RSS
Alfabetisk indeks

Glossar

Schengen-aftalen og Schengen-konventionen

Schengen-aftalen, der blev indgået mellem Tyskland, Belgien, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene den 14. juni 1985, gik ud på gradvis at ophæve kontrollen ved de fælles grænser og at oprette en ordning med fri bevægelighed for alle statsborgere i signatarstaterne, de øvrige EU-lande og tredjelande.

Schengen-konventionen supplerer aftalen og fastsætter betingelser og garantier for gennemførelsen af den frie bevægelighed. Konventionen blev undertegnet af de samme fem medlemsstater den 19. juni 1990, men den trådte først i kraft i 1995.

Schengen-aftalen og -konventionen, såvel som de relaterede aftaler og reglementer, kaldes Schengen-reglerne. Siden 1999 har Schengen-reglerne været integreret i EU's institutionelle og juridiske ramme i henhold til en protokol, der er knyttet som bilag til traktaterne.

Schengen-aftalerne er efterhånden blevet udvidet: Italien underskrev aftalerne i 1990, Spanien og Portugal i 1991, Grækenland i 1992, Østrig i 1995 og Danmark, dog med visse forbehold, i 1996, Finland og Sverige også i 1996 samt den Tjekkiske Republik, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet i 2007. Irland og Det Forenede Kongerige er kun delvis parter i Schengen-aftalerne, idet bl.a. deres grænsekontrol er opretholdt.

Bulgarien, Cypern og Rumænien har kun gennemført dele af Schengen-aftalerne, idet afskaffelsen af disse landes grænsekontrol fortsat kræver en afgørelse af Rådet for Den Europæiske Union.

Endvidere tilhører fire tredjelande ligeledes Schengen-området siden 1996, skønt de kun deltager med en begrænset rolle i beslutningsprocessen: Island og Norge siden 1996 og Schweiz og Liechtenstein siden 2008.

EU-kandidatlande skal have accepteret Schengen-reglerne fuldt ud på det tidspunkt, hvor de tiltræder EU.

Se også:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top