RSS
Alfabetisk indeks

Glossar

Kompetencefordeling

Lissabon-traktaten fastlægger kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne. Ud over nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet fastlægger den princippet om kompetencetildeling (artikel 5 i EU-traktaten). I medfør af princippet om kompetencetildeling handler Unionen kun inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den og inden for fastlagte områder.

Der defineres tre typer kompetencer:

  • Enekompetencer: beskrives i artikel 3 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Kun Unionen har beføjelse til at lovgive på disse områder. Unionen kan også indgå internationale aftaler, når aftalen er funderet i EU-lovgivningen, eller når aftalen er nødvendig for at kunne udføre enekompetencen.
  • Delt kompetence: omtales i artikel 4 i TEUF. Både Unionen og medlemsstaterne har beføjelse til at lovgive på disse områder. Medlemsstaterne kan gøre brug af deres kompetence, når Unionen ikke gør brug af sin kompetence på området eller afstår herfra. Medlemsstaterne kan også bede Europa-Kommissionen om at ophæve en lov vedtaget på et af områderne med delt kompetence med henblik på i højere grad at sikre overholdelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (erklæring nr. 18 i bilag til Lissabon-traktaten).
  • Områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen, men hvor Unionen kan supplere deres aktioner gennem støtteaktioner og koordinering.

Kompetencerne kan udvides ved påberåbelse af fleksibilitetsklausulen (artikel 352 i TEUF). Ifølge klausulen kan Unionen tildeles supplerende beføjelser, når de nødvendige handlemuligheder for at nå en af Unionens målsætninger ikke er stadfæstet i traktaterne.

Det er nærheds- og proportionalitetsprincippet, der regulerer kompetencerne, og som sikrer, at kompetencefordelingen overholdes. De nationale parlamenter er berettiget til at medvirke ved kontrol af overholdelse af nærhedsprincippet.

Se:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top