RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


EU-rettens direkte virkning

Princippet om direkte virkning (eller direkte gyldighed) gør det muligt for privatpersoner direkte at påberåbe sig en EU-lovregel ved en national eller EU-retsinstans. Dette princip vedrører kun visse EU-retsakter. Det er desuden underlagt flere betingelser.

Den direkte virkning af EU-retten, sammen med princippet om forrang, er et grundlæggende princip i EU-retten. Den er stadfæstet af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen). Den gør det muligt for privatpersoner direkte at påberåbe sig EU-retten ved domstole, selvom der ikke foreligger lovtekster i den nationale ret.

Princippet om direkte virkning sikrer således anvendeligheden og effektiviteten af EU-retten i medlemsstaterne. EU-Domstolen har dog fastsat adskillige betingelser, for at en EU-retsakt skal være direkte anvendelig. Den direkte virkning af en retsakt kan desuden kun angå forhold mellem en privatperson og en medlemsstat eller udstrækkes til forhold mellem alle privat­personer.

Definition

Den direkte virkning af EU-retten er stadfæstet af Domstolen i Van Gend en Loos-kendelsen af 5. februar 1963. I denne kendelse udtaler Domstolen, at EU-retten ikke blot afføder forpligtelser for medlemsstaterne, men også rettigheder for privatpersoner. Privatpersoner kan derfor benytte sig af disse rettigheder og direkte påberåbe sig EU-lovreglerne ved de nationale og europæiske retsinstanser. Det er derfor ikke nødvendigt, at en medlemsstat først optager den pågældende EU-lovregel i sin interne retsorden.

Direkte horisontal og vertikal virkning

Der er to sider af den direkte virkning, den vertikale og den horisontale.

Den direkte vertikale virkning vedrører forbindelserne mellem borgerne og staten. Den betyder, at borgerne kan påberåbe sig en EU-bestemmelse over for staten.

Den direkte horisontale virkning vedrører forbindelserne mellem borgerne. Den betyder, at en borger kan påberåbe sig en EU-bestemmelse over for en anden borger.

Alt efter hvilken type retsakt der er tale om, har Domstolen accepteret, enten at den har fuld direkte virkning (dvs. både horisontal og vertikal virkning), eller at den har delvis direkte virkning (dvs. kun vertikal virkning).

Direkte virkning og primær ret

Hvad angår den primære ret, dvs. de bestemmelser, der rangerer højest i EU-retsordenen, fastlagde Domstolen i Van Gend en Loos-dommen princippet om direkte virkning. Den anførte imidlertid som betingelse, at forpligtelserne skal være præcise, klare og ubetingede, og at de ikke må nødvendiggøre supplerende foranstaltninger på nationalt plan eller på EU-plan.

I Becker-dommen (dom af 19. januar 1982) afviste Domstolen den direkte virkning, når medlemsstaterne har et vist råderum - også selv om dette er meget begrænset - med hensyn til gennemførelsen af den pågældende bestemmelse (dom af 12. december 1990, Kaefer og Procacci).

Direkte virkning og afledt ret

Princippet om direkte virkning angår også retsakter, der resulterer af den afledte ret, dvs. vedtaget af institutionerne på grundlag af de stiftende traktater. Dog er rækkevidden af den direkte virkning afhængig af typen af retsakt:

  • forordninger: Forordninger har altid en direkte virkning. Artikel 288 i traktaten om EU’s funktionsmåde præcisere nemlig, at forordninger har direkte virkning i medlemsstaterne. Domstolen fremhæver i Politi-kendelsen af 14. december 1971, at det drejer sig om en fuld direkte virkning
  • direktiver: Direktiver er retsakter rettet mod medlemsstaterne og skal transformeres af disse til deres nationale ret. Domstolen anerkender dog, at de i visse tilfælde har en direkte virkning for at beskytte privatpersoners rettigheder. Domstolen har således bestemt ved sin retspraksis, at et direktiv har direkte virkning, når dets bestemmelser er ubetingede og tilstrækkeligt klare og præcise (kendelse af 4. december 1974, Van Duyn). Den direkte virkning kan imidlertid kun kan være vertikal og gælder kun, hvis medlemsstaterne ikke har gennemført direktivet inden for fristen (kendelse af 5. april 1979, Ratti)
  • beslutninger: Beslutninger kan have en direkte virkning, når de er rettet mod en medlemsstat. Domstolen anerkender i så fald kun en direkte vertikal virkning (kendelse af 10. november 1972, Hansa Fleisch)
  • internationale aftaler: Med Demirel-kendelsen af 30. september 1987 har Domstolen anerkendt en direkte virkning af bestemte aftaler i henhold til samme kriterier, som er anvendt i Van Gend en Loos-kendelsen
  • udtalelser og anbefalinger: Udtalelser og anbefalinger har ikke forpligtende retsvirkning. Følgelig har de ikke direkte virkning.
Seneste ajourføring: 22.09.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top