RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Civil luftfart og Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur

Nærværende forordning indebærer en udvidelse af Den Europæiske Unions (EU) kompetence inden for luftfartssikkerhed og fastsætter nye regler for flyveoperationer, certifikater og uddannelse af flyvebesætninger. Den fastsætter ligeledes regler vedrørende idømmelse af bødestraf ved overtrædelse af sikkerhedsreglerne. Endelig styrker forordningen Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs kompetencebeføjelse.

RETSAKT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 af 20. februar 2008 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur [Se ændringsretsakt(er)].

RESUME

Forordningen finder anvendelse på fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af luftfartøjer samt på personer og organisationer, der beskæftiger sig med de nævnte aktiviteter. Formålet er at

  • fastlæggelse og ensartet anvendelse af fælles regler for luftfartssikkerhed for at garantere en høj passagersikkerhed og miljøbeskyttelse
  • tilvejebringe lige vilkår for alle aktører på det indre marked for luftfart og fremme den frie bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser gennem godkendelse af certifikater udstedt af de ansvarlige myndigheder
  • forenkle og effektivisere certificeringsprocessen ved at centralisere på europæisk plan de mulige aktiviteter
  • formidle Den Europæiske Unions (EU) synspunkter vedrørende normer og regler for civil luftfartssikkerhed på verdensplan.

Forordningen fastsætter, at der til at udføre opgaverne skal oprettes et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (EASA) med større kompetenceområde.

DET EUROPÆISKE LUFTFARTSSIKKERHEDSAGENTUR (EASA)

Struktur, mission og finansiering

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur er et EU-organ, der har status af juridisk person. EASA ledes af en administrerende direktør samt en bestyrelse, der består af en repræsentant for hver medlemsstat og en repræsentant for Kommissionen. Agenturets personale består dels af et begrænset antal tjenestemænd, som udpeges eller udstationeres af Kommissionen eller medlemsstaterne til at varetage ledelsesopgaver, dels af øvrige ansatte, som Agenturet ansætter efter behov for en nøje afgrænset periode.

EASA har følgende primære opgaver

  • at bistå Kommissionen med at udarbejde fælles regler på området for civil luftfart samt at yde Kommissionen den tekniske, videnskabelige og administrative bistand, den har behov for til udførelse af sine opgaver
  • at sikre via inspektion en ensartet anvendelse af standarderne i medlemsstaterne
  • at udstede certifikater til europæiske virksomheder, som designer luftfartøjer, at certificere de luftfartøjer, som anvendes i Europa samt at certificere luftfartsselskaberne, samt virksomheder som varetager reparation, vedligeholdelse eller uddannelse i tredjelande.

Agenturet kan fremsætte anbefalinger til Kommissionen eller certificeringsbestemmelser samt acceptable foranstaltninger til at sikre overholdelse af EU-reglerne.

Agenturet skal udarbejde et årligt arbejdsprogram, som sigter mod at fremme en vedvarende forbedring af luftfartssikkerheden i Europa, og som indeholder klare oplysninger om, hvilke af agenturets mandater og opgaver der er tilføjet, ændret eller ikke videreføres i forhold til det foregående år.

Agenturets indtægter kommer hovedsageligt fra gebyrer (som betaling for certifikater udstedt af agenturet) og betalinger (for offentliggørelse, uddannelse og andre tjenester, som leveres af agenturet), samt et bidrag fra EU eller frivillige bidrag fra tredjelande eller medlemsstater.

FÆLLES BESTEMMELSER OM LUFTFARTSSIKKERHED

Luftdygtighed

Luftdygtighed betegner luftfartøjernes evne til at gennemføre flyvninger under sikre forhold. Begrebet er en naturlig del af de primære krav, der stilles til luftfartøjer. EU kræver således, at luftfartøjer er forsynet med et gyldigt luftdygtighedsbevis, før de kan opereres. Derudover kræves en række andre certificeringer for

  • luftfartøjsmateriel, -dele og -apparatur
  • organisationer, der konstruerer og producerer luftfartøjer
  • organisationer og personale med ansvar for den fortsatte luftdygtighedsfunktion og vedligeholdelse af luftfartøjer.

Miljø

Materiel, dele og apparatur, der indgår i luftfartøjer, skal opfylde miljøbeskyttelseskravene.

Certificering af flyvebesætninger

Piloter skal være i besiddelse af et certifikat og et helbredsbevis, der er relevant for den operation, der skal udføres. Der udstedes kun certifikat til en person, hvis den pågældende opfylder de bestemmelser, der skal sikre overholdelse af de væsentlige krav til teoretisk viden, praktiske færdigheder, sprogkundskaber og erfaring.

Organisationer, der træner piloter, og operatører af flyvesimulatortræningsanordninger, der anvendes til træning af piloter, skal være omfattet af et certifikat.

Kabinebesætningsmedlemmer, der er ansat i erhvervsmæssig operation, skal være certificeret, og deres helbredsattest skal fornyes regelmæssigt for at sikre, at de på sikker vis er i stand til at udføre de sikkerhedsopgaver, som de har ansvar for.

Flyveoperationer

Operatører er personer eller virksomheder, der operer luftfartøjer, som f.eks. privatpiloter eller luftfartsselskaber. Alle kommercielle operatører skal være i besiddelse af et certifikat, hvor det krævede niveau afhænger af den udførte aktivitetstype, og som specifikt garanterer et højt sikkerhedsniveau for erhvervsmæssig lufttransport.

Derudover skal tredjelandsoperatører, hvis luftfartøjer benytter EU’s lufthavne, ligeledes opfylde visse EU-krav.

Flyvepladser og styring af lufttrafikken

Flyvepladser betegner den infrastruktur, der benyttes ved luftfartøjers ankomst og afgang. Infrastrukturen skal være certificeret og garantere sikkerhed og tilstrækkelig kapacitet i de organisationer, der har ansvar for at drive flyvepladserne.

Luftfartstjenester og personale med ansvar for styring af lufttrafikken skal ligeledes være certificerede. Disse tjenester har primært til opgave at styre aktiviteterne og luftfartøjernes samt køretøjers trafik på flyvepladsens område.

Kommunikation og information

Medlemsstaterne godkender uden yderligere tekniske krav eller vurderinger certifikater, som er udstedt i overensstemmelse med denne forordning.

Medlemsstaterne og agenturet foretager undersøgelser, herunder inspektioner af luftfartøjer, og træffer enhver foranstaltning til at forhindre fortsat overtrædelse.

Der er vedtaget en sanktionsmekanisme for overtrædelse af denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil. Særligt kan Kommissionen beslutte at tilbagekalde EU’s godkendelse af de nævnte certifikater, og på anmodning fra agenturet idømme en økonomisk straf til indehavere af et certifikat udstedt af agenturet, som er i modstrid med EU-reglerne.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelsesdato Gennemførelsesdato i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 216/2008

8.4.2008

-

EUT L 79, 19.3.2008

Ændringsretsakt(er) Ikrafttrædelsesdato Gennemførelsesdato i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 1108/2009

14.12.2009

-

EUT L 309, 24.11.2009

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2320/2002 [Den Europæiske Unions Tidende L 97 af 19.3.2008].

Seneste ajourføring: 04.02.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top