EUROPA

RESUMÉ

Afgørelser og beslutninger er normative retsakter, der er bindende for dem, de angiver at være rettet til. De indgår sammen med forordninger og direktiver i nomenklaturen i EF-traktatens artikel 249.

En beslutning er en retsakt, der er bindende i alle enkeltheder for dem, den er rettet til

Ifølge EF-traktatens artikel 249 er beslutninger bindende. Dvs. at de har bindende virkning for dem, de er rettet til (medlemsstater eller privatpersoner). De er bindende i alle enkeltheder og kan derfor hverken anvendes ufuldstændigt, selektivt eller delvist.

Beslutninger adskiller sig fra direktiver og forordninger:

• I modsætning til direktiver fastsættes der i beslutninger de midler, der skal til for at nå et resultat. Derfor kræver beslutninger ingen gennemførelse i national lovgivning, og de giver privatpersoner rettigheder og forpligtelser uanset eventuelle nationale gennemførelsesbestemmelser.
• I modsætning til forordninger, der er almengyldige, er beslutninger rettet til en bestemt angivet modtager. Det er dog vanskeligt at skelne i de tilfælde, hvor forordninger henvender sig til et begrænset antal modtagere eller omvendt, hvor anvendelsesområdet for beslutninger er stort. For at kunne skelne mellem forordninger og beslutninger fastslår EF-Domstolen, at det ikke primært skal dreje sig om antallet af personer, de er henvendt til, men om formuleringen. Det vil med andre ord sige, at hvis udfærdigelsen er abstrakt og upersonlig, bør teksten anses for at være en forordning og ikke en beslutning.

For at en beslutning skal kunne træde i kraft, skal den meddeles den pågældende modtager. Det betyder principielt, at der skal sendes et anbefalet brev med kvittering for modtagelsen. Beslutninger kan også offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, men dette fritager ikke for meddelelsen, der er den eneste måde, hvorpå retsakten kan gøres gældende over for modtageren.

Afgørelser, der ikke angiver, hvem de er rettet til, og afgørelser under tredje søjle

Ud over beslutninger i henhold til EF-traktatens artikel 249 findes der afgørelser, der ikke angiver, hvem de er rettet til, og afgørelser under tredje søjle.

Afgørelser, der ikke er rettet til nogen bestemt, er atypiske retsakter, der vedtages i overensstemmelse med traktaterne, ligesom de afgørelser, Rådet træffer inden for rammerne af fleksibilitetsbestemmelsen (EF-traktatens artikel 308). De står i kontrast til beslutninger i henhold til artikel 249, der har en bestemt angivet modtager.

Som nævnt i artikel 34 i traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union (EU-traktaten) er afgørelser under tredje søjle afgørelser med eller uden modtager. Gennemførelsesbestemmelserne er omfattende, eftersom de til enhver tid kan anvendes i overensstemmelse med målene i afsnit VI (politi- og strafferetligt samarbejde), undtagen ved enhver tilnærmelse af medlemsstaternes nationale lovgivning. I praksis kan afgørelser under tredje søjle sammenlignes med EF-forordninger med den forskel, at de ikke kan gøres gældende over for privatpersoner.

Afgørelser og beslutninger i forfatningen

Afgørelser og beslutninger optræder fortsat i forfatningstraktaten, men deres benævnelse ændres. Fremover skal de kaldes "europæiske afgørelser". Indholdsmæssigt er europæiske afgørelser ikke anderledes end beslutninger i henhold til artikel 249, for de er bindende retsakter, der umiddelbart gælder for dem, de er rettet til. I forfatningstraktaten præciseres det, at afgørelser og beslutninger er ikke-lovgivningsmæssige retsakter (artikel I-33.1 og I-35.1). Det vil med andre ord sige, at det er Kommissionen, der har kompetence til at vedtage denne form for retsakt (artikel I-37) og ikke lovgiveren, dvs. Rådet og Parlamentet i fællesskab (artikel I-35).

I forfatningstraktaten afskaffes afgørelser under tredje søjle. Det politimæssige og strafferetlige samarbejde, der er omfattet af den almindelige lovgivning, er underlagt de generelle instrumenter, der er fastlagt i traktaten (europæiske love og rammelove).

I henhold til traktaten skal der anvendes europæiske afgørelser på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) (artikel I-40.3) og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) (artikel I-41.4). Afgørelserne er i øvrigt hovedinstrumenterne i FUSP, da de europæiske love og rammelove er udelukket (artikel I-40.6). Til forskel fra europæiske afgørelser, der har en bestemt angivet modtager, kan de europæiske afgørelser inden for FUSP vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet.