RSS
Alfabetisk indeks

Glossar

Fællesskabsretligt og mellemstatsligt samarbejde

Maastrichttraktaten (1992) indførte en institutionel struktur, som bestod af tre søjler og en skelnen mellem fællesskabsretligt og mellemstatsligt samarbejde. Denne institutionelle arkitektur og de tilhørende samarbejdsformer ("metoder") har været gældende frem til ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten.

Den fællesskabsretlige samarbejdsform var betegnelsen for den institutionelle funktionsmåde inden for Den Europæiske Unions første søjle. Den baseredes på en integrationslogik og karakteriseredes blandt andet ved følgende hovedbegreber:

  • Kommissionens monopol på initiativretten
  • generel brug af afstemning ved kvalificeret flertal i Rådet
  • Europa-Parlamentets aktive rolle (udtalelser, ændringsforslag mv.)
  • en ensartet fortolkning af fællesskabslovgivningen tilsikret af EU-Domstolen

I modsætning hertil stod den institutionelle funktionsmåde under anden og tredje søjle, som baseredes på et mellemstatligt samarbejde (den mellemstatlige metode), og hvis vigtigste kendetegn var følgende:

  • Kommissionens initiativret, enten delt med medlemsstaterne eller begrænset til visse særlige områder
  • generel brug af enstemmighed i Rådet
  • Europa-Parlamentets rådgivende rolle
  • EU-Domstolens begrænsede rolle.

Lissabontraktaten fjerner strukturen med de tre søjler til fordel for oprettelsen af Den Europæiske Union (EU). I EU vedtages beslutningerne i henhold til en fælles lovgivningsprocedure kaldet "den almindelige lovgivningsprocedure". Afskaffelsen af søjlestrukturen medfører ikke en overførelse til EU-kompetence af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik; her bevares den mellemstatlige karakter. Ligeledes fortsætter politisamarbejdet og det strafferetlige samarbejde, også selvom disse er integreret i det fællesretlige system, med at være underlagt særlige procedurer, under hvilke medlemsstaterne opretholder store beføjelser.

Se:

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top