RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


EU-rettens forrang

I henhold til princippet om forrang har EU-retten en gyldighed, der står over medlemsstaternes nationale ret. Princippet om forrang gælder for alle EU-retsakter, som har forpligtende kraft. Medlemsstaterne kan altså ikke anvende en national regel, som ville være i modstrid med EU-retten.

Princippet om forrang garanterer, at EU-retten står over national ret. Dette er et grundlæggende princip i EU-retten. Ligesom princippet om direkte virkning er det ikke indskrevet i traktaterne, men er blevet stadfæstet af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen).

Definition

EU-Domstolen har stadfæstet princippet om forrang i kendelsen Costa kontra Enel af 15. juli 1964. I denne kendelse udtaler Domstolen, at retsreglerne, som udstedes af EU-institutionerne, integreres med medlemsstaternes retssystemer, som er forpligtet til at overholde dem. EU-retten har altså forrang for national ret. Hvis en national lovregel er i modstrid med en EU-bestemmelse, skal medlemsstaternes myndigheder altså anvende EU-bestemmelsen. Den nationale ret er hverken annulleret eller afskaffet, men dens forpligtende kraft er ophævet.

Domstolen har efterfølgende præciseret, at EU-rettens forrang gælder alle nationale retsakter, hvad enten de er vedtaget før eller efter den pågældende EU-retsakt.

Eftersom EU-retten nu står over national ret, garanterer princippet om forrang altså en ensartet beskyttelse af borgerne, idet EU-retten gælder for hele EU-området.

Princippets rækkevidde

EU-rettens forrang for national ret er absolut. Det har alle EU-retsakter fordel af, hvad enten de udgår fra primærretten eller fra den afledte ret.

Ligeledes er alle nationale retsakter underlagt dette princip uanset deres art, dvs. love, forordninger, bekendtgørelser, cirkulærer osv., uanset om de er udstedt af medlemsstatens udøvende eller lovgivende magt. Den dømmende magt er ligeledes underkastet princippet om fællesskabsrettens forrang. Den ret, den fastlægger, dvs. retspraksis, skal således være i overensstemmelse med EU-retten.

Domstolen har fastslået, at de nationale forfatninger også er underlagt princippet om fællesskabsrettens forrang. En national dommer må derfor ikke anvende bestemmelser i en forfatning, som er i strid med EU-retten.

Hvem er ansvarlig for overholdelsen af princippet

Ligesom med princippet om direkte virkning er det Domstolen, der kontrollerer, om princippet om fællesskabsrettens forrang anvendes korrekt. Den idømmer medlemsstater, der ikke overholder det, sanktioner ved de afgørelser, den træffer i de forskellige søgsmål, der kan anlægges i henhold til de stiftende traktater, navnlig traktatbrudssager.

Også de nationale dommere skal påse, at princippet om fællesskabsrettens forrang overholdes. De kan eventuelt forelægge et præjudicielt spørgsmål, hvis de er i tvivl om, hvordan princippet skal anvendes. I en dom af 19. juni 1990 (Factortame) anførte Domstolen, at en national domstol skal suspendere anvendelsen af en national bestemmelse, der er genstand for et præjudicielt spørgsmål vedrørende dens gyldighed, øjeblikkeligt, indtil Domstolen foreslår en løsning og den nationale domstol træffer en afgørelse om sagens realitet.

Seneste ajourføring: 01.10.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top