet træffer beslutning med hjemmel i artikel 13, sker det med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet.

Erklæringen vedrørende handicappede

Den nye artikel 13 nævner bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af handicap. Den regeringskonference, der har udarbejdet Amsterdam-traktaten, har ønsket at styrke denne garanti ved hjælp af en erklæring, der er indføjet i Slutakten. Denne erklæring fastslår, at Fællesskabets institutioner i forbindelse med udarbejdelsen af foranstaltninger vedrørende en tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger skal tage hensyn til de handicappedes behov.

LIGESTILLING MELLEM MÆND OG KVINDER

Artikel 2 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fastslår, at Fællesskabet har til opgave at fremme en harmonisk og afbalanceret udvikling af den økonomiske virksomhed, en bæredygtig vækst, som respekterer miljøet, en høj grad af konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne. Artikel 3 opregner de forskellige foranstaltninger, som Fællesskabet har til rådighed for at nå de mål, der er fastsat i artikel 2.

Amsterdam-traktaten bestræber sig på at supplere disse to bestemmelser ved at indføje ligestilling mellem mænd og kvinder, som for nærværende kun figurerer i artikel 141 (tidl. artikel 119) i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (og som har en mere begrænset rækkevidde, eftersom den kun vedrører lige løn). Konkret er der ved den ny traktats ikrafttræden indsat to tilføjelser.

Ændring af artikel 2

Fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder er blevet indføjet i opregningen af de mål, som Fællesskabet sætter sig.

Ændring af artikel 3

Et nyt afsnit er tilføjet med følgende ordlyd:

"I alle de aktiviteter, der er nævnt i denne artikel, tilstræber Fællesskabet at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder."

BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

Inden for dette område er Fællesskabets væsentligste foranstaltning et direktiv fra 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og den fri udveksling af sådanne oplysninger. I mangel af et særligt retsgrundlag støtter dette direktiv sig på artikel 95 (tidl. artikel 100 A) i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrørende den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning inden for rammerne af det indre marked.

Den fri bevægelighed for personer gør det nødvendigt at etablere informationssystemer på europæisk plan. Over for denne udvikling og for at kunne øge garantien om beskyttelse af individdet ved at udvide den til fællesskabsinsitutionerne, indføjes med Amsterdam-traktaten en ny artikel i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Den ny artikel 286

Denne artikel opdeles i to stykker, der henholdsvis fastsætter, at:

  • der fra 1999 gælder fællesskabsretsakter om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling og fri udveksling af personoplysninger for fællesskabsinstitutioner og organer;
  • før den fastsatte dato i 1999 opretter Rådet en uafhængig kontrolinstans, der skal have ansvaret for at overvåge gennemførelsen af de nævnte fællesskabsretsakter i Fællesskabets institutioner og organer.
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top