RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Maksimalgrænseværdier for pesticider i fødevarer og foderstoffer

Sammensætningen af fødevarer eller foderstoffer i EU er underlagt en maksimalgrænseværdi for restindhold af pesticider (MLR) for dermed at beskytte menneskers og dyrs sundhed. Med denne forordning samles og harmoniseres alle gældende grænseværdier for en række fødevareprodukter og foderstoffer. Desuden fastsættes en standardmaksimalgrænseværdi.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Med denne forordning fastsættes maksimalgrænseværdierne for pesticidrester, som må forekomme i animalske eller vegetabilske produkter til konsum eller foderbrug. Disse maksimalgrænseværdier for pesticidrester * (LMR) omfatter dels specifikke maksimalgrænseværdier for visse fødevarer eller foderstoffer og dels en maksimal generel grænse, som finder anvendelse, hvor der ikke er fastsat særlige maksimalgrænseværdier.

Målet er at sikre, at pesticidrester i fødevarer ikke udgør en uacceptabel risiko for forbrugernes sundhed og dyresundheden.

Berørte fødevarer

Forordningen omfatter alle fødevarer og foderstoffer, som opført i bilag I.

Disse produkter er ikke underlagt de fastlagte standarder, når de anvendes til såning eller udplantning, godkendte forsøg med aktive stoffer, til fremstilling af andre produkter end fødevarer eller foderstoffer, eller til udførsel til lande uden for EU.

Standardgrænseværdier og specifikke grænseværdier

Det maksimale tilladte indhold af pesticidrester i fødevarer vil være på 0,01 mg/kg. Denne generelle grænseværdi anvendes som "standard", dvs. i alle de tilfælde, hvor der ikke er fastlagt en specifik grænseværdi for et produkt eller en type produkter.

De specifikke maksimalgrænseværdier, som opført i bilag II, er i visse tilfælde højere end standardmaksimalgrænseværdierne.

I visse tilfælde kan der fastsættes midlertidige maksimalgrænseværdier, som efterfølgende opføres i bilag III. Der kan fastsættes midlertidige maksimalgrænseværdier:

  • for honning og urtete
  • i undtagelsestilfælde, navnlig når der forekommer kontamination som følge af anvendelse af plantebeskyttelsesmidler
  • for nationale maksimalgrænseværdier, som endnu ikke er harmoniserede
  • når nye produkter er blevet opført i bilag I, og en medlemsstat anmoder herom, for at gøre det muligt at gennemføre en grundig, videnskabelig analyse, og forudsat at der ikke er identificeret uacceptable sikkerhedsrisici for forbrugerne.

Det er forbudt at fortynde produkter, der ikke overholder de fastsatte grænseværdier, med undtagelse af visse forarbejdede og/eller sammensatte produkter, som Kommissionen har opført i bilag VI.

Undtagelser fra grænseværdierne

Visse substanser, som er opført af Kommissionen (bilag VII) kan tillades, selvom de overstiger de fastsatte grænseværdier, forudsat at:

  • sådanne produkter ikke er bestemt til umiddelbart konsum
  • det gennem passende kontrol sikres, at sådanne produkter ikke kan stilles til rådighed for forbrugerne
  • de andre medlemsstater og Kommissionen er blevet informeret om de trufne foranstaltninger.

I undtagelsestilfælde kan en medlemsstat tillade produkter, der ikke overholder de fastsatte grænseværdier i bilag II og III, forudsat at de pågældende produkter ikke udgør en uacceptabel risiko. Sådanne tilladelser meddeles straks de øvrige medlemsstater, Kommissionen og Fødevaresikkerhedsautoriteten, så de uden unødig opsættelse kan træffe de nødvendige forholdsregler (midlertidig maksimalgrænseværdi osv.).

Visse aktive stoffer er ikke underlagt maksimalgrænseværdier. Der er tale om aktive stoffer, som forefindes i plantebeskyttelsesmidler, som er evalueret i henhold til direktiv 91/414/EØF (om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler) og for hvilke det ikke er skønnet nødvendigt at fastlægge maksimalgrænseværdier. Disse stoffer er opført i bilag IV, som udarbejdes af Kommissionen senest tolv måneder efter forordningens ikrafttræden.

Fastsættelse, ændring eller ophævelse af maksimalgrænseværdier

Forud for markedsføringen af et plantebeskyttelsesmiddel jf. direktiv 91/414/EØF skal de aktive stoffer, som plantebeskyttelsesmidlet indeholder, evalueres med henblik på at fastlægge en maksimalgrænse for pesticidrester i fødevarer, over hvilken koncentrationen af disse stoffer udgør en risiko for mennesker eller dyr.

I forordningen fastsættes proceduren for anmodninger om maksimalgrænseværdier. Anmodningerne indgives til medlemsstaterne, som videresender dem til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).

Risikovurderingen hører under Autoritetens opgaver, og den udtaler sig for hver ny anmodning om fastsættelse, ændring eller ophævelse af en maksimalgrænseværdi (dog ikke ophævelse som følge af en tilbagekaldelse af godkendelse for et plantebeskyttelsesmiddel). Autoriteten afgiver udtalelse, som bl.a. skal omfatte den påregnede bestemmelsesgrænseværdi * for forholdet pesticid/plantebeskyttelsesmiddel og en risikovurdering i tilfælde af overskridelse af det acceptable daglige indtag.

På baggrund af Autoritetens udtalelse udsteder Kommissionen en forordning om fastlæggelse af en ny maksimalgrænseværdi eller om ændring eller ophævelse af en eksisterende maksimalgrænseværdi.

Kontrol af maksimalgrænseværdier

På grundlag af medlemsstaternes og Fællesskabets flerårige kontrolprogrammer, som ajourføres hvert år, gennemfører medlemsstaterne kontrol af pesticidrester med henblik på overholdelse af maksimalgrænseværdierne. Denne kontrol kan bl.a. bestå af prøver, der sendes til analyse, og af identifikation af de pesticider, som forefindes i prøverne, og i hvilket omfang de forskellige pesticidrester forefindes.

Baggrund

Før vedtagelsen af denne forordning anvendte hver medlemsstat sine egne maksimalgrænseværdier for indhold af pesticidrester. I den tidligere europæiske lovgivning fastsattes forskellige maksimalgrænseværdier for pesticider i henhold til produkttype: frugt og grøntsager (direktiv 76/895/EØF), korn (direktiv 86/362/EØF), levnedsmidler af animalsk oprindelse (direktiv 86/363/EØF) og produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager (direktiv 90/642/EØF). Den nuværende forordning foreskriver harmoniserede maksimalgrænseværdier for alle fødevarer og ophæver dermed alle disse direktiver. Den indeholder samme beskyttelsesforanstaltninger for foder. Det er første gang, der fastsættes en sådan fælles grænse på europæisk plan for samtlige pesticidtyper uden sondring mellem kategorier af fødevarer/foderstoffer.

Brugen af aktive stoffer i plantebeskyttelsesmidler er en af de bedst egnede metoder til beskyttelse af planter mod skadelige organismer. Denne anvendelsesform kan imidlertid medføre, at der forekommer rester af disse stoffer i de behandlede produkter, hos dyr, der fodres med disse produkter samt i honning, der produceres af bier, som udsættes for disse stoffer. Det bør derfor sikres, at restkoncentrationen af disse stoffer holdes på et niveau, så mennesker, subsidiært dyr, ikke udsættes for uacceptable risici.

Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed bistår Kommissionen med at træffe afgørelser om maksimalgrænseværdier for pesticidrester. I medlemsstaterne varetager de udpegede nationale myndigheder kontakten med Kommissionen, EFSA, de andre medlemsstater og alle andre aktører, som er berørt af forordningen.

Retsaktens nøglebegreber
  • "maksimalgrænseværdi": det højeste lovlige koncentrationsniveau for en pesticidrest i eller på fødevarer eller foderstoffer;
  • "bestemmelsesgrænseværdi": den godkendte laveste restkoncentration, der kan måles og rapporteres ved rutinemæssig overvågning efter validerede kontrolmetoder.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelseGennemførelse i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 396/2005

5.4.2005

-

EUT L 70 af 16.3.2005

Ændringsretsakt(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i
medlemsstaterne
Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 178/2006

22.2.2006

-

EUT L 29 af 2.2.2006

Forordning (EF) nr. 149/2008

1.9.2008

-

EUT L 58 af 1.3.2008

Forordning (EF) nr. 260/2008

8.4.2008

-

EUT L 76 af 19.3.2008

Forordning (EF) nr. 299/2008

10.4.2008

-

EUT L 97 af 9.4.2008

Forordning (EF) nr. 839/2008

31.8.2008

-

EUT L 234 af 30.8.2008

Forordning (EF) nr. 256/2009

28.3.2009

-

EUT L 81 af 27.3.2009

Ændringerne og tilføjelserne til forordning (EØF) nr. 396/2005 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har kun dokumentationsværdi.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens forordning (EU) nr. 915/2010 af 12. oktober 2010 om et samordnet flerårigt EU-kontrolprogram for 2011, 2012 og 2013 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på vegetabilske og animalske fødevarer og for at vurdere forbrugernes eksponering herfor [Den Europæiske Unions Tidende L 269 af 13.10.2010].

Forordning (EF) nr. 882/2004 [Den Europæiske Unions Tidende L 165 af 30.4.2004].
Offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes.

Direktiv 2002/63/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 187 af 16.7.2002].
EF-metoder til prøveudtagning til officiel kontrol af pesticidrester i og på vegetabilske og animalske produkter.

Seneste ajourføring: 04.04.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top