RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Aviær influenza

Der findes særlige foranstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza og forebyggelse af sygdommen. Dette direktiv indeholder en omfattende retlig ramme, som tager de nyeste videnskabelige landvindinger i betragtning.

DOKUMENT

Rådets direktiv 2005/94/EF af 20. december 2005 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza og om ophævelse af direktiv 92/40/EØF [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Den Europæiske Union (EU) fastsætter foranstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza, så snart der opstår mistanke om forekomst af sygdommen.

Medlemsstaterne skal:

  • etablere overvågningsprogrammer med det formål at påvise virussen og øge deres viden på dette område
  • sikre, at forekomst af sygdommen anmeldes til den kompetente myndighed, og sørge for, at der bliver iværksat epidemiologiske undersøgelser i overensstemmelse med en beredskabsplan, der er godkendt af Kommissionen.

Når der er mistanke om udbrud på en bedrift, indleder den kompetente myndighed en epidemiologisk undersøgelse, overvåger den pågældende bedrift og iværksætter en række foranstaltninger, som omfatter optælling af dyrene, udarbejdelse af en liste over dyr, der er syge, døde eller mistænkt for at være smittede, afsondring af bedriften og den fornødne desinfektion. Disse foranstaltninger ophæves, når mistanken om sygdom er officielt afkræftet.

Efter den epidemiologiske undersøgelse kan der iværksættes yderligere foranstaltninger på bedriften.

I dette direktiv fastsættes det, hvilke specifikke foranstaltninger der skal iværksættes alt efter sygdommens art.

Højpatogen aviær influenza (HPAI)

Hvis der konstateres et udbrud af HPAI, skal den kompetente myndighed sørge for, at følgende foranstaltninger gennemføres:

  • aflivning af fjerkræ og andre fugle i fangenskab
  • bortskaffelse af kroppe under officielt tilsyn
  • overvågning af fjerkræ udklækket af æg før gennemførelsen af de første foranstaltninger
  • sporing og bortskaffelse af kød af fjerkræ, der er slagtet, og æg, der er indsamlet før gennemførelsen af de første foranstaltninger
  • passende håndtering af potentielt kontaminerede stoffer
  • rengøring og desinficering af gødning, gylle, strøelse og enhver form for potentielt kontamineret udstyr
  • overvågning af flytninger af dyr ind og ud af bedriften
  • virusisolering ifølge den mest velegnede laboratorieprocedure.

Endvidere iværksættes der specifikke foranstaltninger i de zoner, der ligger tættest på den pågældende bedrift, såkaldte "beskyttelseszoner" (i en radius på mindst tre kilometer omkring bedriften) og "overvågningszoner" (i en radius på mindst ti kilometer omkring bedriften). De foranstaltninger, der iværksættes i disse zoner, vedrører bl.a. optælling af landbrugsbedrifterne, besøg af embedsdyrlægen, transport af fugle, æg, fjerkrækød og kroppe. Disse foranstaltninger opretholdes, indtil det foreløbige rengøringsarbejde er afsluttet (mindst 21 dage efter i beskyttelseszoner og mindst 30 dage efter i overvågningszoner).

Lavpatogen aviær influenza (LPAI)

Hvis der konstateres et udbrud af LPAI, skal den kompetente myndighed sørge for, at der iværksættes en række foranstaltninger på grundlag af en passende risikovurdering. Foranstaltningerne varierer og fastsættes ud fra en række kriterier, herunder de berørte arter, antallet af bedrifter i den pågældende zone, slagteriernes placering og biosikkerhedsforanstaltninger. Følgende foranstaltninger iværksættes:

  • tømning af bedriften for alt fjerkræ og alle andre fugle i fangenskab; dette skal foregå i overensstemmelse med de fælles minimumsnormer for beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet
  • bortskaffelse af kroppe og rugeæg under officielt tilsyn
  • overvågning af indsamlede rugeæg og fjerkræ udklækket af æg før gennemførelsen af de første foranstaltninger
  • bortskaffelse eller transport af konsumæg produceret på bedriften før tømningen til et pakkeri eller en virksomhed, der fremstiller ægprodukter
  • bortskaffelse af enhver form for potentielt kontamineret materiale
  • rengøring og desinficering af gødning, gylle, strøelse og potentielt kontaminerede bygninger og udstyr
  • forbud mod, at husdyr af pattedyrklassen kommer ind på eller forlader bedriften
  • virusisolering.

Endvidere iværksættes der specifikke foranstaltninger i den zone, der ligger tættest på den pågældende bedrift, den såkaldte "spærrezone" (i en radius på mindst en kilometer omkring bedriften). De foranstaltninger, der iværksættes i denne zone, vedrører bl.a. optælling og test af de erhvervsdrivende bedrifter og forvaltning af transport af fjerkræ, andre fugle i fangenskab og æg. Opretholdelsen af disse foranstaltninger varierer og fastsættes af den kompetente myndighed.

Spredning til andre arter

Når der konstateres et udbrud af aviær influenza på en bedrift, testes andre pattedyr, der kan være smittede, navnlig svin. Hvis resultaterne af disse test er positive, kan myndigheden beordre svinene flyttet til andre bedrifter eller til slagterier.

Rengøring, desinfektion og genindsættelse af dyr

Medlemsstaterne sørger for, at alt, hvad der er potentielt kontamineret, herunder bedrifter, slagterier, køretøjer og andet udstyr, rengøres og desinficeres. 21 dage efter denne rengøring og desinfektion kan der genindsættes dyr på bedriften, jf. bestemmelserne i dette direktiv.

Diagnosticeringsmetoder

Krav, kriterier og procedurer i forbindelse med diagnosticeringstest og kliniske post mortem-undersøgelser findes i en diagnosticeringsmanual vedtaget af direktiv 2006/94/EF. Disse test og undersøgelser foregår udelukkende på godkendte, nationale laboratorier.

Hver medlemsstat udpeger et laboratorium på nationalt plan og meddeler derpå dets kontaktoplysninger til de andre medlemsstater og offentligheden. De nationale laboratorier samarbejder med EF-referencelaboratoriet beliggende i Surrey (Det Forenede Kongerige), som er ansvarligt for samordning af forskningen inden for aviær influenza.

Vaccination

Vaccination mod aviær influenza er generelt forbudt, undtagen i tilfælde, hvor der er behov for en nødvaccination eller en forebyggende vaccination. Vaccinationsplanerne godkendes af Kommissionen, og de pågældende gårde overvåges nøje. Direktivet omfatter gennemførelsesbestemmelser for disse foranstaltninger og skaber mulighed for at etablere vaccinebanker.

Udvalgsprocedure

Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed i forvaltningen af foranstaltninger vedrørende aviær influenza. Denne kan bl.a. medvirke til at fastsætte biosikkerhedsforanstaltninger.

Kontekst

Specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza blev indført i fællesskabslovgivningen med direktiv 92/40/EØF, der forblev i kraft indtil 1. juli 2007. Fornyelse af lovgivningen er blevet nødvendig som følge af de nyeste videnskabelige landvindinger i forbindelse med aviær influenza i form af nye testmetoder og vacciner og bidrag til ændring af den zoosanitære kodeks vedrørende landdyr.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdato - UdløbsdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneTidende
Direktiv 2005/94/EF

3.2.2006

1.7.2007

EUT L 10 af 14.1.2006

ÆndringsretsaktIkrafttrædelsesdato - UdløbsdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Direktiv 2008/73/EF

3.9.2008

1.1.2010

EUT L 219 af 14.8.2008

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2007/598 af 28. august 2007 om foranstaltninger for at forebygge spredning af højpatogen aviær influenza til andre fugle i fangenskab, der holdes i zoologiske haver og officielt godkendte organer, institutter eller centre i medlemsstaterne [Den Europæiske Unions Tidende L 230 af 1.9.2007].

Kommissionens beslutning 2007/118/EF af 16. februar 2007 om nærmere bestemmelser for et alternativt identifikationsmærke i henhold til Rådets direktiv 2002/99/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 51 af 20.2.2007].

Kommissionens beslutning 2006/415/EF af 14. juni 2006 om visse beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza af subtype H5N1 hos vilde fugle i Fællesskabet og om ophævelse af beslutning 2006/135/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 164 af 16.6.2006].

Seneste ajourføring: 27.01.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top