RSS
Alfabetisk indeks

Glossar

Ioannina-kompromiset

Ioannina-kompromiset har sit navn fra et uformelt møde blandt udenrigsministrene i Ioannina i Grækenland den 29. marts 1994. Dette møde resulterede bl.a. i en rådsafgørelse om det konkrete spørgsmål om kvalificerede flertalsafstemninger i en udvidet Union med 16 medlemmer. Denne beslutning er siden hen blevet ændret som følge af Norges beslutning om ikke at blive medlem. Det kompromis, der blev opnået, indebar, at Rådet, hvis et antal rådsmedlemmer svarende til i alt mellem 23 stemmer (det hidtidige nødvendige minimum for at blokere en beslutning) og 26 stemmer (det nye minimum) tilkendegav, at de agtede at modsætte sig, at Rådet vedtager en afgørelse, som skal træffes med kvalificeret flertal, skulle gøre alt, hvad der står i dets magt for inden for en rimelig tidsfrist at finde en tilfredsstillende løsning, der vil kunne vedtages med mindst 68 ud af 87 stemmer.

Lissabon-traktaten (artikel 16 i traktaten om Den Europæiske Union) introducerer en ny definition af reglen om kvalificeret flertal, som skal gælde fra den 1. november 2014. Fra denne dato og frem til den 31. marts 2017 vil det dog være muligt for alle medlemsstater at anvende de tidligere regler om stemmevægtning. Det vil også være muligt at anvende "Ionnina-kompromiset". Kompromiset giver mulighed for, at lande, der udgør mindst tre fjerdedele af EU's befolkning eller mindst tre fjerdedele af antallet af medlemsstater, der udgør det nødvendige minimum for at blokere en beslutning, kan modsætte sig en lovafstemning ved kvalificeret flertal i Rådet for hermed at kunne finde en løsning inden for en rimelig tidsfrist. Fra den 1. april 2017 bliver den nye regel om kvalificeret flertal obligatorisk. Grænserne for udløsning af et "Ionnina-kompromis" bliver sænket til mindst 55% af EU's befolkning eller mindst 55% af EU-landene som mindste krav for at kunne blokere en beslutning.

Se også:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top