RSS
Alfabetisk indeks

Glossar

Fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)

EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) omfatter en gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som en dag kan føre til et fælles forsvar. Den har til formål at give EU mulighed for at udvikle sine civile og militære kapaciteter inden for krisestyring og konfliktforebyggelse på internationalt plan. Den bidrager således til at bevare den internationale fred og sikkerhed i overensstemmelse med FN-pagten. Det skal sikres, at FSFP, som ikke indebærer oprettelsen af en europæisk hær, er kompatibel og koordineres med NATO.

Maastricht-traktaten (1992) var den første traktat, der indeholdt bestemmelser om EU's ansvar angående sikkerhed og om en eventuel fælles forsvarspolitik. Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden (1999) er EU-traktaten (afsnit V) kommet til at omfatte en række nye opgaver såsom krisestyringsmissioner og fredsbevarende missioner. Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), EU's Militærkomité (EUMC) og EU's Militærstab udgør de permanente politiske og militære strukturer, der danner grundlaget for en selvstændig og operationel forsvarspolitik for EU. Det Europæiske Råd i Helsinki i december 1999 fastsatte endvidere den "overordnede målsætning", at EU inden for en frist på 60 dage og i mindst et år skal kunne stille militærstyrker på op til 60 000 mand til rådighed.

Lissabontraktaten fastslår, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) ændrer navn til "den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik" (FSFP) og kan lede til et fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd enstemmigt beslutter det (artikel 42 i Traktaten om Den Europæiske Union - TEU). Beslutninger vedrørende FSFP vedtages af Rådet ved enstemmighed.

Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har ansvar for at gennemføre Unionens fælles sikkerheds- og forsvarspolitik samt at koordinere civile og militære aspekter af de såkaldte "Petersberg-opgaver" (artikel 43 i TEU). Medlemsstaterne kan på permanent basis inddrages i gennemførelsen af opgaverne inden for rammerne af strukturerede samarbejder.

Lissabontraktaten stadfæster solidaritetspligten mellem medlemsstaterne og Unionen over for andre medlemsstater med indførelsen af:

  • en "bestemmelse om gensidigt forsvar", der forpligter medlemsstaterne til at hjælpe en medlemsstat, der udsættes for væbnet angreb på sit område,
  • en "solidaritetsbestemmelse" (artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde - TEUF), der giver mulighed for at mobilisere alle civile og militære midler for at hjælpe en medlemsstat, der udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe.

Derudover institutionaliserer Lissabontraktaten Det Europæiske Forsvarsagentur oprettet i juli 2004 ved Rådets fælles aktion. Agenturet har ansvar for at:

  • udvikle Unionens forsvarskapaciteter særligt på krisestyringsområdet,
  • styrke det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis,
  • fremme det europæiske samarbejde om forsvarsmateriel.

Se:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top