RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Primærretten

Primærretten, som også omtales som de primære kilder, er Den Europæiske Unions (EU’s) grundlæggende ret. Den rangerer højest I den europæiske retsorden og omfatter først og fremmest traktaterne om oprettelse Den Europæiske Union.

Primærretten, de primære kilder, er Den Europæiske Unions (EU’s)grundlæggende ret, dvs. den rangerer højest i den europæiske retsorden. Den har forrang frem for enhver anden form for retsorden. Domstolen er forpligtet til at håndhæve denne forrang gennem forskellige former for retsmidler, f.eks. annullationssøgsmål (jf. artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og præjudicielle sager (jf. artikel 267 i TEUF).

Primærretten udgøres hovedsagelig afer traktaterne om EU. Traktaterne indeholder de formelle og materielle bestemmelser, som er grundlaget for gennemførelsen de europæiske institutioners politikker. De fastlægger ligeledes de formelle bestemmelser vedrører kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne og udstikker rammerne for institutionernes beføjelser. De materielle bestemmelser indeholder en definition af politikområderne og fastlægger institutionernes arbejde.

Indholdet af primærretten

Primærretten er lig med alle de stiftende EU-traktater, inkl. de efterfølgende traktater og akter om ændring og tilpasning af disse traktater. Det drejer sig om:

  • de grundlæggende traktater om oprettelse af EU
  • de store traktater om ændringer af EU
  • protokollerne, som er vedlagt de forskellige traktater
  • tillægstraktaterne om ændring af bestemte områder i de grundlæggende traktater
  • traktaterne om landes indtræden i EU.

De grundlæggende traktater om oprettelse af de forskellige europæiske fællesskaber:

  • Paris-traktaten af 18. april 1951
  • Rom-traktaterne (Euratom-traktaten og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab) af 25. marts 1957
  • Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union af 7. februar 1992.

Ændringstraktaterne er:

  • den europæiske fælles akt af 17. og 28. februar 1986
  • Amsterdam-traktaten af 2. oktober 1997
  • Nice-traktaten af 26. februar 2001
  • Lissabontraktaten (13. december 2007), som er trådt i kraft fra den 1. december 2009.

Tillægstraktaterne om ændring af bestemte områder i de grundlæggende traktater er:

  • traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber af 8. april 1965
  • traktaten om ændring af visse budgetbestemmelser i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber af 22. april 1970
  • Bruxelles-traktaten om ændring af visse finansielle bestemmelser i traktaterne om De Europæiske Fællesskaber og om oprettelse af Revisionsretten af 22. juli 1975
  • akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet af 20. september 1976

Tiltrædelsestraktaterne er:

  • tiltrædelsestraktaten vedrørende Danmark, Det Forenede Kongerige, Irland og Norge af 22. januar 1972
  • tiltrædelsestraktaten vedrørende Grækenland af 28. maj 1979
  • tiltrædelsestraktaten vedrørende Spanien og Portugal af 12. juni 1985
  • tiltrædelsestraktaten vedrørende Østrig, Finland, Norge og Sverige af 24. juni 1994
  • tiltrædelsestraktaten vedrørende Cypern, Estland, Ungarn, Malta, Polen, Letland, Litauen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet og Slovenien af 16. april 2003
  • tiltrædelsestraktaten vedrørende Rumænien og Bulgarien af 25. april 2005.

Tiltrædelsesakterne vedrørende Norge af 22. januar 1972 og 24. juni 1994 er aldrig trådt i kraft. Den 1. februar 1985 blev der undertegnet en traktat vedrørende en særlig status for Grønland.

Primærrettens anvendelsesområde

Med hensyn til primærrettens geografiske anvendelsesområde fastsættes det i artikel 355 af TEUF, at EU-retten finder anvendelse på medlemsstaternes europæiske områder og visse oversøiske øer og territorier, f.eks. Madeira, De Kanariske Øer og de franske oversøiske departementer. De finder desuden anvendelse på territorier, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat. Dette gælder f.eks. Gibraltar og Ålandsøerne.

I artikel 355 af TEUF fastsættes det, at Rådet kan indføre en særlig ordning for visse territorier. Dette gælder f.eks. Gibraltar og St. Pierre og Miquelon på toldområdet. Endelig fastsættes det udtrykkeligt i artikel 355 af TEUF, at fællesskabsretten ikke anvendes på visse territorier som f.eks. Færøerne.

Tidsmæssigt finder primærretten anvendelse fra traktatens ikrafttrædelse, medmindre der er fastsat en overgangsperiode.Med hensyn til gyldighedsperioden er primærrettens tekster i princippet indgået på ubestemt tid (f.eks. TEUF, jf. traktatens artikel 356).

Primærrettens retlige status

Med hensyn til de forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået over for hinanden, så gælder, at hvis de er:

  • før Rom-traktaten, ophører de i princippet med at blive anvendt, hvorefter de reguleres efter folkerettens bestemmelser om ophævelse af traktater. Som en undtagelse har Belgien, Luxembourg og Nederlandene udtrykkeligt i henhold til TEUF, artikel 350, lov til at opretholde visse regionale unioner
  • efter Rom-traktaten, er de omfattet af den generelle forpligtelse til at overholde loyalitetsprincippet, som er fastsat i TEU, artikel 4. I henhold til denne artikel afholder medlemsstaterne sig fra at træffe enhver foranstaltning, der kan bringe virkeliggørelsen af TEU’s målsætninger i fare.

Med hensyn til de forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået over for tredjelande, såfremt det er sket:

  • før Rom-traktaten, garanteres tredjeparters rettigheder i henhold til EF-traktatens artikel 307 og Domstolens retspraksis (Domstolens dom i sagen "International Fruit Company" af 12. december 1972). Med andre ord kan disse aftaler gøres gældende over for Fællesskabet med henvisning til, at der har fundet en overdragelse af beføjelser sted fra medlemsstaterne til Fællesskabet. Rettigheder, der følger af aftaler, som er uforenelige med EF-traktaten, kan derimod ikke gøres gældende over for Fællesskabet
  • efter Rom-traktaten, anerkendes de som gyldige undtagen hvor medlemsstaten har overskredet sine beføjelser (dvs. i tilfælde hvor EU har en beføjelse, som medlemsstaten ikke har respekteret), og hvor aftalen strider mod den generelle forpligtelse til at overholde loyalitetsprincippet.

Den Europæiske Unions Domstol har mulighed for at fortolke traktaterne. Den har derimod ingen mulighed for at kontrollere deres gyldighed, idet dette spørgsmål er omfattet af folkeretten.

Under visse omstændigheder tillader EU-domstolen, at enkeltpersoner påberåber sig primærrettens bestemmelser. Bestemmelserne skal have en direkte virkning, og deres indhold skal være klart og præcist og ikke forbundet med betingelser (Domstolens dom i sagen "Sagoil" af 19. december 1968).

Seneste ajourføring: 12.08.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top