RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Antidumpingforanstaltninger

Denne forordning gennemfører antidumpingreglerne i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT) i Den Europæiske Unions (EU’s) lovgivning. Den fastsætter de gældende regler, herunder dem, som relaterer til beregningen af dumping, procedurer for at initiere og gennemføre en undersøgelse, træffe foreløbige og endelige foranstaltninger samt varighed og revurdering af antidumpings­foranstaltninger.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab.

RESUMÉ

Der må skelnes mellem dumping og simpelt lavprissalg, der er muliggjort takket være lavere omkostninger eller højere produktivitet. Det vigtigste kriterium i denne forbindelse er nemlig ikke forholdet mellem prisen på den eksporterede vare og dens pris på importmarkedet, men forholdet mellem prisen på den eksporterede vare og dens normalpris. En vare betragtes derfor som dumpingvare, når dens pris ved eksporten til Den Europæiske Union (EU) ligger under den pris, der tages for en tilsvarende vare i forbindelse med handelstransaktioner i eksportlandet.

Den normalværdi, der lægges til grund ved undersøgelser af, om der foreligger dumping, baseres sædvanligvis på den pris, som uafhængige købere i eksportlandet betaler som led i normale handelstransaktioner.

Når eksportøren ikke fremstiller eller ikke sælger en vare af tilsvarende art i eksportlandet, fastsættes normalværdien på basis af andre sælgeres eller andre producenters priser. Oprindelseslandets produktionspris kan lægges til grund, når der ikke er blevet solgt varer af tilsvarende art i forbindelse med normale handelstransaktioner (f.eks. når den sælgende virksomhed har monopol på salget), når et sådant salg er utilstrækkeligt, eller når særlige markedsforhold gør det umuligt at foretage en meningsfuld sammenligning.

I forbindelse med import fra lande, hvis økonomi ikke er markedsbaseret, fastsættes normalværdien på basis af prisen, eller en udregnet pris, i et markedsøkonomibaseret tredjeland, på basis af den pris, der gælder i det pågældende land ved udførsel til andre lande, eller, hvor noget sådant ikke er muligt, på basis af et hvilket som helst andet rimeligt grundlag.

Det andet led i sammenligningen, dvs. den pris, som normalværdien i oprindelseslandet sættes i forhold til for at fastslå, hvor stor dumpingmargenen er, er eksportprisen. Hermed menes der den pris, der reelt betales for varen ved eksporten til EU.

I tilfælde, hvor der ikke findes nogen eksportpris, eller hvor eksportprisen gælder inden for en sammenslutning eller som led i en udligningsordning mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart, giver det ikke mening at tale om eksportpriser. Man kan derfor søge at beregne prisen på grundlag af den pris, som den indførte vare er blevet solgt til ved det første videresalg til en uafhængig køber. I tilfælde, hvor varen ikke videresælges til en uafhængig køber, eller hvor den ikke videresælges i den stand, den var i ved indførslen, kan eksportprisen beregnes på et hvilket som helst andet rimeligt grundlag. I tallene indregnes alle udgifter, der er påløbet mellem indførslen og videresalget, samt avancen.

Dumpingmargen

Ved dumpingmargen forstås forskellen mellem normalværdi og eksportpris. Ved sammenligningen baserer man sig på salg, der er sket i samme handelsfase, og som tidsmæssig ligger tættest muligt på hinanden. Der justeres for forskelle i salgs- og skattevilkår, samt andre forskelle, der kan influere på prisernes sammenlignelighed.

Skade

Dumpingtold kan først indføres, når det er konstateret, at der foreligger endnu et grundelement: Nemlig at en EU-industri har lidt væsentlig, håndgribelig skade, det være sig i form af en skade, som en industri i EU er blevet påført, en trussel om en sådan skade, eller en større forsinkelse i oprettelsen af en sådan industri.

Ved konstateringen af, om der foreligger skade, baserer man sig på positive beviser og en objektiv undersøgelse af følgende:

  • omfanget af den import, der er genstand for dumping, navnlig i tilfælde, hvor den er vokset kraftigt, i absolutte tal eller i forhold til EU’s produktion eller forbrug
  • prisen på den import, der er genstand for dumping, og herunder undersøgelse af, om der har været en væsentlig lavere notering af prisen i forhold til prisen på en tilsvarende vare, der er produceret af EU’s industri, prissænkninger, eller fordrejninger i prisudviklingen
  • dennes indvirkning på den berørte EU-industri, bl.a. med hensyn til produktionsniveau, udnyttelse af kapacitet, lagre, salg, markedsandel, prisudvikling, avancer, investeringsafkast, likviditet og beskæftigelse.

Virkningerne af dumpingen skal vurderes i forhold til produktionen af en tilsvarende EU-vare, idet der tages hensyn til den snævreste produktionssektor.

Betegnelsen EU-industri omfatter EU-producenter som et hele, subsidiært producenter, der tilsammen har en produktion, som udgør en væsentlig andel af EU’s produktion. I tilfælde, hvor en producent samtidig importerer den vare, der er genstand for dumping, henviser udtrykket EU-industri til de øvrige producenter.

Iværksættelse af proceduren

Proceduren iværksættes på grundlag af en skriftlig klage; klager kan indsendes af fysiske og juridiske personer, samt af sammenslutninger, som handler på EU-industriens vegne uden at have status som juridisk person. Et EU-land, som har tilstrækkelige beviser for, at der foreligger dumping, og at EU’s industri påføres skade, underretter Kommissionen, også uden at der er indgivet en klage.

Klagen skal både indeholde bevis på, at der foreligger dumping, og at industrien påføres skade, og at der er en årsagssammenhæng mellem de to forhold. Klagen skal indeholde følgende oplysninger:

  • klagerens navn, den berørte EU-produktions omfang og værdi
  • en fuldstændig beskrivelse af den vare, der hævdes at være genstand for dumping, oprindelsesland, navn på kendte producenter/eksportører og importører
  • oplysninger om forbrugerpriser på varen ved salg på oprindelseslandets/eksportlandets hjemmemarked, eksportprisen på varen
  • oplysninger om ændringer i importmængder af den pågældende vare samt virkningen af denne import på tilsvarende varers priser i EU.

En klage betragtes som indgivet af EU’s industri eller på dennes vegne, hvis den bakkes op af EU-producenter, der repræsenterer mere end 50 % af EU’s produktion.

Klager behandles af et rådgivende udvalg, der er sammensat af repræsentanter for de enkelte EU-lande, samt en repræsentant for Kommissionen, der fungerer som udvalgets formand. Viser det sig ved behandlingen, at klagen ikke indeholder tilstrækkelige beviser til, at der kan iværksættes en undersøgelse, afvises den, og klageren underrettes herom.

Viser det sig ved behandlingen i udvalget, at klagen indeholder tilstrækkelige beviser til, at det er berettiget at iværksætte en undersøgelse, skal Kommissionen indlede denne procedure inden for en frist på 45 dage fra indgivelsen af klagen. Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende en meddelelse om, at der iværksættes en undersøgelse med oplysning om, hvilken vare og hvilke lande der er tale om, og med et sammendrag af de indsendte oplysninger samt en frist for, hvornår parterne senest kan fremsætte deres synspunkter og anmode om at blive hørt.

Klager kan trækkes tilbage, inden der iværksættes undersøgelse.

Undersøgelsen

Undersøgelsen, der foretages af Kommissionen i samarbejde med EU-landene, vedrører både dumpingspørgsmålet og skaden på samme tid. Der fastsættes et tidsrum til undersøgelsen - normalt mindst et halvt år - forud for procedurens iværksættelse. Kommissionen sender de berørte parter et spørgeskema, som normalt skal besvares inden for en frist på mindst 30 dage.

Kommissionen kan anmode EU-landene om at fremsende oplysninger, foretage eftersyn og kontrol, bl.a. hos EU’s importører, erhvervsdrivende og producenter, og at iværksætte undersøgelser i tredjelande (forudsat at de berørte virksomheder er indforstået hermed, og landets regering ikke modsætter sig det). Kommissionen kan udsende personale til at bistå EU-landenes personale i udøvelsen af dets funktioner. Kommissionen kan selv - og dette er den almindeligste praksis - aflægge besøg hos de berørte parter for at undersøge regnskaberne. Kommissionen kan selv foretage undersøgelser i de berørte tredjelande.

Kommissionen kan høre de sagsparter, der fremsætter anmodning herom. Kommissionen kan også indkalde parterne til møde, så de kan gøre rede for deres standpunkt. Parterne har ret til sagsindsigt i alle de oplysninger, der indsendes til Kommissionen; dette gælder dog ikke fortrolige oplysninger.

Undersøgelsen ender med, at proceduren standses, eller at der iværksættes foranstaltninger. Dette skal normalt ske senest 15 måneder efter procedurens iværksættelse.

Standsning af proceduren uden iværksættelse af foranstaltninger

Proceduren kan standses uden at der iværksættes foranstaltninger. Viser det sig ved sagens behandling, at det ikke er nødvendigt at fastsætte beskyttelsesforanstaltninger, standses proceduren, medmindre der er fremsat indvendinger i udvalget. Er der fremsat indvendinger, forelægger Kommissionen straks Rådet en rapport over udfaldet af sagsbehandlingen, samt et forslag til standsning af proceduren. Proceduren standses, medmindre Rådet træffer beslutning om andet.

Proceduren standses, hvis det skønnes, at den påtalte dumping og skaderne er ubetydelige. Proceduren standses også uden pålæggelse af midlertidig eller endelig told, hvis modparten tilbyder at indgå en forpligtende aftale, og Kommissionen finder denne acceptabel. Forpligtelsen kan bestå i, at priserne ændres, eller at eksporten standses i et sådant omfang, at dumpingskaden elimineres.

Indførelse af midlertidig antidumpingtold

Der kan indføres midlertidig told, hvis man ved en forhåndsundersøgelse har fundet positivt bevis på, at der foreligger dumping, og at EU’s industri påføres skade, og hvis EU’s interesser kræver øjeblikkelige indgreb til imødegåelse af sådanne skader. Toldbeløbet må ikke være større end dumpingmargenen, og skal være mindre, hvis en lavere told er tilstrækkelig til at eliminere skaden, som EU-industrien har lidt.

Tolden skal være pålagt senest ni måneder efter procedurens iværksættelse. Denne told indføres af Kommissionen efter høring i udvalget eller, i ekstremt hastende tilfælde, efter at EU-landene er blevet informeret. Kommissionen underretter Rådet og EU-landene om sådanne midlertidige foranstaltninger. Rådet kan dog træffe andre foranstaltninger.

Indførelse af endelig antidumpingtold

Rådet indfører en endelig antidumpingtold, hvis den endelige undersøgelse viser, at der foreligger dumping, at denne dumping volder skade, og at EU’s interesser kræver, at der iværksættes foranstaltninger. Endelig antidumpingtold må ikke være højere end dumpingmargenen, ligesom midlertidig antidumpingtold ikke må være det; den kan være lavere, hvis dette er tilstrækkeligt til at eliminere skaden.

Tolden anvendes uden forskelsbehandling på de importvarer, der er genstand for skadevoldende dumping. Det fastsættes i den forordning, hvormed tolden indføres, hvor stor en told der pålægges de enkelte leverandører eller, hvis dette ikke er muligt, det pågældende eksportland.

Midlertidig/endelig antidumpingtold kan ikke indføres med tilbagevirkende kraft. Dog kan der lægges endelig antidumpingtold på varer, der er frigivet til forbrug i en periode på op til 90 dage forud for iværksættelsen af de midlertidige foranstaltninger.

EU’s interesse

Man kan dog undlade at iværksætte vedtagne antidumpingforanstaltninger, hvis det konkluderes, at dette er i EU’s interesse. I denne forbindelse tages der hensyn til samtlige, dvs. såvel EU-industriens som brugernes og forbrugernes, interesser under ét. De berørte parter kan alle tilkendegive deres synspunkter.

Varighed - ny sagsbehandling

En antidumpingforanstaltning forbliver kun i kraft, så længe det er nødvendigt for at modvirke den dumping, der forårsager skade. Toldforanstaltningen udløber fem år efter indførelsen, eller fem år efter afslutningen af den seneste sagsbehandling. Sagen tages op til behandling igen på Kommissionens initiativ, eller hvis EU’s producenter anmoder herom. Tolden fortsætter med at gælde, så længe sagen er til behandling.

Tilbagebetaling af told

Den opkrævede told kan tilbagebetales, når importøren kan bevise, at dumpingmargenen er elimineret, eller den er reduceret til et lavere niveau end antidumpingtolden. Importøren kan indsende en anmodning om tilbagebetaling i op til 6 måneder efter den dato, hvor der er blevet fastsat en endelig antidumpingtold eller truffet beslutning om opkrævning af endelig antidumpingtold. Anmodninger skal indsendes til det EU-land, hvor varen er overgået til fri omsætning. EU-landet videresender anmodningen til Kommissionen, som træffer beslutning efter høring af udvalget.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoFrist for gennemførelse i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 1225/2009

11.1.2010

-

EFT L 343, 22.12.2009

Seneste ajourføring: 17.02.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top