EU-afgørelser og -beslutninger
Afgørelser og beslutninger er retslige instrumenter, som EU-institutionerne kan anvende til at gennemføre EU-politikkerne. Afgørelser og beslutninger er forpligtende retsakter, som kan have en generel gyldighed, eller som kan rettes mod en bestemt modtager.
Afgørelser og beslutninger er retsakter, som indgår i Den Europæiske Unions (EU's) afledte ret. De vedtages således af EU-institutionerne på grundlag af de stiftende traktater. Alt efter den enkelte sag kan en afgørelse eller beslutning være rettet mod en eller flere modtagere; eller den kan være uden modtager.
En retsakt, der er forpligtende i sin helhed
Artikel 288 i traktaten om EU’s funktionsmåde definerer en afgørelse/beslutning som værende en i sin helhed forpligtende retsakt. Den kan altså ikke anvendes på en ufuldstændig, selektiv eller delvis måde.
En afgørelse/bestemmelse vedtages som resultat af en lovgivningsprocedure. Den er altså en retsakt, som vedtages af Rådet og Parlamentet i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure eller en speciel lovgivningsprocedure.
Derimod er en afgørelse/beslutning ikke en retsgyldig akt, når den vedtages unilateralt af en af EU-institutionerne. En afgørelse/beslutning henviser i så fald til en retsregel udstedt af Det Europæiske Råd, af Rådet eller af Kommissionen i visse specielle tilfælde, som ikke hidrører fra kompetencen som lovgiver.
Afgørelser/beslutninger rettet mod en modtager
En afgørelse/beslutning kan rettes mod en eller flere modtagere. Den har da en strengt individuel betydning og har kun forpligtende virkning for modtagerne.
Modtagerne af en afgørelse/bestemmelse kan være medlemsstater eller privatpersoner. For eksempel benytter Kommissionen afgørelser/beslutninger til at sanktionere virksomheder, som måtte have indgået sammensværgelser eller misbrugt en dominerende stilling.
For at være gyldig skal afgørelsen/beslutningen meddeles den berørte. Som udgangspunkt sker dette ved at sende et anbefalet brev med modtagerbevis. Afgørelsen/beslutningen kan også offentliggøres i EU-tidende, men dette fritager ikke for at sende meddelelsen, som er den eneste måde, hvorpå retsakten kan gøres gældende over for modtageren.
Afgørelser/beslutninger uden modtager
Efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten har en afgørelse/beslutning ikke nødvendigvis en modtager. Afgørelser/beslutninger har derved fået en bredere definition og er især blevet et grundinstrument inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rådet og Det Europæiske Råd kan således vedtage afgørelser/beslutninger angående:
- Unionens strategiske interesser og målsætninger
- handlinger, som skal gennemføres af Unionen på internationalt plan
- holdninger, som Unionen skal indtage i internationale problemstillinger
- måden, hvorpå Unionens handlinger og holdninger skal gennemføres.