RSS
Alfabetisk indeks

Glossar

Den åbne koordinationsmetode

Den åbne koordinationsmetode blev indført som led i beskæftigelsespolitikken og Luxembourg-processen. Den indgår i Lissabon-strategien (2000).

Den åbne koordinationsmetode udgør en ny samarbejdsramme for medlemsstaterne med det formål at foretage en indbyrdes tilnærmelse af de nationale politikker for at nå visse fælles mål. Ifølge denne mellemstatslige metode evalueres medlemsstaterne af andre medlemsstater ("peer pressure"), og Kommissionen nøjes med at indtage en overvågningsrolle. Europa-Parlamentet og Domstolen er næsten ikke inddraget i den åbne koordinationsmetode.

Den åbne koordinationsmetode anvendes på områder, der henhører under medlemsstaternes kompetenceområde, som f.eks. beskæftigelse, social sikring, social inddragelse, uddannelse, ungdom og erhvervsuddannelse.

Den bygger navnlig på:

  • indkredsning og definition i fællesskab af, hvilke mål der skal nås (vedtaget af Rådet)
  • måleværktøjer defineret i fællesskab (statistikker, indikatorer, retningslinjer)
  • "benchmarking", dvs. sammenligning af medlemsstaternes resultater og udveksling af bedste praksis (overvåget af Kommissionen).

Alt efter hvilket område det drejer sig om, medfører den åbne koordinationsmetode såkaldte soft law-foranstaltninger, der er mere eller mindre bindende for medlemsstaterne, men som aldrig tager form af direktiver, forordninger, afgørelser eller beslutninger. Som led i Lissabon-strategien pålægger den åbne koordinationsmetode således medlemsstaterne at udarbejde nationale reformplaner og sende dem til Kommissionen. Til gengæld indeholder ungdomspolitikken ikke talsatte målsætninger, og gennemførelsen af disse, der overlades til medlemsstaterne, sker ikke ifølge samordnede nationale handlingsplaner på EU-plan.

Se også:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top