RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Rammeaftale om partnerskab med humanitære organisationer (2008-2012)

Denne rammeaftale om partnerskab med ngo’er løber fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2012. Som de tidligere rammeaftaler indeholder den bestemmelser om partnernes roller, rettigheder og forpligtelser og de retlige gennemførelsesbestemmelser for humanitære bistand.

DOKUMENT

Rammeaftale om partnerskab med humanitære organisationer (EN ) (FR ).

RESUMÉ

Generaldirektoratet for Humanitær Bistand (ECHO) er ikke direkte involveret i det lokale arbejde, idet forvaltningen og fordelingen af støtten hovedsageligt varetages af generaldirektoratets partnerorganisationer. Dette arbejde hviler på partnerskabsrammeaftalerne. Siden ECHO blev oprettet i 1992, har man anvendt to typer rammeaftaler: én, der gælder for internationale organisationer, og én, der gælder for ikke-statslige organisationer (ngo'er). Derudover findes der en finansiel og administrativ rammeaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Nationer (FAFA), som danner grundlag for de særlige bestemmelser om humanitære foranstaltninger, der finansieres af ECHO og gennemføres af FN’s humanitære organisationer.

Den nye partnerskabsrammeaftale med ngo’erne gælder for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2012; den kan dog stiltiende videreføres af Kommissionen i op til ét år. Denne partnerskabsrammeaftale er den fjerde i generaldirektoratets historie; den følger efter de aftaler, der blev vedtaget i 1993, 1998 og 2003. Formålet med den nye aftale er at gøre de kontrakter, der indgås med partnerorganisationerne, enklere og mere fleksible, idet der i højere grad lægges vægt på resultaterne. De to hovedmålsætninger "kontinuitet" og "kvalitetspartnerskab" er genoptaget fra den foregående rammeaftale.

Almindelige bestemmelser

EU’s humanitære bistand ydes via programmer og projekter, som får støtte fra EU, der i henhold til forordning (EF) nr. 1257/96, der er retsgrundlag for generaldirektorat ECHO’s arbejde og partnerskabsrammeaftalerne, kan finansiere køb og levering af de varer, materialer og tjenesteydelser, der er nødvendige for gennemførelsen deraf.

Ved partnerskabsrammeaftalerne fastlægges de fælles principper for partnerskabsforbindelsen mellem ECHO og ngo’erne og de procedurer og gennemførelsesbestemmelser, som skal gælde for de humanitære foranstaltninger, der træffes som led i partnerskabet. Partnerskabsrammeaftalerne indeholder desuden de kriterier, der gælder ved udvælgelse af partnerne; sigtet er at etablere langsigtede samarbejdsforbindelser mellem ECHO og ngo’erne og på denne måde sikre, at bistanden ydes hurtigt og effektivt. Det er derfor en principiel forhåndsbetingelse for tilskud til særlige humanitære foranstaltninger, at der er indgået en partnerskabsaftale; partnerskabsrammeaftaler udgør dog ikke egentlige finansieringsaftaler.

Hovedformålene med partnerskabsrammeaftalerne er at:

  • sikre den bedst mulige iværksættelse og et optimalt udbytte af de humanitære foranstaltninger på grundlag af formålstjenlige økonomi- og effektivitetsprincipper og veldefinerede mål og resultatindikatorer;
  • forenkle procedurerne og gøre reglerne klarere;
  • etablere partnerskaber af kvalitet gennem et omhyggeligt valg af partnerskaber og et særligt engagement i forbedring.

Partnerskabets kvalitet skal sikres konkret form i forbindelse med iværksættelsen af de humanitære projekter. God kvalitet indebærer gennemsigtighed, ansvarlighed over for de berørte parter, fastlæggelse af strategier med sigte på en mere effektiv humanitær respons, rimelige arbejdsvilkår for de humanitære organisationers personale og fremme af en indlæringsorienteret kultur baseret på god praksis. Der skal være god informationsudveksling og kommunikation mellem partnerne.

Udvælgelse og vurdering af partnere

Alle ngo’er, som bakker op om ECHO’s værdier, principper og mål, kan godkendes som partnere, når det er slået fast, at de opfylder forskellige forhåndsfastlagte kriterier, nærmere betegnet følgende:

  • ngo’en skal være en selvstændig almennyttig organisation med hovedsæde i en medlemsstat; Kommissionen efterprøver registreringen hos de nationale myndigheder og organisationens status;
  • ngo’en skal kunne fremlægge reviderede regnskaber for de seneste to regnskabsår; Kommissionen efterprøver også årsberetningerne for de seneste to år for at kontrollere, at ngo’en har mindst tre års praktisk erfaring på området;
  • ngo’en skal dokumentere en tilstrækkelig og kontrollerbar administrativ kapacitet, dvs. skal kunne fremlægge en organisationsplan og en liste over bestyrelsens medlemmer;
  • ngo’en skal kunne dokumentere, at organisationen og dens bestyrelse opfylder de etiske krav;
  • ngo’en skal have undertegnet en frivillig adfærdskodeks eller et charter som garanti for, at den overholder princippet om en upartisk, uafhængig og neutral bistandsydelse.

Ud over en kontrol af, at de formelle krav er opfyldt, vurderes også egnetheden. Ved udvælgelsen tages der hensyn til den tekniske, logistiske, administrative og finansielle kapacitet, de indhøstede erfaringer, de allerede opnåede resultater, gennemførelseskapacitet og upartiskhed, og disse forhold efterprøves hos de nationale myndigheder og på stedet.

Opfølgning og kontrol

Den nye partnerskabsrammeaftale indeholder to kontrolordninger, der skal sikre en mere effektiv kontrol med ngo'ernes foranstaltninger:

  • en A-ordning (der gælder foranstaltningen); denne ordning omfatter opfølgning af foranstaltningens gennemførelse og bygger på en grundig kontrol af slutrapporten og den efterfølgende revision af foranstaltningerne;
  • en P-ordning (der gælder forhåndsevalueringen og de interne procedurer); denne ordning bygger på en forhåndsevaluering af procedurerne for intern kontrol, risikoforvaltning og indgåelse af kontrakter med ngo'er, samt efterfølgende revision af overholdelsen af regler og procedurer.

Kommissionen foretager med mellemrum en evaluering af de ngo'er, der har undertegnet partnerskabsrammeaftaler, på grundlag af en totrinsprocedure:

  • første trin iværksættes årligt og er obligatorisk for alle ngo'er; det omfatter kontrol af, at ngo'erne opfylder de formelle krav og egnethedskravet. Dette indebærer, at ngo'erne sender Kommissionen en kopi af årsregnskaberne, en rapport over den eksterne revision og en kopi af årsberetningen fra det foregående regnskabsår samt anden relevant information;
  • andet trin består i en grundig evaluering, der iværksættes mindst hver tredje år.

Suspension eller opsigelse af partnerskabsaftaler

Efter den årlige evaluering kan Kommissionen bekræfte sit partnerskab med ngo'en, suspendere partnerskabsrammeaftalen eller opsige den med et vist varsel. Hvis ngo'en ikke opfylder kravene, kan Kommissionen suspendere partnerskabet med 45 dages skriftligt varsel. Hvis partnerskabet suspenderes, er ngo’en ikke berettiget til nogen ny finansiering i suspensionsperioder, men dens aktive status kan genetableres, hvis den fremlægger bevis for, at den på ny opfylder egnethedskravet. Opstår der formodning om, at ngo'en ikke overholder sine kontraktlige forpligtelser, kan Kommissionen suspendere partnerskabsrammeaftalen med øjeblikkelig virkning.

Når suspensionen har varet et år, opsiges partnerskabsaftalen. Aftaler kan desuden opsiges, hvis ngo'en ikke opfylder de formelle krav, hvis aftalens værdier, principper eller mål ikke overholdes, eller hvis der konstateres væsentlige uregelmæssigheder, som påfører EU-budgettet tab eller indebærer risiko herfor. Også i disse tilfælde er fristen i forbindelse med skriftligt varsel 45 dage.

Hvilke foranstaltninger kan komme i betragtning for EF-finansiering

I humanitær bistand indgår bl.a. tilvejebringelse af fødevarer, vand, sanitære installationer, indkvarteringsmulighed, sundhedspleje, kortfristede reparationer, genopbygningsarbejder, foranstaltninger til beskyttelse af konfliktofre og etablering af katastrofeberedskab.

I dette arbejde lægges forskellige fundamentale principper til grund: medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed *. Arbejdet skal fokuseres på de nødstedte, tage udgangspunkt i deres behov og baseres på den bedste eksisterende praksis inden for humanitær bistand. Med henblik herpå skal ngo’erne:

  • fordele midlerne i overensstemmelse med behovene;
  • tilskynde de ramte befolkningsgrupper til at deltage i arbejdet;
  • basere foranstaltningerne på den lokale kapacitet under skyldig hensyntagen til kultur, struktur og traditioner;
  • sikre, at nødhjælpen opfølges med genopbygning og udvikling;
  • medvirke til at styrke de berørte lokalsamfunds muligheder for selv at forebygge fremtidige humanitære kriser.

Både Kommissionen og ngo'erne kan tage initiativ til at iværksætte humanitær bistand. Godkendte foranstaltninger kan finansieres helt eller delvis af Det Europæiske Fællesskab.

Nøglebegreber i dokumentet
  • Medmenneskelighedsprincippet indebærer, at mennesker til enhver tid skal behandles humant, og at menneskeliv skal reddes, lidelser lindres, og individet respekteres·
  • Neutralitetsprincippet indebærer, at ngo'erne ikke tager parti i konflikter, og at de ikke på noget tidspunkt indlader sig i kontroverser vedrørende politik, race, trosretning eller ideologi·
  • Upartiskhedsprincippet indebærer, at humanitær bistand ikke må baseres på nationalitet, race, trosretning eller politisk overbevisning·
  • Uafhængighedsprincippet indebærer, at de humanitære agenturer selv skal opstille og iværksætte deres politik uden hensyntagen til den pågældende stats politik eller tiltag.
Seneste ajourføring: 25.01.2011

Se endvidere

  • Nærmere oplysninger fås på Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse netsted (EN) (FR)
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top