RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Grønbog om straffesager

Arkiv

Med henblik på at fremme princippet om gensidig anerkendelse forelægger Europa-Kommissionen denne grønbog om fælles minimumsstandarder for retssikkerheden for personer, der er mistænkt, tiltalt, retsforfulgt eller dømt for strafferetlige overtrædelser. Der opereres i denne sammenhæng med fem grundlæggende rettigheder, nemlig ret til juridisk bistand og repræsentation ved en juridiske sagkyndig, ret til tolke- og/eller oversætterbistand, ret til særlig beskyttelse for personer, der betragtes som udsatte, ret til konsulær bistand for statsborgere i de øvrige medlemsstater eller i tredjelande og ret til "meddelelse om rettigheder".

DOKUMENT

Grønbog fra Kommissionen: Retssikkerhedsgarantier for mistænkte og tiltalte i straffesager i EU.

RESUMÉ

Med henblik på at fremme anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse tager denne grønbog fra Kommission sigte på at undersøge, om det er hensigtsmæssigt og nødvendigt, at Den Europæiske Unions medlemsstater indfører fælles minimumsstandarder for retssikkerheden for personer, der mistænkes, tiltales, retsforfølges eller dømmes for overtrædelser. Grønbogen tager endvidere sigte på at definere disse minimumsstandarder og de områder, inden for hvilke de skal anvendes.

Grønbogen er inddelt i ni kapitler, hvortil der er knyttet 35 konkrete spørgsmål, som har været forelagt til høring i alle berørte sektorer (regeringsinstanser, erhvervsorganisationer, ikke-statslige organisationer (NGO'er), advokater og enkeltpersoner).

I de tre første kapitler, som udgør en tredjedel af grønbogen, gøres der rede for, hvorfor det er hensigtsmæssigt, at Kommissionen yder en indsats på europæisk plan for at beskytte rettighederne for personer, der mistænkes, tiltales, retsforfølges eller dømmes for strafferetlige overtrædelser, idet der lægges særlig vægt på at beskytte personer, der er tiltalt i straffesager i en anden medlemsstat end den, hvori de er statsborgere. I disse tre kapitler gøres der rede for henholdsvis baggrunden for EU's indsats på dette område, spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved grundlæggende rettigheder, forpligtelserne i henhold til konventioner samt de eksisterende bestemmelser.

Grundlæggende rettigheder, som følger af retten til en retfærdig rettergang

Kommissionen opregner de grundlæggende rettigheder, hvis overholdelse forpligter Den Europæiske Union til at yde en aktiv indsats på dette område. Det drejer sig om artikel 6 i den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som fastsætter "retten til en retfærdig rettergang", og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter "adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol", og andre bestemmelser i andre internationale traktater.

Med hensyn til definitionen af "grundlæggende rettigheder", som dækker begrebet "ret til en retfærdig rettergang", er Kommissionen nået til den konklusion, at selv om de alle sammen er vigtige, er det nødvendigt på dette stadium at give prioritet til de rettigheder, der skønnes væsentlige, dvs.:

  • ret til retshjælp og til juridisk bistand (repræsentation) fra en advokat;
  • ret til tolkebistand og ret til at få oversat væsentlige dokumenter;
  • retten for personer, der er anklaget for en lovovertrædelse, til at blive skriftligt informeret om deres grundlæggende rettigheder på et sprog, som de forstår, hvilket kan tage form af en "meddelelse om rettigheder";
  • ret til passende beskyttelse for særligt udsatte personer;
  • ret til konsulær bistand.

Hver af disse rettigheder er behandlet i et kapitel i grønbogen.

Ret til retshjælp og repræsentation ved en juridisk sagkyndig

Kommissionen overvejer muligheden af at gå et skridt videre i forhold til retten til advokatbistand ved at forpligte medlemsstaterne til at indføre et nationalt system, som indebærer repræsentation ved en advokat. Endvidere overvejer den muligheden af at forpligte medlemsstaterne til at kontrollere de beskikkede advokaters kompetence og sikre dem et passende vederlag.

Ret til tolke- og/eller oversætterbistand

I grønbogen overvejes det at oprette en formel mekanisme, som forpligter de personer, der beskæftiger sig med efterforskningen, til at sikre sig, at den mistænkte forstår det sprog, der anvendes i retten, tilstrækkeligt godt til at kunne forsvare sig. Grønbogen foreslår også, at der oprettes nationale registre over juridiske oversættere og retstolke og indføres nationale systemer for uddannelse af sådanne oversættere og tolke, og at medlemsstaterne forpligtes til at kontrollere, at sidstnævnte får et passende vederlag.

Beskyttelse af særligt udsatte grupper

Kommissionen gennemgår en liste over potentielt udsatte personkategorier, som medlemsstaterne bør yde passende beskyttelse i overensstemmelse med deres behov. Blandt de foreslåede kategorier nævner Kommissionen bl.a. udenlandske statsborgere, børn, fysisk eller mentalt syge personer, personer med forsørgerpligt, personer, der ikke kan læse eller skrive, flygtninge, alkoholikere og narkomaner.

Grønbogen nævner også muligheden for at pålægge politi, advokater og fængselspersonale at vurdere, om en person, der er mistænkt eller tiltalt i en straffesag, tilhører en udsat gruppe, og den foreslår også, at der træffes forskellige foranstaltninger i tilknytning til denne vurdering.

Konsulær bistand

De relevante bestemmelser er omhandlet i artikel 36 i Wienerkonventionen fra 1963 om konsulære forbindelser. Med henblik på at forbedre disse bestemmelser foreslår Kommissionen, at medlemsstaterne forpligtes til at sørge for, at der er en embedsmand, som har til opgave at varetage mistænktes og tiltaltes rettigheder i modtagerlandet og at fungere som kontaktperson mellem disse personer og deres familier og advokater.

Meddelelse om rettigheder

Efter en opregning af de rettigheder, som skal sikres en tiltalt person, understreger grønbogen nødvendigheden af at affatte en "meddelelse om rettigheder", som er fælles for samtlige medlemsstater. Denne meddelelse skal indeholde en skriftlig fortegnelse over enhver mistænkt eller tiltalt persons grundlæggende rettigheder og udleveres til den pågældende person senest på det tidspunkt, hvor vedkommende arresteres.

Overholdelse af og kontrol med de fælles standarder

Endelig fastslår grønbogen, at det er nødvendigt at indføre en ordning, som gør det muligt at kontrollere, i hvilket omfang medlemsstaterne overholder disse minimumsstandarder, indføre evalueringsredskaber samt eventuelt fastsætte sanktioner for det tilfælde, at en medlemsstat ikke overholder standarderne.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelseGennemførelse i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Kommissionens grønbog KOM(2003) 75 endelig---

TILHØRENDE RETSAKTER

Forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union
[KOM(2004) 328 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Efter offentliggørelsen af grønbogen modtog Kommissionen 78 skriftlige svar, som støttede forslaget om at fastlægge fælles minimumsstandarder med hensyn til retssikkerhedsgarantier. I juni 2003 blev der organiseret en høring; under behørig hensyntagen til reaktionerne forelagde Kommissionen den 28. april 2004 et forslag til en rammeafgørelse. Forslaget omhandler mistænkte og tiltalte personers adgang til advokatbistand, udenlandske tiltalte personers adgang til tolke- og oversætterbistand, beskyttelsen af personer, der ikke er i stand til at forstå eller følge med i retsforhandlingerne, tilbageholdte personers ret til at kommunikere, herunder udenlandske personers ret til konsulær bistand, meddelelse af rettigheder samt evaluering og kontrol.
Høringsprocedure (CNS/2004/0113)

Forslag til Rådets rammeafgørelse til en europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager
[KOM(2003) 688 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Høringsprocedure (CNS/2003/0270)

Seneste ajourføring: 01.02.2008
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top