Glossar
Stabiliserings- og associeringsproces
EU's politik for landene på det vestlige Balkan udmøntes i den stabiliserings- og associeringsproces, som blev lanceret i november 2000 på topmødet i Zagreb. Den omfatter følgende lande: Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro og Serbien, herunder Kosovo som defineret i FN's Sikkerhedsråds resolution 1244.
Formålet med denne proces er at sikre fred og stabilitet i regionen ved at understøtte demokratiet og retsstatsprincipperne samt udviklingen af en markedsøkonomi. Udviklingen af det regionale samarbejde, f.eks. gennem etablering af en frihandelszone og politisk dialog, prioriteres højt.
Stabiliserings- og associeringspolitikken sigter mod at tildele de pågældende lande privilegerede forbindelser med EU til gengæld for reformer med henblik på tiltrædelse, som især omfatter tilnærmelse af deres lovgivning til EU-lovgivningen. Disse lande anerkendes som potentielle kandidatlande.
Stabiliserings- og associeringsprocessen blev styrket på topmødet i Thessaloniki i 2003, idet den overtog elementer fra tiltrædelsesprocessen. Den hviler på:
- Kontraktforhold i form af bilaterale stabiliserings- og associeringsaftaler, hvis indgåelse er betinget af, at de pågældende lande opnår fremskridt inden for processens rammer. I den forbindelse vil der ved evalueringen af deres anmodning om tiltrædelse blive set på, hvorledes reglerne overholdes især på handelsområdet.
- Handelsrelationer på regionalt niveau og med EU. EU har tildelt landene på det vestlige Balkan handelspræferencer.
- Et finansieringsinstrument, førtiltrædelsesinstrumentet (IPA) for perioden 2007 – 2013 (som erstatter CARDS-programmet 2000 - 2006).
De lande på det vestlige Balkan, som opnår status af EU-kandidatlande, vil fortsat drage fordel af visse af processens elementer, selv om de er involveret i tiltrædelsesprocessen.
Se også: