RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Den Europæiske Ombudsmand

Siden 1995 har Den Europæiske Ombudsmand på EU-borgernes vegne undersøgt påståede tilfælde af dårlig administration i EU’s institutioner og organer, dvs. Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet m.fl. Denne afgørelse fra Europa-Parlamentet fastsætter statut og betingelser for Den Europæiske Ombudsmand og for udøvelsen af dette hverv.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Denne afgørelse fra Europa-Parlamentet fastsætter statut og betingelser for Den Europæiske Ombudsmand og for udøvelsen af dette hverv.

Bekæmpelse af dårlig administration

Den Europæiske Ombudsmands vigtigste opgave er at bekæmpe dårlig administration i EU’s institutioner og organer. Til det formål skal de pågældende organer og institutioner give ombudsmanden alle de oplysninger, han anmoder om med angivelse af, om oplysningerne er fortrolige. I tilfælde af fortrolige oplysninger vil adgang til oplysningerne være underlagt sikkerhedsreglerne gældende for det pågældende organ eller den pågældende institution som beskrevet i forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Medlemsstaterne kan også pålægges krav om at tilvejebringe oplysninger til Ombudsmanden. Hvis oplysningerne er underlagt lov om tavshedspligt, har Ombudsmanden pligt til ikke at videregive oplysningerne. Hvis de ønskede oplysninger ikke fremlægges, meddeler ombudsmanden dette til Europa-Parlamentet, som træffer de nødvendige foranstaltninger.

Ombudsmanden kan handle enten på eget initiativ eller på foranledning af en klage. Klageren kan indbringe en klage for Ombudsmanden gennem et medlem af Europa-Parlamentet, men det er ikke obligatorisk.

Domstolen og Retten i Første Instans er under udøvelsen af deres domstolsfunktioner ikke omfattet af Den Europæiske Ombudsmands beføjelser. Ombudsmanden har heller ikke kompetence til at bekæmpe dårlig administration hos medlemsstaternes nationale, regionale eller lokale myndigheder. Ombudsmanden kan desuden ikke gribe ind i en sag, der er anlagt ved en domstol. Han kan heller ikke anfægte retmæssigheden af en retsafgørelse.

Indgivelse af klager for Den Europæiske Ombudsmand

Personer, som ønsker at indgive en klage for Den Europæiske Ombudsmand, bør respektere visse betingelser for antagelse til realitetsbehandling:

  • Klageren. Enhver EU-borger eller enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en af EU's medlemsstater kan indgive klage. Han eller hun behøver ikke at være direkte berørt af den dårlige administration.
  • Klagegenstand. Klagen kan kun vedrøre et tilfælde af dårlig administration i EU’s institutioner eller organer. Ved "dårlig administration" forstås f. eks. magtmisbrug, administrative uregelmæssigheder, diskrimination m.m.
  • Frist. En klage over et tilfælde af dårlig administration skal indgives inden for en frist på to år regnet fra den dato, hvor borgeren bliver gjort bekendt med omstændighederne. Det skal bemærkes, at en klage for ombudsmanden ikke fører til afbrydelse af forældelsesfristerne for søgsmål eller rekurs.
  • Udtømmelse af andre klagemuligheder. Inden indgivelse af klagen skal klageren først rette de fornødne administrative henvendelser til de berørte institutioner.

Hvis Ombudsmanden efter de indledende undersøgelser vurderer, at en klage kan antages til behandling, informerer Ombudsmanden den pågældende institution om klagen og anmoder den om inden for en frist på tre måneder at fremsætte en detaljeret udtalelse. Herefter sender Ombudsmanden en rapport med mulige anbefalinger til både Europa-Parlamentet og den pågældende institution. Klageren får herefter tilsendt resultatet af Ombudsmandens undersøgelser og mulige anbefalinger samt en udtalelse fra den pågældende institution. Klageren har en frist på en måned til at fremsætte eventuelle bemærkninger.

Hvis Ombudsmanden får kendskab til forhold, der falder ind under strafferetten, skal han eller hun øjeblikkeligt informere de kompetente nationale myndigheder, den EU-institution, der er ansvarlig for bekæmpelse af svig eller den EU-institution, som har ansat den tjenestemand, der er klaget over.

Ombudsmanden kan i særlige tilfælde samarbejde med de tilsvarende nationale myndigheder for at støtte undersøgelserne og sikre en bedre beskyttelse af klagernes rettigheder. Ligeledes kan Ombudsmanden samarbejde med nationale institutioner, der har ansvar for at beskytte og fremme grundlæggende rettigheder.

Udnævnelse af Den Europæiske Ombudsmand

Den Europæiske Ombudsmand udnævnes af Europa-Parlamentet for hele Parlamentets valgperiode (fem år) med mulighed for genudnævnelse. Til ombudsmand vælges en person, der er borger i EU, og som i fuldt omfang er i besiddelse af borgerlige og politiske rettigheder og kan bevise, at han eller hun er uafhængig. Den valgte person skal opfylde betingelserne for at beklæde de højeste dommerembeder eller have kendte faglige kvalifikationer til varetagelse af ombudsmandshvervet.

Ombudsmanden varetager sit hverv i fuldkommen uafhængighed og modtager ingen instrukser fra nogen regering eller nogen instans. Under udøvelsen af sit hverv kan ombudsmanden ikke udøve noget andet politisk eller administrativt hverv eller erhvervsmæssig virksomhed, hverken lønnet eller ulønnet. Ombudsmanden bistås af et sekretariat.

En Ombudsmand, der ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at udøve sit hverv, eller som har begået en alvorlig forseelse, kan på begæring af Europa-Parlamentet afskediges af De Europæiske Fællesskabers Domstol.

Indførelse af ombudsmandsinstitutionen

Den Europæiske Ombudsmandsinstitution indførtes ved EU-traktaten  fra 1992.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelse Gennemførelse i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende

Afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom

4.5.1994

-

EUT L 113 af 4.5.1994

Ændringsretsakt(er) Ikrafttrædelse Gennemførelse i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende

Afgørelse 2002/262/EF, EKSF, Euratom

9.4.2002
Virkning fra 1.1.2000

-

EUT L 92 af 9.4.2002

Afgørelse 2008/587/EF, Euratom

31.7.2008

EUT L 189 af 17.7.2008

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 09.11.2005

Se endvidere

For yderligere oplysninger, se:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top