RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Internationale aftaler

Internationale aftaler er en af kategorierne af retsakter inden for Den Europæiske Union (EU). De indgås af EU, som handler alene eller sammen med medlemsstaterne alt efter bestemmelserne i de stiftende traktater.

INDLEDNING

Med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten har Den Europæiske Union (EU) erhvervet status som juridisk person. EU er altså underlagt international ret og kan forhandle og indgå internationale aftaler i eget navn.

Disse internationale aftaler har retsvirkning i EU’s og medlemsstaternes indre retssystemer. I øvrigt fastlægger de stiftende EU-traktater, hvorledes EU kan indgå internationale aftaler.

Definition

En international aftale er en frivillig aftale mellem EU som den ene part og et tredjeland eller en tredjeorganisation som den anden part. Disse aftaler etablerer rettigheder og forpligtelser for de europæiske institutioner og medlemsstaterne. De indgår i den europæiske retsorden fra den dato, hvor de træder i kraft, eller som de foreskriver.

Internationale aftaler er juridisk set aftaler, der er afledt af EU-retten, og de skal derfor overholde de stiftende EU-traktater. De har imidlertid en forrang for såkaldte ”unilaterale” afledte retsakter, dvs. vedtaget unilateralt af de europæiske institutioner (forordninger, direktiver, afgørelser etc.).

EU’s kompetence udadtil

EU’s kompetence udadtil fremgår af artikel 216 i traktaten om EU’s funktionsmåde. Således kan EU indgå internationale aftaler:

  • i de tilfælde, som er forudset i de stiftende traktater
  • når det foreskrives af en bindende retsakt
  • når indgåelsen af en aftale er nødvendig for at gennemføre en af EU’s målsætninger, også selvom der ikke foreligger en intern europæisk forskrift
  • når indgåelse af en aftale vil kunne påvirke de fælles regler, som vedtages via intern EU-ret. Når EU har vedtaget fælles regler for at gennemføre en politik, har medlemsstaterne altså ikke længere ret til at indgå forpligtende aftaler med tredjelande, som påvirker disse regler.

Enekompetence og delt kompetence

Kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne gælder ligeledes på internationalt plan. Når EU forhandler og indgår en international aftale, disponeres altså enten ud fra en enekompetence eller ud fra en kompetence, som er delt med medlemsstaterne.

I tilfælde af enekompetence er det kun EU, som kan forhandle og indgå en aftale. I øvrigt opregner artikel 3 i traktaten om EU’s funktionsmåde de områder, hvor EU har enekompetence til at indgå internationale aftaler.

I tilfælde af delt kompetence med medlemsstaterne indgås aftalen af EU såvel som af medlemsstaterne. Det drejer sig så om en blandet aftale, til hvilken medlemsstaterne skal give deres samtykke. Områderne med delt kompetence opregnes i artikel 4 i traktaten om EU’s funktionsmåde.

Seneste ajourføring: 13.08.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top