RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Handlingsplan for et mere sikkert internet 1999-2004("Safer Internet")

Arkiv

Handlingsplanen ("Safer Internet") har til formål at fremme gennemførelsen af et gunstigt klima på europæisk plan for udvikling af internet-branchen ved at tilskynde til mere sikker anvendelse af internettet og bekæmpe ulovligt og skadeligt indhold. Programmet bygger på tre aktionslinjer:
- skabelse af sikrere rammer ved at etablere et europæisk net af hotlines samt tilskynde til selvregulering og adfærdskodekser
- udvikling af filtrerings- og klassificeringssystemer
- oplysningsaktiviteter

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 276/1999/EF af 25. januar 1999 om vedtagelse af en flerårig EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker anvendelse af internettet ved bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på globale net [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Ulovligt indhold / Skadeligt indhold

Det er vigtigt at skelne mellem ulovligt og skadeligt indhold, da de to typer behandles forskelligt:

  • ulovligt indhold bør behandles ved kilden af de kompetente retshåndhævende myndigheder, hvis aktiviteter er dækket ind under national lovgivning og aftaler om retligt samarbejde. Industrien vil imidlertid kunne yde en væsentlig indsats til begrænsning af udbuddet af ulovligt indhold (især i tilfælde af børnepornografi, racisme og antisemitisme) gennem effektive selvreguleringsordninger (som f.eks. adfærdskodekser og etablering af hotlines), styret og reguleret i henhold til de retlige bestemmelser og med støtte fra forbrugerside;
  • skadeligt indhold omfatter både indhold, som er tilladt, men hvis udbredelse er begrænset (kun for voksne for eksempel), og indhold, der kan virke krænkende på visse brugere, selv om offentliggørelsen ikke begrænses af hensyn til ytringsfriheden. Skadeligt indhold bør først og fremmest behandles på en sådan måde, at brugerne gennem udvikling af tekniske løsninger (filtreringsværktøjer og klassificeringsmekanismer) gives mulighed for at afvise det skadelige indhold, at bevidstgøre forældrene og videreudvikle en selvregulering, der derigennem vil kunne etablere passende brugsrammer, navnlig i forbindelse med beskyttelsen af mindreårige.

Varighed og budgetramme

Handlingsplanen strækker sig over fire år (1. januar 1999 - 31. december 2002). Der er afsat en finansieringsramme på 25 mio. EUR.

Overordnet mål

Handlingsplanen har til formål at fremme en mere sikker udnyttelse af internettet og på europæisk plan tilskynde til et gunstigt udviklingsklima for den internet-relaterede industri.

Indsatsområder

Handlingsplanen omfatter fire indsatsområder:

  • skabelse af mere sikre rammer gennem etablering af et net af hotlines samt tilskyndelse til selvregulering og indførelse af adfærdskodekser
  • udvikling af filtrerings- og klassifikationssystemer, bl.a. ved at tydeliggøre fordelene ved denne fremgangsmåde og tilskynde til en international aftale om udformningen af et klassifikationssystem
  • tilskyndelse til oplysningsaktiviteter på alle niveauer for derigennem bedre at kunne informere forældre og alle, som beskæftiger sig med børn (lærere, socialrådgivere osv.), om den bedste måde (herunder også de tekniske aspekter), hvorpå mindreårige kan beskyttes mod at blive udsat for indhold, der kan skade deres udvikling
  • indførelse af støtteforanstaltninger med samtidig vurdering af de juridiske følger og koordinering med lignende internationale initiativer og evaluering af fællesskabsforanstaltningernes effekt.

Med henblik på at opfylde programmets mål vil følgende aktioner blive iværksat under Kommissionens ledelse:

  • fremme af selvregulering i industrien og ordninger til overvågning af indhold (især til håndtering af materiale som f.eks. børnepornografi, racisme og antisemitisme)
  • tilskyndelse af industrien til at stille filtreringsværktøjer og klassificeringsmekanismer til rådighed. Sigtet er at gøre det muligt for forældre og lærere at vælge materiale, der egner sig for de børn, de har ansvaret for, samtidig med at voksne får mulighed for frit at tage stilling til, hvilket lovligt indhold de ønsker at få adgang til
  • øget opmærksomhed om de tjenester, der tilbydes af industrien, blandt brugerne, med særligt henblik på forældre, lærere og børn, så de kan forstå og udnytte internettets muligheder bedre;
  • støtteaktioner som f.eks. vurdering af de juridiske følger
  • tilskyndelse til internationalt samarbejde.

Deltagelse

Foruden EU-medlemsstaterne kan juridiske personer, der er etableret i EFTA-lande, som er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), og europæiske internationale organisationer deltage i dette program. Juridiske personer, der er etableret i tredjelande uden for EØS, og ikke-europæiske internationale organisationer kan deltage i denne handlingsplan, hvis deres deltagelse bidrager effektivt til gennemførelsen af handlingsplanen, og der tages hensyn til princippet om gensidighed.

Videreførelse af programmet frem til 2005

Handlingsplanen gælder frem til den 31. december 2004, og der er afsat 13,3 mio. EUR ekstra til disse to yderligere år.

Ny handlingsplan "Safer Internet Plus"

Rådet vedtog i 2005 en beslutning om oprettelse af programmet " Safer Internet Plus ", der tilsigter at fremme en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier. Programmet omfatter perioden 2005-2008, og det er en videreførelse af handlingsprogrammet for et sikrere Internet (1999-2004).

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelseGennemførelse i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Beslutning nr. 276/1999/EF [vedtagelse: fælles beslutningstagning COD/1997/0337]26.2.1999-EFT L 33 af 6.2.1999

Ændringsretsakt(er)IkrafttrædelseGennemførelse i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Beslutning nr. 1151/2003/EF [vedtagelse: fælles beslutningstagning COD/2002/0071]1.7.2003-EUT L 162 af 1.7.2003

TILHØRENDE DOKUMENTER

EVALUERING AF PROGRAMMET

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Afsluttende evaluering af gennemførelsen af den flerårige EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker anvendelse af Internettet ved bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på globale net [KOM(2006) 663 endelig].

De uafhængige eksperter, der har evalueret programmet, har sat fokus på, hvor effektivt det bekæmper ulovligt indhold på Internettet. Programmets succes hænger bl.a. sammen med, at der oprettes nationale hotlines og oplysningsknudepunkter i næsten alle medlemsstater.

Filtreringsteknologi betragtes desuden af alle interesseparter som et væsentligt element. Men forældre behersker stadig ikke disse i tilstrækkelig grad, og fremskridtene med hensyn til udviklingen af disse teknikker er endnu ikke tilfredsstillende. På områderne selvregulering, adfærdskodekser og bedste praksis er der opnået en række opmuntrende resultater.

I evalueringsrapporten fremsættes forskellige henstillinger til, hvordan Fællesskabets indsats på området videreføres:

  • Hotlines bør gøres mere synlige
  • Samarbejdet mellem hotlines og andre aktører bør forbedres
  • Oplysningstiltagene bør målrettes mod specifikke grupper
  • Børn og unge bør inddrages i processen og være med til at påpege problemer og udtænke løsninger
  • Slutbrugerne bør i højere grad oplyses om mulighederne for at sortere skadeligt indhold fra
  • Branchen bør tilskyndes til at indføre selvreguleringsløsninger på europæisk plan
  • Udsigterne til fremtidige teknologiske fremskridt og muligheder for brugerne bør kortlægges.

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 3. november 2003 om evalueringen af den flerårige EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker brug af internettet og nye online teknologier gennem bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold, navnlig med henblik på beskyttelse af børn og mindreårige [KOM(2003) 653 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

I rapporten understreges handlingsplanens positive virkninger, navnlig har den fremmet etableringen af netværk og skabt viden om sikkerhedsproblemer i forbindelse med anvendelsen af Internettet. I rapporten konkluderes det navnlig, at:

  • Programmet har medvirket til at skabe flere filterprogrammer, hvilket er et bemærkelsesværdigt fremskridt, om end brugen af klassificering endnu ikke er tilstrækkelig udbredt. Desuden skønner visse parter, at filtrering ikke er den bedste måde at beskytte børn på. På politisk plan har programmet medvirket til at give spørgsmålet om et mere sikkert Internet en fast plads på EU's og medlemsstaternes dagsorden.
  • Hvad angår de enkelte aktionslinjer, har Kommissionen stimuleret udviklingen af et netværk af hotlines i Europa sammen med associerede medlemmer i USA og Australien. Den har finansieret forskning i bevidstgørelse af brugere, stimuleret udvikling af filtrering og støttet udviklingen af et internationalt klassificeringssystem.
  • Med handlingsplanen er det lykkedes at skabe forbindelse mellem de berørte parter, så der er opstået et "fællesskab af aktører". Dog bør der tilstræbes en større deltagelse fra erhvervslivet samt fra selvreguleringsorganisationer og forbrugergrupper.

I evalueringsberetningen fremsættes i øvrigt en anbefaling om, at målene bør udvides til at omfatte spirende kommunikationsteknologier (f.eks. 3G-mobitelefoner), for så vidt at disse vil påvirke børns brug af Internettet. Kommissionen understreger i den forbindelse, at dette punkt allerede er optaget i programmets anden fase i 2003-2004.

PROGRAM "SAFER INTERNET PLUS" (2005-2008)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 854/2005/EF af 11. maj 2005 om et flerårigt fællesskabsprogram til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier [Den Europæiske Unions Tidende L 149 af 11.6.2005]

FORLÆNGELSE AF PROGRAMMET TIL OG MED 2005

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1151/2003/EF af 16. juni 2003 om ændring af beslutning nr. 276/1999/EF om vedtagelse af en flerårig EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker anvendelse af internettet ved bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på globale net [Den Europæiske Unions Tidende L 162 af 1.7.2003]

 
Seneste ajourføring: 19.01.2007

Se endvidere

Der findes yderligere oplysninger om initiativet "Safer Internet" på Europa-Kommissionens portal om informationssamfundet (EN).

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top