RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Et indre marked for kreativt online-indhold

Markedet for online-indhold kender ikke til landegrænser og er i kraftig vækst. Indholdstjenesterne når ud til næsten 500 millioner forbrugere og vil kunne styrke den europæiske musik-, film- og spilindustris konkurrenceevne ganske betydeligt inden 2010. Det er grunden til, at Kommissionen ønsker et stærkere og mere forbrugervenligt indre marked for kreativt online-indhold.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 3. januar 2008 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om kreativt online-indhold på det indre marked [KOM(2007) 836 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Meddelelsen vedrører en bred vifte af emner inden for sektoren for kreativt online-indhold *. Den markerer lanceringen af Kommissionens initiativ ”online-indhold”, der har til formål at forbedre udbredelsen af kreativt online indhold gennem udvikling af nye og innovative økonomiske modeller og sikre en merindtjening til alle aktører i værdikæden.

Formålet er også at fremme udviklingen af et indre marked for online-musik, -film og -spil.

Flere og flere får internetforbindelser med meget høj hastighed (avancerede mobilnet), og det bliver stadigt lettere at distribuere indhold (masseudbud af digitalt udstyr). Det åbner nye perspektiver både for den europæiske industri for online-indhold og for de europæiske forbrugere.

Ifølge undersøgelser, der dækker de 25 medlemsstater, forventes indtægterne fra salget af online-indhold at vokse fra 1,8 mia. EUR i 2005 til 8,3 mia. EUR i 2010.

Den nuværende lovgivning omkring den europæiske sektor for online-indhold er alt for usammenhængende og ugennemskuelig. Et af hovedformålene med den en strategiske ramme i2010, der blev lanceret i 2005, er at få etableret et åbent og konkurrencepræget marked for informationssamfundets tjenester i EU.

Der består imidlertid også en række problemer i relation til bl.a. ophavsret, forbrugerbeskyttelse og forskellige tekniske aspekter (frekvensressourcer og bredbånd). Meddelelsen tager specifikt sigte på distribution af online-indhold.

Udfordringer i forbindelse med udviklingen af et indre marked for kreativt online-indhold

Tre målsætninger skal opfyldes, for at kreative indholdstjenester kan overføres til online-verdenen:

  • europæisk online-indhold skal bidrage til Europas konkurrenceevne og samtidig fremme alsidigheden i indholdsproduktionen og i Europas kultur- og sprogarv
  • de retlige rammer for distribution af kreativt indhold skal moderniseres under behørig hensyntagen til ophavsretten til indholdet
  • brugerne skal kunne spille en aktiv rolle i produktionen, udvælgelsen og distributionen af indhold.

Kommissionen har med udgangspunkt i den offentlige høring (EN) i 2006 om disse spørgsmål peget på de vigtigste faktorer, der legitimerer en fællesskabsindsats:

  • udbuddet af kreativt indhold
  • udvikling af multi-territoriale licensrettigheder
  • DRM-systemers interoperabilitet og gennemskuelighed
  • bekæmpelse af piratkopiering og ulovlig downloading af indhold, der er beskyttet af ophavsret.

Manglen på kreativt indhold til online-distribution og manglende aktiv tildeling af licensrettigheder på nye platforme udgør stadig væsentlige hindringer for udviklingen af online-indholdstjenester. Udbuddet af kreativt indhold stimuleres ikke tilstrækkeligt af, at der udvikles nye distributionsformer. Rettighedshaverne er bange for at miste kontrollen over deres rettigheder, da ulovlig kopiering i den digitale verden har vist sig at medføre store skader, og distributørerne kan ikke blive enige med ejerne om de kommercielle vilkår for udnyttelsen af indholdet. Det er en hindring for tildelingen af licenser til de nye platforme for online-indhold. En anden bekymring er de høje transaktionsomkostninger forbundet med rettighedstildeling. Kommissionen vil gerne optræde som mægler i det nye debatforum for online-indhold for at etablere en konstruktiv dialog mellem de berørte parter.

Det forhold, at der ikke findes multi-territoriale licenser for kreativt indhold, begrænser mulighederne for at få fuldt udbytte af europæiske kulturværker uden for de respektive nationale grænser, selv om der er indholdstjenester til rådighed på hele det indre marked. Kommissionen har tidligere anbefalet, at der indføres et system med multi-territoriale licenser for online-brug af musikværker.

Kommissionen opfordrer til, at der fastlægges rammer for interoperabiliteten * og gennemskueligheden af systemerne til forvaltning af digitale rettigheder (DRM-systemer), der gør det muligt for rettighedshavere at håndhæve deres rettigheder i den digitale verden og samtidig sikrer klar information til forbrugerne om vilkårene for brugen af downloadet indhold og de relevante online-tjenesters interoperabilitet.

Kommissionen opfordrer internetudbydere, rettighedshavere og forbrugere til at arbejde tæt sammen på grundlag af en adfærdskodeks for bekæmpelse af piratkopiering på nettet og sikre et alsidigt, lovligt online-udbud.

En proces i to tempi: kommunikation og høring

Kommissionen vil angribe problemstillingen i to tempi. Først vil den etablere et nyt debatforum for de berørte parter, hvor de kan drøfte alle spørgsmål i relation til kreativt online-indhold (udbuddet af indhold, forbedring af tildelingsmekanismer vedrørende rettigheder, udvikling af multi-territoriale licensrettigheder, forvaltningen af digitale rettigheder, samarbejdsmekanismer til bedre beskyttelse af ophavsretten i online miljøer osv.), og dernæst vil den udarbejde et forslag til henstilling vedrørende kreativt online-indhold til forelæggelse i midten af 2008.

Med udgangspunkt i bilagene til meddelelsen opfordres de berørte parter til at komme med kommentarer inden den 29. februar om de vigtigste problemstillinger i forbindelse med udviklingen af et indre marked for kreativt online-indhold.

Dokumentets nøglebegreber
  • Kreativt online-indhold: indhold og tjenester som f.eks. audiovisuelle online-produktioner (film, fjernsyn, musik og radio), online-spil, online-udgivelser, online-undervisningsindhold og indhold fremstillet af brugerne.
  • Interoperabilitet: interoperabilitet er udtryk for, at flere systemer, uanset om de er identiske eller helt forskellige, kan kommunikere og fungere sammen. Interoperabiliteten er et meget vigtigt begreb for det verdensomspændende telefonnet og internettet, som i realiteten er meget uensartede net, hvor mange forskellige slags udstyr skal fungere sammen. Det kræver, at kommunikationen opfylder nogle klart fastlagte, helt entydige standarder.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets konklusioner af 20. november 2008 om udvikling af lovlige onlinetilbud med et kulturelt og kreativt indhold og om forebyggelse og bekæmpelse af piratkopiering i det digitale miljø [Den Europæiske Unions Tidende C 319 af 13.12.2008].
Rådet for Den Europæiske Union konstaterer i konklusionen, at online-distribution af kulturelle og kreative goder udgør en mulighed for at give alle adgang til kultur, økonomisk udvikling, beskæftigelse og kulturel mangfoldighed. Der er et betydeligt udviklingspotentiale i Europa, som risikerer at blive bremset af online piratkopiering, der kan betyde, at indehavere af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder vedvarende mister et passende vederlag.
Rådet opfordrer medlemsstaterne til at nå frem til eller fremme løsninger, der fremmer udviklingen af lovlige onlinetilbud og forebyggelse og bekæmpelse af piratkopiering. Derudover opfordres medlemsstaterne til at bidrage aktivt til at fremme udbuddet af europæiske audiovisuelle værker og film inden for rammerne af gennemførelsen af direktivet om audiovisuelle medietjenester. I den sammenhæng opfordres Europa-Kommissionen til at indgå i nært samarbejde med medlemsstaterne.

Seneste ajourføring: 04.08.2009
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top