RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Erstatningssøgsmål

Et erstatningssøgsmål er et af de søgsmål, som kan anlægges ved Den Europæiske Unions Domstol. Det gør det muligt for enkeltpersoner eller medlemsstater, som har lidt skade, at få erstatning fra den institution, som har forårsaget skaden.

Et erstatningssøgsmål er et søgsmål, som anlægges ved Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen). Det kan anlægges af medlemsstater eller af enkeltpersoner.

Et erstatningssøgsmål gør det muligt at få erstatning for en skade, som Unionen er ansvarlig for. Der er to typer søgsmål:

  • søgsmål, som angår Unionens kontraktlige ansvar, når den er part i en kontraktlig aftale
  • søgsmål, som angår Unionens ikke-kontraktlige ansvar som følge af en skade forårsaget af dens organer eller agenturer under disses udførelses af deres funktioner.

Unionens kontraktlige ansvar

Unionens organer og agenturer kan indgå kontrakter, som er ansvarspådragende for Unionen. Domstolen er dog ikke altid kompetent til at afgøre tvister, som udspringer af disse kontrakter.

Faktisk kan et erstatningssøgsmål kun anlægges ved EU-Domstolen, hvis det fremgår af en voldgiftsbestemmelse. Med andre ord bør en kontrakt med Unionen som part have en bestemmelse, som fastlægger Domstolens kompetence i tilfælde af en tvist. I fravær af en sådan bestemmelse er det det nationale retsvæsen, der har kompetencen til at afgøre en tvist, som udspringer af kontrakten.

Unionens ikke-kontraktlige ansvar

Unionen skal erstatte skader, for hvilke den er ansvarlig. Skaderne kan for eksempel være forårsaget af et EU-agentur under udøvelse af dets funktioner. De kan også følge af en normativ handling fra EU-institutionernes side, for eksempel at den har vedtaget en forordning.

Unionens ikke-kontraktlige ansvar følger af de fælles regler, som er etableret i kraft af Domstolens retspraksis. Søgsmålene kan anlægges af enkeltpersoner eller af medlemsstater, som har lidt skade, og som vil have erstatning. Fristen for at lægge sag an er fem år at regne fra at skaden er opstået.

Domstolen anerkender Unionens ansvar, når tre betingelser er opfyldt:

  • sagsøgeren har lidt en skade
  • EU-institutionerne eller deres agenturer har båret sig ulovligt ad i forhold til EU-retten
  • Der er en direkte årsagssammenhæng mellem skaden, som sagsøgeren har lidt, og EU-institutionernes eller disses agenturers ulovlige adfærd.

Erstatningssøgsmål anlagt ved EU-Domstolen kan kun benyttes til at stævne Unionens for ansvarspådragelse. Enkeltpersoner kan ligeledes påberåbe sig medlemsstaters ansvar for en skade forårsaget af en forkert anvendelse af EU-retten. Søgsmål mod medlemsstater skal dog anlægges ved de nationale domstole.

Fordeling af kompetence mellem Domstolen og Retten

Retten er kompetent til at behandle enkeltpersoners søgsmål i første instans.

Domstolen er kompetent til at behandle søgsmål, som anlægges af medlemsstaterne. Den kan også behandle en appel af en kendelse afsagt af Retten i første instans. I sidstnævnte tilfælde bedømmer den kun de retlige spørgsmål, men genbedømmer ikke sagens fakta.

Domstolen og Retten kan ligeledes pådømme søgsmål, som angår Unionens kontraktmæssige ansvar. Sådanne søgsmål skal anlægges i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i aftalerne, hvori Unionen er part.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

Seneste ajourføring: 26.11.2010

Se endvidere

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top