RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Forretningsorden for Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råds forretningsorden fastsætter dets organisation og dets virksomhed. Den fastsætter dets interne struktur og definerer formandens og Generalsekretariatets roller. Forretningsordenen omhandler ligeledes tilrettelæggelsen af Det Europæiske Råds møder. Den fastsætter blandt andet reglerne for forberedelse af møderne, for afstemninger og for offentliggørelse af institutionens arbejde.

DOKUMENT

Det Europæiske Råds afgørelse 2009/882/EU af 1. december 2009 om vedtagelse af dets forretningsorden.

RESUMÉ

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne i Den Europæiske Unions (EU's) medlemsstater, af dets formand og af formanden for Europa-Kommissionen. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik deltager ligeledes i dets arbejde.

Det Europæiske Råd har rollen som politisk lokomotiv. Det definerer prioriteringen af den europæiske opbygning og angiver de retninger, som de europæiske politikker skal følge.

Forberedelse af Det Europæiske Råds møder

Formanden for Det Europæiske Råd skal udarbejde et forslag til dagsorden samt retningslinjer for og forslag til Det Europæiske Råds afgørelser. Disse dokumenter fremsendes først til Rådet for ”Almindelige Anliggender”. De skal udarbejdes af formanden for Det Europæiske Råd i nært samarbejde med formanden for Kommissionen og det medlem af Det Europæiske Råd, som repræsenterer den medlemsstat, som har formandskabet for Rådet.

Disse dokumenter drøftes dernæst i Rådet for ”Almindelige Anliggender”. Dette modtager også bidrag fra de andre sammensætninger af Rådet. På en samling inden for de sidste fem dage før Det Europæiske Råde møde fastsætter Rådet for "Almindelige Anliggender" den foreløbige dagsorden.

Det Europæiske Råd vedtager den endelige dagsorden ved starten på mødet.

Afviklingen af Det Europæiske Råds møder

Møderne afholdes i Bryssel undtagen under ekstraordinære omstændigheder. Det Europæiske Råd træder sammen to gange hvert halvår efter indkaldelse fra dets formand. Formanden kan også indkalde til et ekstraordinært møde, når situationen kræver det. Når dagsordenen kræver det, kan medlemmerne af Det Europæiske Råd ledsages af en minister, og formanden for Kommissionen kan ledsages af et medlem af kommissionen.

Det Europæiske Råd træffer afgørelse ved konsensus, medmindre andet er fastsat i traktaterne. Inden der overgås til afstemning, skal formanden for Det Europæiske Råd sikre sig, at det er beslutningsdygtigt. For at være beslutningsdygtigt skal mindst to tredjedele af medlemmerne af Det Europæiske Råd være tilstede. Formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Kommissionen tælles ikke med ved beregningen af beslutningsdygtigheden. De har desuden ikke stemmeret i Det Europæiske Råd.

Desuden kan formanden for Europa-Parlamentet indbydes til at blive hørt af Det Europæiske Råd. Møder med repræsentanter for tredjelande, internationale organisationer eller andre personligheder kan også arrangeres i tilknytning til Det Europæiske Råd.

Offentliggørelse af Det Europæiske Råds arbejde og offentliggørelse og underretning om retsakter

Det Europæiske Råds møder er ikke offentlige. Ikke desto mindre kan Det Europæiske Råd beslutte at offentliggøre afstemningsresultater såvel som begrundelserne for stemmeafgivelserne i påkommende tilfælde.

Efter hvert møde skal generalsekretariatet for Det Europæiske Råd udarbejde en protokol, som indeholder:

  • en angivelse af de dokumenter, der blev forelagt for Det Europæiske Råd
  • en angivelse af godkendte konklusioner
  • de trufne afgørelser
  • de erklæringer, som Det Europæiske Råd har fremsat, og dem, som et medlem af Det Europæiske Råd har begæret ført til protokol.

I øvrigt, når en afgørelse vedtages uden angivelse af, hvem den retter sig til, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende. Hvis de vedtagne afgørelser angår en bestemt adressat, skal denne underrettes herom.

Det Europæiske Råds repræsentation i Europa-Parlamentet

Formanden aflægger rapport for Europa-Parlamentet efter hvert møde i Det Europæiske Råd. Desuden forelægger det medlem, som repræsenterer den medlemsstat, som varetager formandskabet for Rådet, prioriteterne og de resultater, som er opnået i løbet af halvåret.

Generalsekretariat

Det Europæiske Råd og dets formand bistås af et generalsekretariat under ledelse af en generalsekretær. Denne deltager i Det Europæiske Råds møder. Generalsekretæren deltager blandt andet i udarbejdelsen af mødeprotokollerne og underretter adressaterne for Det Europæiske Råds afgørelser. Generalsekretæren er også ansvarlig for administrationen af Det Europæiske Råds budget.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 09.02.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top