RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Direktiver

Direktivet er et af de retlige instrumenter, som EU-institutionerne har til at gennemføre EU’s politikker. Det er værktøjer, der hovedsagelig anvendes i forbindelse med harmonisering af de nationale lovgivninger. Direktiver er kendetegnet ved, at de er fleksible at anvende: De forpligter medlemsstaterne til at skabe resultater, men det er op til hver enkelt stat, hvordan resultaterne nås.

Et direktiv indgår i Den Europæiske Unions (EU’s) afledte ret. Det vedtages altså af EU-institutionerne på grundlag af de stiftende traktater. Når et direktiv er vedtaget i EU, skal det efterfølgende gennemføres af medlemsstaterne i disses nationale lovgivning.

Bindende almengyldige retsakter

Artikel 288 i traktaten om EU’s funktionsmåde fastslår, at direktiver er bindende. Ligesom EU-forordninger og beslutninger er direktiver bindende for de medlemsstater, som de er rettet til. De er bindende i alle enkeltheder og kan derfor hverken anvendes ufuldstændigt, selektivt eller delvist.

Direktiver adskiller sig imidlertid fra beslutninger og forordninger. Mens en forordning gælder direkte i medlemsstaternes interne retssystem, når den er trådt i kraft, så skal direktivet først gennemføres af medlemsstaterne. Derfor indeholder et direktiv ikke nærmere bestemmelser for gennemførelsen, men det forpligter kun medlemsstaterne, hvad angår resultatet. Det står medlemsstaterne frit for, under hvilken for og med hvilke midler de vil gennemføre direktivet.

Desuden adskiller et direktiv sig også fra en beslutning, idet det er en generel forskrift, der gælder generelt for samtlige medlemsstater.

I øvrigt bestemmer artikel 289 i traktaten om EU’s funktionsmåde, at et direktiv er en retsakt, når det er vedtaget som resultat af en lovgivningsprocedure. Principielt er et direktiv derfor genstand for et forslag fra Kommissionen. Det vedtages efterfølgende af Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure eller en speciel lovgivningsprocedure.

Direktiver træder i kraft, når de er meddelt medlemsstaterne eller offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

En retsakt, der skal gennemføres nationalt

Der er tale om retsakter, der omfatter to etaper:

  • først udsteder EU-institutionerne selve direktiverne
  • dernæst vedtager medlemsstaterne de foranstaltninger, der er nødvendige for at omsætte direktiverne til national lovgivning.

Ikrafttrædelsen har i princippet ingen direkte virkning i national ret. For at direktiverne kan få direkte virkning, er endnu en foranstaltning nødvendig, nemlig gennemførelsen. Medlems­staterne gennemfører direktiverne ved at vedtage nationale bestemmelser, der skal gøre det muligt at nå de resultater, som direktiverne foreskriver. De nationale myndigheder skal meddele Kommissionen disse foranstaltninger.

Løsninger på dårlig gennemførelse af direktiverne

Direktiver skal i princippet gennemføres inden for en frist, der fastsættes af EU-institutionerne (på 6 måneder til 2 år). Efter fristens udløb sker der følgende:

  • Kommissionen kan anmode Domstolen om at sanktionere medlemsstaterne (hvis den til lejligheden afsagte dom ikke fuldbyrdes, kan det medføre, at der afsiges endnu en dom om f.eks. bødestraf).
  • Domstolen har besluttet på visse betingelser at give enkeltpersoner mulighed for at få erstatning i forbindelse med mangelfuld eller forsinket gennemførelse af direktiver (Francovich- og Bonifaci-dommen af 19. november 1991).
  • Domstolen er af den opfattelse, at direktiver har direkte virkning (dvs. at enkeltpersoner kan påberåbe sig dem ved domstolen).

Direktiver har direkte vertikale følger efter gennemførelsesfristens udløb. Det betyder, at enkeltpersoner kan påberåbe sig dem over for medlemsstaterne ved domstolene. Til gengæld har direktiver ingen direkte horisontal virkning (enkeltpersoner kan ikke påberåbe sig dem over for andre enkeltpersoner ved domstolene).

Domstolen har dog opstillet adskillige betingelser for at en privatperson kan påberåbe sig et direktiv ved domstolene, nemlig:

  • at direktivets bestemmelser skal være ubetingede og tilstrækkeligt nøjagtige
  • at direktivet ikke må have været korrekt og rettidigt gennemført ved en national foranstaltning.
Seneste ajourføring: 01.09.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top