RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Aspekter vedrørende varehandel

De europæiske fællesskaber er engagerede i at liberalisere handelen med industri- og landbrugsvarer under loyale konkurrencevilkår og i at nedbringe de toldmæssige og ikke-toldmæssige hindringer i varehandelen.

DOKUMENT

Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 336 af 23.12.1994].

RESUMÉ

MARKEDSADGANG

Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT 1994)

Det drejer sig om grundteksten, som indeholder de almindelige regler om varehandel, idet de særlige regler er fastsat i de ved slutakten indførte sektoraftaler. GATT 1994 omfattede GATT 1947 og samtlige retlige instrumenter, der blev vedtaget før overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Den almindelige overenskomst omfatter en række grundprincipper, der stammer fra GATT 1947, bl.a.:

  • princippet om almindelig mestbegunstigelsesbehandling, ifølge hvilket hvert medlem af WTO indrømmer varer fra et andet medlem en behandling, der ikke er mindre gunstig end den behandling, det indrømmer tilsvarende varer fra ethvert andet land (et begreb om ikke-forskelsbehandling)
  • princippet om national behandling med hensyn til beskatning og interne forskrifter, ifølge hvilket hvert medlem af WTO indrømmer varer fra et andet medlem en forskrifts- og skattemæssig behandling, der ikke er mindre gunstig end den behandling, det indrømmer sine nationale varer.

Desuden indeholder overenskomsten bestemmelser om nedsættelse og konsolidering af toldsatser, forbud mod kvantitative import- og eksportrestriktioner og anmeldelsespligt for statshandelsforetagender. Overenskomsten omfatter antidumpingtold og indeholder regler om subsidier og beskyttelsesforanstaltninger. For så vidt angår bestemmelser om konsultationer og tvistbilæggelse, er disse i WTO-reglerne opført under tvistbilæggelse.

Endelig indeholder overenskomsten en række kriterier om frihandelsområder og toldunioner og de forpligtelser, der påhviler medlemmerne af disse områder og unioner. En række bestemmelser, der blev indsat i 1965, indeholder regler og særlige fordele for udviklingslandene.

Marrakesh-protokollen

Marrakesh-protokollen, der er knyttet til GATT 1994, er det retlige instrument, ved hvilket de lister over indrømmelser og forpligtelser vedrørende varer, som man forhandlede sig frem til under Uruguay-runden, indsættes i GATT 1994, ligesom den fastslår deres ægthed og gennemførelsesbestemmelserne dertil. Hvert medlem af WTO opstiller således en liste over indrømmelser vedrørende varer. Denne liste udgør en integrerende del af GATT 1994. Hver liste indeholder alle de indrømmelser, som det pågældende medlem har tilbudt under Uruguay-runden eller tidligere forhandlinger. I henhold til artikel II i GATT 1994 skal hvert medlem på handelsområdet indrømme de øvrige medlemmer en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der er fastsat i den relevante del af den tilsvarende liste.

Industrivarer

For industrivarernes vedkommende var sigtet med Uruguay-runden i løbet af fem år at nedbringe de toldmæssige hindringer med mindst en tredjedel og at øge antallet af konsoliderede toldsatser (for hvis vedkommende regeringerne forpligter sig til ikke at forhøje toldsatserne). De toldnedsætter, som hvert medlem havde godtaget, blev således gennemført i fem lige store rater regnet fra den 1. januar 1995, dog med forbehold af dermed uforenelige anmærkninger, som listerne over indrømmelser eventuelt kunne indeholde.

I kraft af disse forpligtelser blev de toldsatser, som industrilandene tog af industrivarer importeret fra alle områder i verden, gennemsnitligt nedsat med 40 %. nemlig fra 6,3 % til 3,8 %.

For så vidt angår Det Europæiske Fællesskab, finder næsten 40 % af dets import af industrivarer sted til nulsats. Den told, som EF tager af industrivarer, er faktisk en af de laveste i verden og vil for størstedelens vedkommende være helt afviklet i 2004 i henhold til de forpligtelser, som EU indgik under Uruguay-runden.

Landbrugsvarer

I henhold til aftalen om landbrug er markedsadgangen for landbrugsvarer nu undergivet en ordning, som udelukkende baseres på told. De ikke-toldmæssige foranstaltninger ved grænsen er erstattet med told, som sikrer en tilsvarende beskyttelse. Den nye told, der følger af "tariferings"-processen, og de øvrige afgifter på landbrugsvarer skal efter planen nedsættes med gennemsnitligt 36 % over seks år for industrilandenes vedkommende og 24 % over ti år for udviklingslandenes vedkommende. De mindst udviklede lande skal ikke foretage nogen nedsættelser.

Medlemmerne af WTO skal for bestemte varers vedkommende både nedsætte udgifterne til eksportsubsidier og de subventionerede eksportmængder. Aftalen om landbrug indeholder en bestemmelse om, at varer, der ikke er omfattet af nogen nedsættelsesforpligtelse med hensyn til eksportsubsidier, ikke i fremtiden kan omfattes af noget subsidie af denne type. Industrilandene skal i løbet af en gennemførelsesperiode på seks år nedsætte de direkte eksportsubsidier med 36 % i forhold til niveauet i basisperioden 1986-1990 og i samme periode nedsætte den subventionerede eksportmængde med 21 %. Udviklingslandene skal i løbet af ti år foretage nedsættelser svarende til to tredjedele af industrilandenes nedsættelser (dog ingen nedsættelse for de mindst udviklede landes vedkommende).

Med hensyn til interne støtteforanstaltninger for landbrugere (prisstøtte) reguleres disse ved nedsættelse af det samlede aggregerede mål for støtte (samlet AMS). Industrilandene har forpligtet sig til at nedsætte deres samlede AMS med 20 % over seks år (idet basisperioden for beregningen af nedsættelserne blev fastsat til 1986-1988). Udviklingslandene skal nedsætte deres samlede AMS med 13 % over ti år. Disse forpligtelser gælder ikke for foranstaltninger uden eller med minimal fordrejningseffekt på handelen (såkaldte foranstaltninger i "grøn kategori" såsom forskning eller landbrugsuddannelse inden for rammerne af offentlige programmer).

Denne helhed af foranstaltninger betragtes som en kontinuerlig proces, der har til formål på lang sigt at føre til gradvise substantielle nedsættelser af støtten og beskyttelsen på landbrugsområder.

Tekstilvarer og beklædningsgenstande

Ved multifiberarrangementet (MFA) fra 1973, som både omfatter naturlige og syntetiske fibre og dertil hørende varer, blev handel med tekstilvarer holdt uden for den fælles GATT-ordning. Ved aftalen blev der således indført en undtagelsesordning, hvor bilaterale selvbegrænsningsaftaler, dvs. kvantitative restriktioner, der er forbudt ifølge GATT, blev legaliseret.

Forhandlingerne under Uruguay-runden havde til formål at sikre en uhindret integrering af sektoren for tekstilvarer og beklædningsgenstande inden for rammerne af GATT 1994. Ifølge aftalen om tekstilvarer og beklædningsgenstande skal multifiberarrangementet (MFA) således være afviklet etapevis før den 1. januar 2005. Der er tale om en gradvis afvikling af kvantitative restriktioner, bl.a. de bilaterale kontingenter, som man har forhandlet sig frem til inden for rammerne af MFA. Integreringen betyder, at når først varen er integreret, styres handelen med denne vare af de generelle regler i GATT 1994. Integreringsprogrammet har fire etaper, og samtlige varer skal være integreret senest den 1. januar 2005. Desuden er det i aftalen bestemt, at samtlige importrestriktioner for tekstilvarer og beklædningsgenstande, som ikke henhører under MFA, inden for et år regnet fra ikrafttrædelsen af aftalen om tekstilvarer og beklædningsgenstande skal anmeldes og bringes i overensstemmelse med GATT eller gradvis afvikles inden for en frist, som ikke er længere end aftalens gyldighedsperiode (til 2005).

Der kan træffes beskyttelsesforanstaltninger til fordel for lande, hvis lokale industrier har problemer med at tilpasse sig. Disse foranstaltninger, der højst må strække sig over tre år, vil blive overvåget nøje af Kontrolorganet for Tekstilvarer.

REGLER OM IKKE-TOLDMÆSSIGE FORANSTALTNINGER

Tekniske handelshindringer

Aftalen om tekniske handelshindringer har til formål at sikre, at tekniske forskrifter, normer og overensstemmelsesvurderingsprocedurer ikke skaber uhensigtsmæssige hindringer for den internationale handel. I aftalen anerkendes landenes ret til at træffe sådanne foranstaltninger, forudsat at de bidrager til at føre et legitimt mål såsom sundhedsbeskyttelse, personers sikkerhed eller miljøbeskyttelse ud i livet. De tekniske forskrifter og normerne må ikke føre til forskellig behandling af nationale varer og tilsvarende importerede varer. Sideløbende dermed ansporer aftalen til anvendelse af internationale normer og harmonisering og gensidig anerkendelse af tekniske forskrifter, normer og overensstemmelsesvurderingsprocedurer.

Aftalen omfatter en adfærdskodeks for statslige institutioners udarbejdelse, vedtagelse og anvendelse af normer samt bestemmelser om udarbejdelse og anvendelse af tekniske forskrifter for offentlige lokale institutioner og ikke-statslige organisationer. Ifølge aftalen må overensstemmelsesvurderingsprocedurer for varer i medfør af de nationale normer ikke have nogen diskriminerende virkninger for importerede varer. Desuden er det i aftalen bestemt, at der skal oprettes nationale informationssteder for at lette adgangen til oplysninger om tekniske forskrifter, normer og overensstemmelsesvurderingsprocedurer i hvert medlemsland.

Sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger

Aftalen om sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger (SPS) vedrører alle SPS-foranstaltninger, som direkte eller indirekte kan øve indflydelse på den internationale handel. Ved SPS-foranstaltninger forstås foranstaltninger, der har til formål at beskytte personers eller dyrs liv eller at beskytte planter mod de risici, der stammer fra tilsætningsstoffer, forureninger, toksiner eller sygdomsfremkaldende organismer i levnedsmidler, eller at beskytte et land mod de skader, der stammer fra indførelse, etablering eller udbredelse af parasitter.

Ifølge aftalen har medlemslandene ret til at træffe SPS-foranstaltninger baseret på videnskabelige principper, men de skal gøre det på en sådan måde, at disse foranstaltninger ikke har diskriminerende virkninger for andre lande. Desuden må SPS-foranstaltningerne ikke udnyttes til protektionistiske formål. Medlemslandene anspores til så vidt muligt at træffe deres foranstaltninger på grundlag af internationale normer, direktiver eller henstillinger. Anvendelsen af normer kan bestrides, og der er indført en procedure for tvistbilæggelse.

FORVALTNING AF TOLD OG HANDEL

Toldværdiansættelse

Når tolden opkræves på et ad valorem-grundlag, er det vigtigt, at der fastsættes en klar procedure for fastlæggelse af de importerede varers toldværdi. Hvis toldværdiansættelsen finder sted efter uretfærdige bestemmelser, kan den nemlig have samme virkninger som en ikke-toldmæssig beskyttelsesforanstaltning og være mere restriktiv end tolden selv.

I aftalen om toldværdi er det anerkendt, at denne værdi principielt skal baseres på handelsværdien, dvs. varernes faktiske pris. Hvis det i særtilfælde viser sig, at handelsværdien ikke kan tjene som grundlag for fastlæggelsen af toldværdien, er der i aftalen fastsat fem andre metoder til toldværdiansættelse, som skal anvendes i en bestemt rækkefølge.

Inspektion inden afsendelse

For at undgå svig og opveje mangler ved forvaltningsstrukturen benytter en række udviklingslande sig af private virksomheder til at efterprøve kvalitet, mængde, pris og/eller toldtarifering af de importerede varer, inden de eksporteres fra leverandørlandet. I aftalen om inspektion inden afsendelse er opregnet en række forpligtelser for brugerlandene, navnlig med hensyn til ikke-forskelsbehandling, gennemsigtighed, beskyttelse af fortrolige handelsoplysninger og priskontrol.

Oprindelsesregler

Oprindelsesreglerne, der er nødvendige kriterier for fastlæggelse af oprindelseslandet for en vare, må ikke udgøre unødvendige hindringer for den internationale handel. Ved aftalen om oprindelsesregler indføres der visse discipliner ved anvendelsen af disse regler. Den omfatter de regler, der anvendes inden for handelspolitikkens ikke-præferentielle instrumenter. Hovedsigtet med denne aftale er at harmonisere de ikke-præferentielle oprindelsesregler på en sådan måde, at samtlige medlemmer af WTO anvender de samme kriterier uanset målet med denne anvendelse.

Indtil denne harmonisering har fundet sted, skal WTO's medlemmer i en overgangsperiode påse, at de nødvendige betingelser for fastlæggelsen af oprindelsen er tydeligt fastsat, og at oprindelsesreglerne ikke fører til begrænsning, fordrejning eller forstyrrelse af den internationale handel. Yderligere må der ikke ved disse regler fastsættes ubehørigt strenge forskrifter eller som forhåndsbetingelse for fastlæggelsen af oprindelseslandet foreskrives overholdelse af betingelser, som ikke vedrører fremstilling eller forarbejdning.

Efter overgangsperiodens afslutning skal medlemmerne inden for tre år fastsætte harmoniserede oprindelsesregler. Disse regler skal anvendes ens og skal være objektive, forståelige og forudsigelige. Dette harmoniseringsarbejde udføres af WTO's komité for oprindelsesregler og et teknisk udvalg i Verdenstoldorganisationens regi.

Bilag 2 til aftalen indeholder en fælles erklæring om præferentielle oprindelsesregler.

Importlicensprocedurer

Importlicensprocedurer kan defineres som administrative procedurer, der som forhåndsbetingelse for import til et importlands toldområde kræver, at der forelægges det kompetente administrative organ en ansøgning eller andre dokumenter. De vigtigste formål med aftalen om importlicensprocedurer er at forenkle disse procedurer og sikre gennemsigtighed og forudsigelighed for at opnå, at de anvendes og forvaltes på en rimelig og retfærdig måde.

FORANSTALTNINGER TIL HANDELSFORSVAR

Antidumpingforanstaltninger

I henhold til artikel VI i GATT 1994 er det tilladt medlemmerne at anvende antidumpingforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger må imidlertid kun træffes, hvis følgende tre betingelser er opfyldt:

  • varen sælges til en eksportpris, der er lavere end dens normale værdi, dvs. til en pris, der er lavere end den sammenlignelige pris, der tages for en tilsvarende vare på eksportlandets marked
  • den import, der finder sted til dumpingpris, forvolder eller truer med at forvolde betydelig skade på importlandets nationale erhvervsgren
  • årsagssammenhængen mellem den import, der finder sted til dumpingpris, og den betydelige skade, der forvoldes på erhvervsgrenen, skal være tydeligt fastlagt.

Aftalen om antidumpingforanstaltninger bygger på den aftale, som man forhandlede sig frem til under Tokyo-runden, men indeholder nøjagtigere og tydeligere regler om metoden til fastlæggelse af dumping og de procedurer, der skal følges i forbindelse med undersøgelserne. Aftalen sikrer større gennemsigtighed ved at stipulere, at antidumpingforanstaltningerne omgående skal meddeles det antidumpingudvalg, der er nedsat ved aftalen. Desuden indeholder den en procedure for tvistbilæggelse.

Subsidier og udligningsforanstaltninger

Den nye aftale om subsidier og udligningsforanstaltninger indeholder i modsætning til aftalen fra Tokyo-runden en definition af udtrykket "subsidie" og slår fast, at dens discipliner kun gælder for specifikke subsidier. Den indeholder de kriterier, som gør det muligt at fastlægge, om et subsidie er specifikt for en virksomhed eller en erhvervsgren eller for en gruppe virksomheder eller erhvervsgrene. Ifølge aftalen henregnes subsidierne til en af følgende tre kategorier: forbudte subsidier, subsidier, der kan give anledning til en foranstaltning, og subsidier, der ikke kan give anledning til en foranstaltning. Aftalen indeholder bestemmelser om afbødende foranstaltninger i forbindelse med hver af disse subsidiekategorier.

Aftalen indeholder også bestemmelser om brug af udligningsforanstaltninger, dvs. afgifter fastsat af importlandet for at opveje subsidiets virkninger. Der er tale om regler, som ligner dem, der anvendes i forbindelse med antidumpingforanstaltninger.

Beskyttelsesforanstaltninger

I aftalen om beskyttelsesforanstaltninger fastsættes reglerne for anvendelse af de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i artikel XIX i GATT 1994. Denne artikel gør det i realiteten muligt for medlemmerne af WTO, når visse betingelser er opfyldt, på et ikke-diskriminerende grundlag at træffe en beskyttelsesforanstaltning for at begrænse importen for derved at beskytte en national erhvervsgren mod alvorlig skade eller en trussel om alvorlig skade forvoldt af en forøgelse af importen.

Aftalen forbyder foranstaltninger i den såkaldte "grå zone" såsom foranstaltninger til selvbegrænsning af eksporten eller andre arrangementer for markedsdeling. Desuden indeholder aftalen en bestemmelse om ophævelse af alle bestående beskyttelsesforanstaltninger. Endelig indeholder den nærmere bestemmelser om de procedurer og regler, der skal følges i forbindelse med iværksættelse af beskyttelsesforanstaltninger.

ANDRE REGLER OM VARER

Handelsrelaterede investeringsforanstaltninger

I aftalen om handelsrelaterede investeringsforanstaltninger for varer anerkendes, at visse foranstaltninger på investeringsområdet kan have begrænsende og fordrejende indvirkning på handelen. Medlemmerne af WTO forpligter sig til ikke at anvende handelsrelaterede investeringsforanstaltninger, der er uforenelige med det princip om national behandling, der er fastsat af GATT, eller med forbuddet mod kvantitative restriktioner. Bilaget til aftalen indeholder en liste med eksempler på handelsrelaterede investeringsforanstaltninger, der er uforenelige med disse bestemmelser (forpligtelse til køb af en bestemt mængde varer med national oprindelse osv.).

Alle handelsrelaterede investeringsforanstaltninger skal anmeldes og ophæves inden for en frist på to år for industrilandenes vedkommende, fem år for udviklingslandenes vedkommende og syv år for de mindst udviklede landes vedkommende. Overvågningen af disse forpligtelser sikres af et udvalg for investeringsforanstaltninger.

Desuden har medlemmerne besluttet senere at bestemme, om aftalen skal suppleres med bestemmelser om investeringspolitik og konkurrencepolitik.

Betalingsbalancebestemmelser

Ifølge GATT 1994 er det tillade medlemmerne af WTO at fastsætte handelsrestriktioner af hensyn til betalingsbalancen. I aftalememorandummet om betalingsbalancebestemmelser klarlægges bestemmelserne i GATT 1994, ligesom procedurerne for konsultation og anmeldelse af restriktioner udbygges. Desuden bekræftes den af medlemsstaterne under Tokyo-runden indgåede forpligtelse til at give prisbaserede foranstaltninger såsom tillægsafgift og deponering ved import fortrinsstilling frem for kvantitative restriktioner af hensyn til betalingsbalancen.

Statshandelsforetagender

Artikel XVII i GATT 1994 indeholder bestemmelser om statshandelsforetagenders (både i og uden for regeringens regi) aktivitet med det formål at sikre, at staterne ikke benytter deres virksomheder som en mekanisme, der gør det muligt at omgå de materielle forpligtelser, der påhviler dem i medfør af GATT. Aftalememorandummet om fortolkningen af artikel XVII indeholder en nøjagtig definition af statshandelsforetagender og tager sigte på at forstærke overvågningen af deres aktiviteter ved hjælp af skærpede anmeldelses- og undersøgelsesprocedurer.

Offentlige indkøb

Aftalen om offentlige indkøb er en af de fire plurilaterale aftaler, der er opført i bilag 4 til Marrakesh-aftalen (i december 1997 blev to af disse ophævet, nemlig aftalen om oksekød og aftalen om mejeriprodukter; den resterende aftale omhandler handel med civile fly). Disse aftaler gælder kun for de medlemmer af WTO, som udtrykkeligt har accepteret dem. Det Europæiske Fællesskab har sammen med henved en snes andre medlemmer af WTO undertegnet og vedtaget disse aftaler.

Aftalen om offentlige indkøb, der erstatter den gamle aftale fra Tokyo-runden, har til formål at åbne en så stor del som muligt af de offentlige indkøb for international konkurrence inden for en ramme, der sikrer gennemsigtighed og ikke-forskelsbehandling til ugunst for udenlandske varer og leverandører. Den omfatter indkøb foretaget af ikke-centrale forvaltninger (delstater i en forbundsstat, provinser, kantoner, amter osv.). Den omfatter både varer, arbejder og tjenesteydelser. Den retlige ramme, der er indført ved denne aftale, afspejler i hovedtræk EU-reglerne om offentlige indkøb.

Aftalen gælder for offentlige indkøb, hvis værdi er højere end et bestemt beløb: 130 000 SDR (særlige trækningsrettigheder, der er IMF's regningsenhed) for indkøb af varer og tjenesteydelser foretaget af enheder henhørende under centralregeringen, 200 000 SDR for niveauer, der er lavere end det centrale, 400 000 SDR for offentlige virksomheder og 5 000 000 SDR for bygge- og anlægskontrakter.

Aftalen dækker fem aktivitetssektorer: havne, lufthavne, vand, elektricitet og bytransport. Den baseres på et gensidighedsprincip: landene må kun åbne deres offentlige indkøb i de anførte sektorer for signatarer af aftalen, som har indgået forpligtelser i samme sektor.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelsesdato Gennemførelsesdato i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende
Afgørelse 94/800/EF 1.1.1995 - EFT L 336 af 23.12.1994
Seneste ajourføring: 10.04.2006

Se endvidere

  • Hjemmesiden for Verdenshandelsorganisation (WTO) - UNDERSTANDING THE WTO: THE AGREEMENTS (EN) (ES) (FR)
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top